Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/627

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
605
1316. Gejstlige Sager undergivne Lagmændene.

af den mangelagtige Kirkelovgivning ved selv at supplere Manglerne. At Kongen var sig bevidst ved denne Forordning at have lagt et betydeligt Baand paa Gejstligheden, sees deraf, at han, som det synes, satte den i Forbindelse med den ovenfor (S. 490) omtalte Gjentagelse af de Artikler, der allerede vare givne eller vedtagne ved Erkebiskop Jørunds Forliig med Kong Erik i 1291, og som paa sit Sted (S. 173) udførligen ere blevne omtalte. Muligt, at de hidtil ikke vare blevne fuldstændigt gjennemførte, eller at de i Tidens Løb vare blevne tilsidesatte, hvilket er saa meget mere tænkeligt, som de ikke egentlig danne nogen formelig Forordning, men kun en Art af Instruction for Lagmændene og Sysselmændene, der fra Tid til anden skulde oplæses. Det bedste Beviis paa, at de nu herefter, saavel som Bestemmelsen om Christenretten, overholdtes, er det, at de findes optagne i mange senere Afskrifter af Lovbøgerne, og at flere af disse derhos indeholde særskilte Afskrifter af de ældre Christenretter for de forskjellige Hovedlagthing. Thi hvorvel det vel egentlig var Kongens Mening, at kun een Christenret skulde gjelde for hele Norge, nemlig den Frostathings-Christenret, som Kong Haakon og Erkebiskop Sigurd indrettede i 1244, og hvis Bestemmelse det aabenbart var at skulle gjelde for hele Landet[1], seer man dog, at Forordningen fortolkede-s, som om de forskjellige ældgamle Christenretter, Gulathingets, Frostathingets, Oplandenes og Vikens fremdeles skulde staa ved Magt, hver i sit District. Vistnok var, som vi have seet, allerede tidligere en Anordning udkommet om at den ældre Christenrets Bestemmelse om Sekter skulde gjelde, men deraf fulgte ikke, at den skulde gjelde i sin Heelhed. Dette blev nu authentisk bestemt. Tiden, naar den merkelige Anordning blev given, kjendes ikke med fuldkommen Vished, sandsynligviis var det dog i Aaret 1316, den 28de Juli, da Kongen opholdt sig i Bergen for sidste Gang, og da han tillige gav de for om talte Anordninger om Udlændingernes Told og Rettigheder til at handle udenfor de lovbestemte Tider[2].

  1. I Bestemmelsen af 1290 tales der alene om den ældre Christenret, uden nærmere Tillæg, men dog saaledes, at man ogsaa der nærmest maatte gjette paa den af 1244; og i Forordningen af 1327, hvor Kong Magnus Erikssøn gjentog Budet om at den gamle Christenret skulde gjelde, heder det udtrykkeligt, at dette skulde være Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds. Deraf skulde man næsten maatte slutte, at ogsaa Kong Haakon egentlig meente denne, og at det maaskee var en Misforstaaelse, naar de ældre Love antoges at skulle gjelde. Denne Misforstaaelse har dog været Aarsag i at Vikens og Oplandenes ældre Christenretter, der ellers vilde være tabte ligesom den verdslige Ret for disse Lagthing, ere blevne vedligeholdte.
  2. Af denne Anordning findes nemlig to Hovedafskrifter, een, dateret Olafsvaka Aften i Kongens 17de Aar (altsaa 1316) uden Tillæg af hiin Instrux for