Sagen i Mindelighed kunde bilægges[1]. Paa de Foranstaltninger, hvorved Kongen derimod søgte at holde de Fremmede i Landet selv inden de tilbørlige Grændser, have vi allerede seet en Prøve i hans Forordning fra Bergen af 11te November 130l (see ovf. S. 368) og maaskee ogsaa i Forordningen af 1299 mod Bissekræmmeri, fremdeles i de Bestemmelser, hvorved han forbød dem at gjøre Handelsfællig til Island og Skatlandene.
Hvor vidt Tydskerne i Bergen allerede vovede at gaa i sin Trods mod Landets Love, og hvor haardt det holdt at bringe dem tilbage inden de tilbørlige Skranker, viser en Strid, som Biskop Arne kort efter sin Tiltrædelse havde med dem om Tiende-Ydelsen. Det er ikke usandsynligt, at Biskop Narve i sine sidste Oldingsdage ej med tilbørlig Strenghed vaagede over, at Tienden regelmæssigt blev indbetalt, saa at flere derved fik Lejlighed til at unddrage sig Ydelsen, men Biskop Arne var nøjeregnende, og det varede derfor ej længe, førend han havde bragt i Erfaring, at de før omtalte saakaldte Suterer, d. e. Skomagerne og andre Haandverkere i Vaagsbunden, ej havde betalt sin Tiende for Aaret 1306–7, hvortil de efter Retten og gammel Skik vare pligtige. Biskoppen kaldte dem ved Paasketid 1307 for sig, erindrede dem om deres Skyldighed, og truede dem med at ville bruge Rettens Middel imod dem, dersom de ej inden en bestemt Frist betalte; dog saaledes, at hvis der var nogen eller flere iblandt dem, der ventede Ubehageligheder deraf, kunde Tienden deponeres hos Biskoppen under sikker Laas, hvortil de selv eller hvem de dertil nævnte kunde have Nøglen indtil Kongens Ankomst. Sutererne vilde imidlertid ikke indlade sig herpaa, og nogle Medlemmer af Kongens Raad (formodentlig Erlend og Hr. Hauk) bad nu Biskoppen indstændigt om at give Frist med den hele Indbetaling af Tienden, indtil han havde været hos Kongen og talt med ham derom. Biskoppen maa saaledes have staaet i Begreb med at foretage en Rejse til Kongen, sandsynligviis til Nidaroos, hvor denne, som ovenfor berettet, opholdt sig en kort Tid om Vaaren og Sommeren. Men under hele den Tid Biskoppen var hos Kongen, nævnte denne intet om Sutererne, og, besynderligt nok, synes heller ikke Biskoppen at have bragt Sagen paa Bane. Ved hans Hjemkomst til Bergen var man altsaa lige nær; han kaldte nu de Gjenstridige til sig, og paamindede dem atter om at betale Tienden; da denne Anmodning, fremsat tre Gange, intet udrettede, lod han lyse i Byens Kirker, at de formedelst Undladelse af at erlægge den skyldige Tiende vare hjemfaldne til den Straf, Lovene foreskreve. Derpaa lod han dem endnu engang (10de September) kalde for sig, og forsøgte ved
- ↑ Lüb. Urk. B. II. S. 253, 255.
