Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/627

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
605
1316. Gejſtlige Sager undergivne Lagmændene.

af den mangelagtige Kirkelovgivning ved ſelv at ſupplere Manglerne. At Kongen var ſig bevidſt ved denne Forordning at have lagt et betydeligt Baand paa Gejſtligheden, ſees deraf, at han, ſom det ſynes, ſatte den i Forbindelſe med den ovenfor (S. 490) omtalte Gjentagelſe af de Artikler, der allerede vare givne eller vedtagne ved Erkebiſkop Jørunds Forliig med Kong Erik i 1291, og ſom paa ſit Sted (S. 173) udførligen ere blevne omtalte. Muligt, at de hidtil ikke vare blevne fuldſtændigt gjennemførte, eller at de i Tidens Løb vare blevne tilſideſatte, hvilket er ſaa meget mere tænkeligt, ſom de ikke egentlig danne nogen formelig Forordning, men kun en Art af Inſtruction for Lagmændene og Sysſelmændene, der fra Tid til anden ſkulde oplæſes. Det bedſte Beviis paa, at de nu herefter, ſaavel ſom Beſtemmelſen om Chriſtenretten, overholdtes, er det, at de findes optagne i mange ſenere Afſkrifter af Lovbøgerne, og at flere af disſe derhos indeholde ſærſkilte Afſkrifter af de ældre Chriſtenretter for de forſkjellige Hovedlagthing. Thi hvorvel det vel egentlig var Kongens Mening, at kun een Chriſtenret ſkulde gjelde for hele Norge, nemlig den Froſtathings-Chriſtenret, ſom Kong Haakon og Erkebiſkop Sigurd indrettede i 1244, og hvis Beſtemmelſe det aabenbart var at ſkulle gjelde for hele Landet[1], ſeer man dog, at Forordningen fortolkede-s, ſom om de forſkjellige ældgamle Chriſtenretter, Gulathingets, Froſtathingets, Oplandenes og Vikens fremdeles ſkulde ſtaa ved Magt, hver i ſit Diſtrict. Viſtnok var, ſom vi have ſeet, allerede tidligere en Anordning udkommet om at den ældre Chriſtenrets Beſtemmelſe om Sekter ſkulde gjelde, men deraf fulgte ikke, at den ſkulde gjelde i ſin Heelhed. Dette blev nu authentiſk beſtemt. Tiden, naar den merkelige Anordning blev given, kjendes ikke med fuldkommen Vished, ſandſynligviis var det dog i Aaret 1316, den 28de Juli, da Kongen opholdt ſig i Bergen for ſidſte Gang, og da han tillige gav de for om talte Anordninger om Udlændingernes Told og Rettigheder til at handle udenfor de lovbeſtemte Tider[2].

  1. I Beſtemmelſen af 1290 tales der alene om den ældre Chriſtenret, uden nærmere Tillæg, men dog ſaaledes, at man ogſaa der nærmeſt maatte gjette paa den af 1244; og i Forordningen af 1327, hvor Kong Magnus Eriksſøn gjentog Budet om at den gamle Chriſtenret ſkulde gjelde, heder det udtrykkeligt, at dette ſkulde være Kong Haakons og Erkebiſkop Sigurds. Deraf ſkulde man næſten maatte ſlutte, at ogſaa Kong Haakon egentlig meente denne, og at det maaſkee var en Misforſtaaelſe, naar de ældre Love antoges at ſkulle gjelde. Denne Misforſtaaelſe har dog været Aarſag i at Vikens og Oplandenes ældre Chriſtenretter, der ellers vilde være tabte ligeſom den verdſlige Ret for disſe Lagthing, ere blevne vedligeholdte.
  2. Af denne Anordning findes nemlig to Hovedafſkrifter, een, dateret Olafsvaka Aften i Kongens 17de Aar (altſaa 1316) uden Tillæg af hiin Inſtrux for