Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/603

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
581
1307. Vinterſidderne i Bergen.

Sagen i Mindelighed kunde bilægges[1]. Paa de Foranſtaltninger, hvorved Kongen derimod ſøgte at holde de Fremmede i Landet ſelv inden de tilbørlige Grændſer, have vi allerede ſeet en Prøve i hans Forordning fra Bergen af 11te November 130l (ſee ovf. S. 368) og maaſkee ogſaa i Forordningen af 1299 mod Bisſekræmmeri, fremdeles i de Beſtemmelſer, hvorved han forbød dem at gjøre Handelsfællig til Island og Skatlandene.

Hvor vidt Tydſkerne i Bergen allerede vovede at gaa i ſin Trods mod Landets Love, og hvor haardt det holdt at bringe dem tilbage inden de tilbørlige Skranker, viſer en Strid, ſom Biſkop Arne kort efter ſin Tiltrædelſe havde med dem om Tiende-Ydelſen. Det er ikke uſandſynligt, at Biſkop Narve i ſine ſidſte Oldingsdage ej med tilbørlig Strenghed vaagede over, at Tienden regelmæsſigt blev indbetalt, ſaa at flere derved fik Lejlighed til at unddrage ſig Ydelſen, men Biſkop Arne var nøjeregnende, og det varede derfor ej længe, førend han havde bragt i Erfaring, at de før omtalte ſaakaldte Suterer, d. e. Skomagerne og andre Haandverkere i Vaagsbunden, ej havde betalt ſin Tiende for Aaret 1306—7, hvortil de efter Retten og gammel Skik vare pligtige. Biſkoppen kaldte dem ved Paaſketid 1307 for ſig, erindrede dem om deres Skyldighed, og truede dem med at ville bruge Rettens Middel imod dem, derſom de ej inden en beſtemt Friſt betalte; dog ſaaledes, at hvis der var nogen eller flere iblandt dem, der ventede Ubehageligheder deraf, kunde Tienden deponeres hos Biſkoppen under ſikker Laas, hvortil de ſelv eller hvem de dertil nævnte kunde have Nøglen indtil Kongens Ankomſt. Sutererne vilde imidlertid ikke indlade ſig herpaa, og nogle Medlemmer af Kongens Raad (formodentlig Erlend og Hr. Hauk) bad nu Biſkoppen indſtændigt om at give Friſt med den hele Indbetaling af Tienden, indtil han havde været hos Kongen og talt med ham derom. Biſkoppen maa ſaaledes have ſtaaet i Begreb med at foretage en Rejſe til Kongen, ſandſynligviis til Nidaroos, hvor denne, ſom ovenfor berettet, opholdt ſig en kort Tid om Vaaren og Sommeren. Men under hele den Tid Biſkoppen var hos Kongen, nævnte denne intet om Sutererne, og, beſynderligt nok, ſynes heller ikke Biſkoppen at have bragt Sagen paa Bane. Ved hans Hjemkomſt til Bergen var man altſaa lige nær; han kaldte nu de Gjenſtridige til ſig, og paamindede dem atter om at betale Tienden; da denne Anmodning, fremſat tre Gange, intet udrettede, lod han lyſe i Byens Kirker, at de formedelſt Undladelſe af at erlægge den ſkyldige Tiende vare hjemfaldne til den Straf, Lovene foreſkreve. Derpaa lod han dem endnu engang (10de September) kalde for ſig, og forſøgte ved

  1. Lüb. Urk. B. II. S. 253, 255.