Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/620

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
598
Haakon Magnusſøn.

tælles udtrykkeligt om ham, at han havde en Datter, ſom paa denne Tid allerede var anden Gang gift; altſaa havde han enten ſelv været gift, førend han traadte i Kirkens Tjeneſte, eller, ſom faa mange Gejſtlige paa den Tid i Norge, ikke regnet det ſaa nøje med Coelibatsbudet. Endog Laurentius havde under ſit Ophold i Norge haft en Søn med et Fruentimmer, der ſiden efter havde en anden Søn med Chorsbroderen Salomon Thoraldesſøn; men dette hindrede ikke, at de ſidenefter begge bleve Biſkopper. Audun indviedes til Biſkop den 25de November, under det føromtalte Concilium, hvori han ſidenefter ſom Biſkop tog Deel, og tilbragte endnu over et Aar i Norge, da han nemlig ej drog til Island førend om Sommeren 1315. Uagtet han allerede var gammel, tog han ſig dog med megen Kraft og Myndighed af Kirkeſtyrelſen, og fik derved mange Uvenner iſær blandt det højere Preſteſkab, ſom i Vacancen havde haft meſt at ſige. Dette, ſaavelſom den Omſtændighed, at han var fremmed i Landet og ubekjendt med dets Skikke, ſkaffede ham i Førſtningen endeel Ubehageligheder, iſær da det vel heller ikke var ſaa frit, at han ſelv begik nogle Misgreb; men efterhaanden vandt han dog megen Anſeelſe blandt Folket ved ſin Nidkjærhed, Gudsfrygt, Fromhed og Veltalenhed, ſamt maaſkee førſt og fremſt ved ſin Storſindethed og Gjeſtfrihed. En af hans førſte Handlinger, der viſtnok var ſærdeles populær, og hvortil Kong Haakon ſelv ved Afſkeden ſkal have opfordret ham, var at han lod Biſkop Gudmunds Been opgrave, ſkriinlægge og henſtille i Kirken, hvor der da, ſom det heder, ſkede merkelige Jertegn. Audun lagde megen Vind paa at forſkjønne Biſkopsſtolens Kirke og øvrige Bygninger; Biſkopsgaarden lod han endog ganſke opbygge fra Nyt af. Her førte han et ſtort og pragtfuldt Huus og viiſte en overordentlig Gjeſtfrihed. Der fortælles ſaaledes, at endog, naar han, ſom ofte kunde ſkee, hjemme paa Hole havde Stevnemøde med ſine Uvenner, og det under Forhandlingerne meldtes at Maden var paa Bordet, bad han dem venligt at følge med til Bords og tage til Takke, „og ikke være vrede paa Maden, om de end vare vrede paa ham“. Ved denne Venlighed, ſiges der, overvandt han ofte ſine Uvenner, ſaa at de overlode det til ham ſelv at afgjøre deres Mellemværende[1]. Skolen ved Kirken holdt han i ypperlig Stand, og ſøgte at ſkaffe den gode Lærere. Alt dette forvoldte dog Biſkopsſtolen betydelige Udgifter, og for at beſtride dem maatte Biſkoppen igjen ſøge at bringe ſine Indtægter op til et ſaa højt Beløb ſom muligt, fornemmelig ved at tilegne ſig Raadigheden over alt Offer og alle Kirketiender, medens tidligere Offret og Smaatienderne oppebares af den ſaakaldte Kirkebonde, det vil ſige den Bonde, der be-

  1. Om alt dette ſee Laurentius’s Saga.