Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/621

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
599
1315—1319. Biſkop Auduns Varſomhed paa Island.

ſad Gaarden, paa hvilken Kirken laa, og beſtyrede Kirkegodſet. Med andre Ord, han begyndte at gjennemføre i Hole Biſkopsdømme, hvad Biſkop Arne Thorlaksſøn havde kæmpet for og allerede tildeels udført i Skaalholts, medens Biſkop Jørund i ſin lange Embedstid havde været mere føjelig for ikke altfor meget at lægge ſig ud med Høvdingerne. Det var naturligt, at Biſkop Auduns Fordringer vakte megen Uvilje, og mod Slutningen af Kong Haakons Regjering, maaſkee endog efter at han allerede var død, men førend Efterretningen derom var kommen til Island, indgave ſamtlige Bønder og Almue i Hole Biſkopsdømme en formelig Proteſt derimod til Kongen, ytrende at de ej vilde taale ſaadant, og forudſigende at paa ſlig Viis vilde Kirken i faa Aar have tilegnet ſig alt Gods i Landet og Kongedømmet intet have tilbage uden Møje og Bekoſtning; overhovedet klagede de over, „at udenlandſke Biſkopper vare blevne trængte ind i Landet mod gammel Skik og Vedtægt“[1]. Da Kongen allerede var død, inden denne Proteſt naaede Norge, og Biſkop Audun ſelv i Aaret 1320 drog over til Throndhjem, hvor han døde 1321, bortfaldt, ſom det ſynes, den hele Sag af ſig ſelv. Auduns Eftermand, ſom han ſelv paa ſit Dødsleje havde anbefalet dertil, var ingen anden end Laurentius Kalfſøn; denne, ſom indfød Islænding og af en mere eftergivende Charakteer, lod, ſom det ſynes, alt blive ved det gamle.

I Skaalholts Biſkopsdømme ſynes alt at have gaaet roligt hen

  1. Brevet er aftrykt i Finn Jonsſøns isl. Kirkehiſtorie, Vol. II. S. 166 fgg. Aaret og Dagen, naar Brevet udſtedtes, angives her ikke, men der tales om nogle Retterbøder, ſom Kongen havde ſendt ud med Gunnar Raadſvein, og af Annalerne ſees det, at denne kom ud til Island i Aaret 1319; Proteſten maa altſaa, ſiden den er henvendt til Kong Haakon, ſom døde ſamme Aar, være affattet umiddelbart efter Gunnars Ankomſt, og førend man endnu havde erfaret Kongens Død. Slutningen af Proteſten er ret merkelig og charakteriſtiſk: „Gode Hr. Kong Haakon, det har her været et ſlemt og utilbørlig Tiltag, at udenlandſke Biſkopper have været trængte ind i Landet imod Landets Vane fra gammel Tid, og den Samtykt og Beſtemmelſe, ſom blev tagen, da den hellige Biſkop Jon blev udvalgt af Lærde og Læge i Landet, nemlig at Biſkopperne ſkulle vælges her i Landet efterdags. Vi bede eder ydmygeligt at I med Guds Miſkund ville ſee ſaaledes til, at en begjerlig Høvding og et uvittigt (heimſkt) Folk ikke længe ere tilſammen, thi af ſaadant har der ofte hændets megen Skade. Vi forudſee ogſaa at inden faa Aar vil Kongedømmet heraf kun have Møje og Bekoſtning, men Kirken alt Gods i Landet at raade over. Og derfor give vi os og hele vor Sag i Guds og eders Vold, bedende at I ville holde os ved ny og gammel Ret, ſom her med Rette har været ſamtykt, og ſtyrke os til at vi kunne beholde vort Frelſe og vort fedrene Gods, ydende os ſikker Biſtand til at vi uden Fare kunne nyde vor Ret. Vor Herre Jeſus Chriſtus give at I ville ſørge for, at den almægtige Gud har Lov og Priis, I ſelv Ære og Heder, og vi, eders Tjenere, Fred og Gavn baade nu og ſtedſe, Amen“.