sad Gaarden, paa hvilken Kirken laa, og bestyrede Kirkegodset. Med andre Ord, han begyndte at gjennemføre i Hole Biskopsdømme, hvad Biskop Arne Thorlakssøn havde kæmpet for og allerede tildeels udført i Skaalholts, medens Biskop Jørund i sin lange Embedstid havde været mere føjelig for ikke altfor meget at lægge sig ud med Høvdingerne. Det var naturligt, at Biskop Auduns Fordringer vakte megen Uvilje, og mod Slutningen af Kong Haakons Regjering, maaskee endog efter at han allerede var død, men førend Efterretningen derom var kommen til Island, indgave samtlige Bønder og Almue i Hole Biskopsdømme en formelig Protest derimod til Kongen, ytrende at de ej vilde taale saadant, og forudsigende at paa slig Viis vilde Kirken i faa Aar have tilegnet sig alt Gods i Landet og Kongedømmet intet have tilbage uden Møje og Bekostning; overhovedet klagede de over, „at udenlandske Biskopper vare blevne trængte ind i Landet mod gammel Skik og Vedtægt“[1]. Da Kongen allerede var død, inden denne Protest naaede Norge, og Biskop Audun selv i Aaret 1320 drog over til Throndhjem, hvor han døde 1321, bortfaldt, som det synes, den hele Sag af sig selv. Auduns Eftermand, som han selv paa sit Dødsleje havde anbefalet dertil, var ingen anden end Laurentius Kalfsøn; denne, som indfød Islænding og af en mere eftergivende Charakteer, lod, som det synes, alt blive ved det gamle.
I Skaalholts Biskopsdømme synes alt at have gaaet roligt hen
- ↑ Brevet er aftrykt i Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie, Vol. II. S. 166 fgg. Aaret og Dagen, naar Brevet udstedtes, angives her ikke, men der tales om nogle Retterbøder, som Kongen havde sendt ud med Gunnar Raadsvein, og af Annalerne sees det, at denne kom ud til Island i Aaret 1319; Protesten maa altsaa, siden den er henvendt til Kong Haakon, som døde samme Aar, være affattet umiddelbart efter Gunnars Ankomst, og førend man endnu havde erfaret Kongens Død. Slutningen af Protesten er ret merkelig og charakteristisk: „Gode Hr. Kong Haakon, det har her været et slemt og utilbørlig Tiltag, at udenlandske Biskopper have været trængte ind i Landet imod Landets Vane fra gammel Tid, og den Samtykt og Bestemmelse, som blev tagen, da den hellige Biskop Jon blev udvalgt af Lærde og Læge i Landet, nemlig at Biskopperne skulle vælges her i Landet efterdags. Vi bede eder ydmygeligt at I med Guds Miskund ville see saaledes til, at en begjerlig Høvding og et uvittigt (heimskt) Folk ikke længe ere tilsammen, thi af saadant har der ofte hændets megen Skade. Vi forudsee ogsaa at inden faa Aar vil Kongedømmet heraf kun have Møje og Bekostning, men Kirken alt Gods i Landet at raade over. Og derfor give vi os og hele vor Sag i Guds og eders Vold, bedende at I ville holde os ved ny og gammel Ret, som her med Rette har været samtykt, og styrke os til at vi kunne beholde vort Frelse og vort fedrene Gods, ydende os sikker Bistand til at vi uden Fare kunne nyde vor Ret. Vor Herre Jesus Christus give at I ville sørge for, at den almægtige Gud har Lov og Priis, I selv Ære og Heder, og vi, eders Tjenere, Fred og Gavn baade nu og stedse, Amen“.
