Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/605

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
583
1309–1311. Vintersidderne og Sutererne i Bergen.

Erkebiskop Jørund imidlertid var død, dog var for øvrigt ikke Biskop Arne just den, som havde ladet sig skræmme af et kongeligt Forbud. Her maa man alligevel formode, og Sagens øvrige Gang gjør det vist, at Kongen har staaet paa Biskoppens Side, og det fornemmelig, fordi Sutererne nu gjorde fælles Sag med de anmassende Vintersiddere. Havde Sutererne handlet for sig selv, vilde han maaskee have beskyttet dem, om end kun for at vise, at han stod paa sin Ret, men deres Sammenhold med Vintersidderne maatte forekomme ham og alle andre Fedrelandsvenner betænkeligt, og ved at stille sig under deres Beskyttelse havde de egentlig skadet sig selv, idet de derved antydede fin Hensigt, aabenbart at ville trodse Landets Love. Det var næsten at forudsee, at den første Trusel ikke vilde hjelpe; de Gjenstridige bleve saaledes virkelig formeente Kirkegang. Men heller ikke herom brød de sig synderligt, og de gik lige fuldt i Kirke hos Dominicanerne og Franciscanerne, sigende som saa, at da disse Ordener vare unddragne fra Biskoppens Omraade, gjaldt heller ikke det biskoppelige Forbud for deres Kirker. Dette bevirkede en ny Skrivelse fra Biskoppen, af 31te Mai, til alle Gejstlige i Bergen, navnlig Dominicanerne og Franciscanerne, hvori han i højeste Maade beklagede sig over den Maade, hvorpaa de Gjenstridige havde søgt at unddrage sig Straffen, saa at enfoldige Christne let kunde komme i den store Vildfarelse at antage Kirken for at være deelt og ikke at udgjøre et eneste Heelt, uagtet det staar i Troesartiklerne at den hellige Kirke kun er een og alle gode Christnes Samfund i hele Verden; han vilde derfor herved have de tre ovennævnte Mænd trende Gange paamindede om at holde sig borte fra Kirkerne, i modsat Fald skulde de lyses i formeligt Bann, og de Gejstlige, der ydede dem Tjeneste, ligeledes være excommunicerede. Han ytrede tillige i Indledningen til Skrivelsen sin Forundring over hvad Grund de udenlandske Vintersiddere nu kunde anføre for at unddrage sig Ydelsen mere end før, da de dog baade under Biskop Peter, Biskop Askatin og Biskop Narve havde betalt Tiende ligesom Indfødde, efter hvad gamle Mænd kunde erindre, thi at Enkelte da ogsaa vare ulydige kunde ej komme i Betragtning. Han sluttede med at befale, at ogsaa nogle andre tydske Vintersiddere, som viiste den samme Ulydighed, og som han længe forgjeves havde ventet skulde komme og gjøre Bod og Bedring, nu skulde forbydes Kirkegang; de heed Ertmann og Lambrecht i Knausen, Wibolt, Gottschalk i Oddsgaarden, Henze i Kappen, Henze i Holmedalen, Gottschalck og hans Broder i Jafjorden, Eberhard og Herburd i Sveinsgaarden, Johannes Hamburg og Kammerater[1]. Ogsaa disse Trusler viiste sig frugtesløse, skjønt Bannsættelsen vistnok kom

  1. Dipl. Norv. II. 97.