allehaande Forestillinger at bevæge dem til at give efter, men forgjeves. Nu var der altsaa intet andet tilbage, end at iverksætte Truselen, og han skreed derfor strax til, højtideligt at forbyde dem alle og hver enkelt Indgang i Kirke, hvilken Kjendelse samtidigt blev skriftligt opsat og læst i deres Nærværelse[1]. Dette har formodentlig gjort dem noget eftergivende for Øjeblikket, siden der i Løbet af et Par Aar ikke høres videre om denne Sag. Men i Aaret 1309 høres den samme Klage over Forsømmelse i at yde Tiende, og det var nu ej alene Sutererne i Vaagsbunden, men ogsaa de udenlandske Vintersiddere, der vægrede sig. I et Brev af 4de Mai 1309 til alle Gejstlige, især Sognepresterne, i Bergens By ytrede Biskop Arne: at han havde erfaret at flere Huusbønder og Kjøbmænd havde vægret sig ved at betale Tienden til de beskikkede Indsamlere, uagtet de ofte havde været krævede, fornemmelig de udenlandske Vintersiddere og Sutererne; at han fandt det besynderligt, at de mere end andre indfødde Bymænd vilde unddrage sig den skyldige Lydighed til Kirken; baade var det Christenrettens udtrykkelige Bud, at enhver skal yde Tiende af sin retmessige Indtægt, der hvor han opholder sig i Landet Julenatten, og desuden havde Bergens Mænd i den store Ildebrand lovet at udrede Tienden forsvarligt[2]; de som undlode dette, betænkte saaledes neppe, hvad Ulykke der atter kunde ramme Staden, hvortil og Sandsynlighed havde viist sig; han paalagde derfor samme Gejstlige, hver i sin Kirke, at kræve Tienden af Vintersidderne, og under Navn at paaminde tre af dem, hvilke han siden betegnede som Hovedmændene for denne Opsætsighed, Johannes i Brædesgaarden, Gödeke i Brædesgaarden og Engelbrecht Löning den gamle, om inden en bestemt Frist at efterkomme sin Skyldighed; hvis de efter tre Gange gjentagen Paamindelse fremdeles viiste sig gjenstridige, stødte han dem ud af den hellige Kirke og forbød dem Indgang i nogen som helst Kirke, befalende Presterne at lyse dette i Kirkerne saa længe deres Ulydighed varede[3]. Kongen opholdt sig da endnu i Bergen, og havde, merkeligt nok, kort forud, i sit Brev af 26de Marts, hvori han forbød sine egne og alle andre Gejstlige at efterkomme nogensomhelst Dom, Erkebiskoppen eller de øvrige Prælater, mod hvem han den 21de næst forud havde indgivet Appell til del apostoliske Sæde (se ovf. S. 511–513) efter Appellens Indgivelsesdag maatte fælde mod de kongelige Klerker eller Lægmænd under kongelig Beskyttelse, hvis Sag han vilde forsvare som fin egen, udtrykkeligt nævnt Sutererne blandt disse[4]. Men Kongen havde formodentlig frafaldet Appellen, siden
