Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/602

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
580
Haakon Magnussøn.


brevet af 1294, er dateret Tunsberg den 27de Juli samme Aar[1]. Aaret forud havde et Par Gesandter fra Kampen indfundet sig i Norge for at klage over, at Skibbrudne fra deres Stad hindredes af Sysselmændene fra at reparere sine Skibe og sejle bort med dem igjen, hvorfor Kongen fra Oslo den 22de Juli udgav et Brev til alle Sysselmænd, Ombudsmænd og øvrige Undersaatter, at de ej maatte forulempe hiin Stads Borgere[2]. Dette var det vel som gav den nærmeste Anledning til Fornyelsen af Forbundet. Den 11te Juni 1306 fornyede Kong Haakon i Oslo de ældre, for Lübeck givne Frihedsbreve, og udstedte desuden en særegen Forordning, hvorved han, „saasom Fortjenester burde paaskjønnes, og Lübeck altid havde viist sig velsindet mod hans Forfedre og mod ham selv“, tilstod dets Borgere af særdeles Naade, at de i Bergen, Oslo, Kongehelle og Tunsberg skulde i de fem førstkommende Aar være fri for den paabudne Toldafgift af et Pund for hvert Kornskib, samt i to Aar for Told af den ved Norges Kyster fangede Sild[3]. Den 22de August 1308 bekræftede Kongen Stralsundernes Friheder[4]. I de paafølgende Krigsaar maa der atter være forefaldet et og andet, der gav Anledning til Klagemaal og en kort Afbrydelse af det venskabelige Forhold, siden Kong Haakon i 1313, ved Brev, dateret Bergen den 13de Marts, overdrog Ridderen Thore Thorleifssøn, kaldet den unge, Fuldmagt til at underhandle og slutte Overeenskomst med alle de vendiske Stæder tilsammen eller hver for sig angaaende de Klagemaal og Sager, der svævede mellem dem; allerede den 9de Mai sluttede Hr. Thore, i Stralsund, i Overvær af Junker Nikolas af Halland og Simon, Chorsbroder i Oslo, en Overeenskomst med Fuldmægtige fra de fem østersøiske Stæder, hvorved det bestemtes, at Nordmænd frit maatte handle i alle disse Byer, ligesom og deres Borgere paa samme Maade i alle norske Kjøbstæder, og nyde de dem allerede tilstaaede Friheder; paa ingen af Siderne skulde de bekrige eller fortrædige hinanden, men opkom noget Klagemaal, skulde det nærmere undersøges, og Kongen eller Stæderne skriftligt underrettes derom, for at

  1. Suhm XI. S. 890–895. Jvfr. hvad herom ovenfor er ytret S. 238, Note. Tilværelsen af Kong Eriks Tractat med Kampens Borgere kjender man kun af denne Fornyelse ved Kong Haakon. Det er tydeligt, at den kun var saa at sige et Tillæg til hans almindelige Tractat med de tydske Kjøbmænd af 1294, se ovf. S. 234 fgg.
  2. Suhm XI. 482, hvor Maanedens Navn, Juli, er udeladt.
  3. Lübecks Urk. B. II. S. 176. Her kaldes Bergen og Oslo civitates, Kongehelle og Tunsberg villæ forenses.
  4. Lappenbergs Sartorius II.