Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/605

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
583
1309—1311. Vinterſidderne og Sutererne i Bergen.

Erkebiſkop Jørund imidlertid var død, dog var for øvrigt ikke Biſkop Arne juſt den, ſom havde ladet ſig ſkræmme af et kongeligt Forbud. Her maa man alligevel formode, og Sagens øvrige Gang gjør det viſt, at Kongen har ſtaaet paa Biſkoppens Side, og det fornemmelig, fordi Sutererne nu gjorde fælles Sag med de anmasſende Vinterſiddere. Havde Sutererne handlet for ſig ſelv, vilde han maaſkee have beſkyttet dem, om end kun for at viſe, at han ſtod paa ſin Ret, men deres Sammenhold med Vinterſidderne maatte forekomme ham og alle andre Fedrelandsvenner betænkeligt, og ved at ſtille ſig under deres Beſkyttelſe havde de egentlig ſkadet ſig ſelv, idet de derved antydede fin Henſigt, aabenbart at ville trodſe Landets Love. Det var næſten at forudſee, at den førſte Truſel ikke vilde hjelpe; de Gjenſtridige bleve ſaaledes virkelig formeente Kirkegang. Men heller ikke herom brød de ſig ſynderligt, og de gik lige fuldt i Kirke hos Dominicanerne og Franciſcanerne, ſigende ſom ſaa, at da disſe Ordener vare unddragne fra Biſkoppens Omraade, gjaldt heller ikke det biſkoppelige Forbud for deres Kirker. Dette bevirkede en ny Skrivelſe fra Biſkoppen, af 31te Mai, til alle Gejſtlige i Bergen, navnlig Dominicanerne og Franciſcanerne, hvori han i højeſte Maade beklagede ſig over den Maade, hvorpaa de Gjenſtridige havde ſøgt at unddrage ſig Straffen, ſaa at enfoldige Chriſtne let kunde komme i den ſtore Vildfarelſe at antage Kirken for at være deelt og ikke at udgjøre et eneſte Heelt, uagtet det ſtaar i Troesartiklerne at den hellige Kirke kun er een og alle gode Chriſtnes Samfund i hele Verden; han vilde derfor herved have de tre ovennævnte Mænd trende Gange paamindede om at holde ſig borte fra Kirkerne, i modſat Fald ſkulde de lyſes i formeligt Bann, og de Gejſtlige, der ydede dem Tjeneſte, ligeledes være excommunicerede. Han ytrede tillige i Indledningen til Skrivelſen ſin Forundring over hvad Grund de udenlandſke Vinterſiddere nu kunde anføre for at unddrage ſig Ydelſen mere end før, da de dog baade under Biſkop Peter, Biſkop Aſkatin og Biſkop Narve havde betalt Tiende ligeſom Indfødde, efter hvad gamle Mænd kunde erindre, thi at Enkelte da ogſaa vare ulydige kunde ej komme i Betragtning. Han ſluttede med at befale, at ogſaa nogle andre tydſke Vinterſiddere, ſom viiſte den ſamme Ulydighed, og ſom han længe forgjeves havde ventet ſkulde komme og gjøre Bod og Bedring, nu ſkulde forbydes Kirkegang; de heed Ertmann og Lambrecht i Knauſen, Wibolt, Gottſchalk i Oddsgaarden, Henze i Kappen, Henze i Holmedalen, Gottſchalck og hans Broder i Jafjorden, Eberhard og Herburd i Sveinsgaarden, Johannes Hamburg og Kammerater[1]. Ogſaa disſe Truſler viiſte ſig frugtesløſe, ſkjønt Bannſættelſen viſtnok kom

  1. Dipl. Norv. II. 97.