Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/604

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
582
Haakon Magnusſøn.

allehaande Foreſtillinger at bevæge dem til at give efter, men forgjeves. Nu var der altſaa intet andet tilbage, end at iverkſætte Truſelen, og han ſkreed derfor ſtrax til, højtideligt at forbyde dem alle og hver enkelt Indgang i Kirke, hvilken Kjendelſe ſamtidigt blev ſkriftligt opſat og læſt i deres Nærværelſe[1]. Dette har formodentlig gjort dem noget eftergivende for Øjeblikket, ſiden der i Løbet af et Par Aar ikke høres videre om denne Sag. Men i Aaret 1309 høres den ſamme Klage over Forſømmelſe i at yde Tiende, og det var nu ej alene Sutererne i Vaagsbunden, men ogſaa de udenlandſke Vinterſiddere, der vægrede ſig. I et Brev af 4de Mai 1309 til alle Gejſtlige, iſær Sognepreſterne, i Bergens By ytrede Biſkop Arne: at han havde erfaret at flere Huusbønder og Kjøbmænd havde vægret ſig ved at betale Tienden til de beſkikkede Indſamlere, uagtet de ofte havde været krævede, fornemmelig de udenlandſke Vinterſiddere og Sutererne; at han fandt det beſynderligt, at de mere end andre indfødde Bymænd vilde unddrage ſig den ſkyldige Lydighed til Kirken; baade var det Chriſtenrettens udtrykkelige Bud, at enhver ſkal yde Tiende af ſin retmesſige Indtægt, der hvor han opholder ſig i Landet Julenatten, og desuden havde Bergens Mænd i den ſtore Ildebrand lovet at udrede Tienden forſvarligt[2]; de ſom undlode dette, betænkte ſaaledes neppe, hvad Ulykke der atter kunde ramme Staden, hvortil og Sandſynlighed havde viiſt ſig; han paalagde derfor ſamme Gejſtlige, hver i ſin Kirke, at kræve Tienden af Vinterſidderne, og under Navn at paaminde tre af dem, hvilke han ſiden betegnede ſom Hovedmændene for denne Opſætſighed, Johannes i Brædesgaarden, Gödeke i Brædesgaarden og Engelbrecht Löning den gamle, om inden en beſtemt Friſt at efterkomme ſin Skyldighed; hvis de efter tre Gange gjentagen Paamindelſe fremdeles viiſte ſig gjenſtridige, ſtødte han dem ud af den hellige Kirke og forbød dem Indgang i nogen ſom helſt Kirke, befalende Preſterne at lyſe dette i Kirkerne ſaa længe deres Ulydighed varede[3]. Kongen opholdt ſig da endnu i Bergen, og havde, merkeligt nok, kort forud, i ſit Brev af 26de Marts, hvori han forbød ſine egne og alle andre Gejſtlige at efterkomme nogenſomhelſt Dom, Erkebiſkoppen eller de øvrige Prælater, mod hvem han den 21de næſt forud havde indgivet Appell til del apoſtoliſke Sæde (ſe ovf. S. 511—513) efter Appellens Indgivelſesdag maatte fælde mod de kongelige Klerker eller Lægmænd under kongelig Beſkyttelſe, hvis Sag han vilde forſvare ſom fin egen, udtrykkeligt nævnt Sutererne blandt disſe[4]. Men Kongen havde formodentlig frafaldet Appellen, ſiden

  1. Barthol. E. S. 388—391.
  2. Dette var formodentlig den ſtore Ildebrand i 1248, ſe ovf. IV. 1. S. 106—108.
  3. Dipl. Norv. II. 95.
  4. Sſteds I. 120.