var ligeledes stilet til Kong Erik selv. Paven erindrede ham deri om det hellige Lands beklagelsesværdige Stilling, og opfordrede ham indstændigt til at have Medlidenhed med dets Trængsler og bidrage hvad han formaaede til, at det maatte blive udfriet af de Vantroendes Hænder, samt derfor endelig ikke hindre eller lade hindre, at Sexaars-Tienden frit udførtes af Landet[1]. Men det maadeholdne, endog venlige Sprog, Paven her fører til og om Kong Erik, og den Omstændighed, at han kun berører dette ene Punkt, viser dog noksom, at han ikke har villet lægge sig ud med ham eller hans Raad, og at Erkebiskoppen derfor heller ikke har faaet det forønskede Medhold, hvilket under nærværende Omstændigheder næsten var det samme, som om Paven stiltiende havde erklæret sig for Kongen. Aarsagen til, at Paven viste denne øjensynlige Eftergivenhed, skyldtes vel den Tradition om Norges Vælde til Søs, der endnu havde holdt sig siden Haakon Haakonssøns Tider. Paven, selv Franskmand og nøje forbunden med den franske Konge i Neapel, hvem han nærmest skyldte sin Ophøjelse paa Pavestolen, vidste sandsynligviis ret god Besked om den franske Kong Ludvigs tidligere Underhandlinger og venskabelige Forbindelse med Kong Haakon, og havde maaskee Haab om at kunne vinde hans Sønnesøn, om ej for et nyt Korstog, saa dog for de franske Interesser i Italien, navnlig lige over for den østromerske Kejser, der nylig var lyst i Bann, som den der mod givet Løfte fremdeles begunstigede Schismaet, og som Kong Carl af Neapel alvorligt tænkte paa at bekrige under Kirkens Beskyttelse. Faa Uger efter at Paven havde udstedt de nys omtalte Breve, indtraf ogsaa den bekjendte sicilianske Vesper (i Marts 1282), der skilte Kong Carl ved Sicilien, og aabnede en farlig Krig mellem ham og Kongen af Aragon. Alt dette optog Pavens Opmerksomhed saaledes, at et saa fjernt Lands Anliggender, som Norges, ganske maatte træde i Skyggen.
Da Erkebiskoppens Sendebud saaledes kom hjem med saadan Besked, som her er berettet, bleve Regjeringsherrerne baade des mere forbitrede paa Erkebiskoppen, og paa den anden Side endnu dristigere end forhen, paa Grund af den kjendelige Lemfældighed, den hellige Fader havde lagt for Tagen. De lode endog de biskoppelige Ombudsmænd, Klerker og Provster fængsle, som ikke vilde underkaste sig Kongens Bud og svare de almindelige Skatter; de Gjenstridige bleve enten jagede i Landflygtighed eller berøvede en stor Deel af deres Gods[2]. Hvilket Sprog man førte, og hvilken Fremgangsmaade man anvendte, sees bedst af en Skrivelse, som Kongen og Hertugen, det vil sige Raadet i deres Navn, lode udgaa til
