Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/59

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
37
1282. Haard Fremfærd mod Gejſtligheden.

var ligeledes ſtilet til Kong Erik ſelv. Paven erindrede ham deri om det hellige Lands beklagelſesværdige Stilling, og opfordrede ham indſtændigt til at have Medlidenhed med dets Trængſler og bidrage hvad han formaaede til, at det maatte blive udfriet af de Vantroendes Hænder, ſamt derfor endelig ikke hindre eller lade hindre, at Sexaars-Tienden frit udførtes af Landet[1]. Men det maadeholdne, endog venlige Sprog, Paven her fører til og om Kong Erik, og den Omſtændighed, at han kun berører dette ene Punkt, viſer dog nokſom, at han ikke har villet lægge ſig ud med ham eller hans Raad, og at Erkebiſkoppen derfor heller ikke har faaet det forønſkede Medhold, hvilket under nærværende Omſtændigheder næſten var det ſamme, ſom om Paven ſtiltiende havde erklæret ſig for Kongen. Aarſagen til, at Paven viſte denne øjenſynlige Eftergivenhed, ſkyldtes vel den Tradition om Norges Vælde til Søs, der endnu havde holdt ſig ſiden Haakon Haakonsſøns Tider. Paven, ſelv Franſkmand og nøje forbunden med den franſke Konge i Neapel, hvem han nærmeſt ſkyldte ſin Ophøjelſe paa Paveſtolen, vidſte ſandſynligviis ret god Beſked om den franſke Kong Ludvigs tidligere Underhandlinger og venſkabelige Forbindelſe med Kong Haakon, og havde maaſkee Haab om at kunne vinde hans Sønneſøn, om ej for et nyt Korstog, ſaa dog for de franſke Interesſer i Italien, navnlig lige over for den øſtromerſke Kejſer, der nylig var lyſt i Bann, ſom den der mod givet Løfte fremdeles begunſtigede Schismaet, og ſom Kong Carl af Neapel alvorligt tænkte paa at bekrige under Kirkens Beſkyttelſe. Faa Uger efter at Paven havde udſtedt de nys omtalte Breve, indtraf ogſaa den bekjendte ſicilianſke Veſper (i Marts 1282), der ſkilte Kong Carl ved Sicilien, og aabnede en farlig Krig mellem ham og Kongen af Aragon. Alt dette optog Pavens Opmerkſomhed ſaaledes, at et ſaa fjernt Lands Anliggender, ſom Norges, ganſke maatte træde i Skyggen.

Da Erkebiſkoppens Sendebud ſaaledes kom hjem med ſaadan Beſked, ſom her er berettet, bleve Regjeringsherrerne baade des mere forbitrede paa Erkebiſkoppen, og paa den anden Side endnu driſtigere end forhen, paa Grund af den kjendelige Lemfældighed, den hellige Fader havde lagt for Tagen. De lode endog de biſkoppelige Ombudsmænd, Klerker og Provſter fængſle, ſom ikke vilde underkaſte ſig Kongens Bud og ſvare de almindelige Skatter; de Gjenſtridige bleve enten jagede i Landflygtighed eller berøvede en ſtor Deel af deres Gods[2]. Hvilket Sprog man førte, og hvilken Fremgangsmaade man anvendte, ſees bedſt af en Skrivelſe, ſom Kongen og Hertugen, det vil ſige Raadet i deres Navn, lode udgaa til

  1. Dipl. Norv. I. No. 72.
  2. Se Paveſkrivelſen til Kong Erik, meddeelt nedenfor.