Befalingsmændene i Viken, Hr. Erling Alfssøn og hans Svigersøn Hr. Thore Biskopssøn, saavel som de øvrige Sysselmænd og haandgangne Mænd paa Østlandet[1]. Efter at have takket „alle gode Mænd“ for al den Lydighed, Huldskab og Troskab, de havde viist Kongedømmet baade under Kong Haakons, Kong Magnus’s, og nu tillige under Kongens og Hertugens egen Regjering, vedblive Fyrsterne saaledes: „Vi have hørt et Rygte om, men antage det dog ikke for fuld Sandhed, at nogle lærde Mænd her, saa og nogle Lægmænd, der staa under Biskoppen eller andre lærde Mænd, ville unddrage sig deres undersaatlige Pligt mod Kongedømmet, hvilken de baade i ældre og nyere Tid have været underkastede, nemlig med Hensyn til de Skatter, der kunne falde iblandt dem, mindre eller større, hvilke de sige ikke at være pligtige til at udbetale os eller vore Ombudsmænd; saa og angaaende almindeligt Udbud, hvilket vi have til Landsens Tarv, og som de ligeledes reent ud negte at underkaste sig. Skulde saadanne Ting kjendes for Ret og sligt Uvæsen vedvare, da tykkes vi at skjønne, at det ikke vil vare lang Tid, førend vi paany have Næskonger her i Landet. Vi og de gode Mænd, der raade med os, finde derfor, at hvis vi ville beholde Kongenavnet og værne om Kronens Ære, maa vi kun tillade dem at bygge og bo i Landet og kun taale dem i vort Rige, der ville være i vor Thegnskyldighed samt lyde vore Bud; men de derimod, der skille sig derfra, skulle fare did, hvor de ikke behøve at høre nogen til uden sig selv, og ikke at lyde nogen Mands Bud, hvo det saa er. Man behøver ikke at tvivle paa, at vi ville have og beholde slig Frihed i alle Dele baade med Hensyn til Lærde og Læge, saa længe vi herske, som vor Fader og vore Forfædre have haft, skjønt man nu i mange Dele mere har søgt at gaa os for nær, end det har hendt de fleste før os: derfor maa de, der staa os imod, vel betænke hvad de gjøre!“
Lignende Opraab udgik formodentlig ogsaa til de øvrige Befalingsmænd i Landet, for saa vidt de ikke selv vare Medlemmer af Raadet, og overalt synes den strengeste Fremfærd at have fundet Sted mod alle de Gejstlige og Gejstliges Tjenere, der ikke vilde give efter. Hr. Audun Hugleikssøn holdt et Thing paa Mariæ Kirkegaard i Bergen, og lod
- ↑ Norges gl. Love, III. S. 32. Skrivelsen er udateret, men Indholdet selv viser noksom, at den alene kan være at henføre til første Halvdeel af 1282. Man seer af Intimationen, at Erling Alfssøn og Thore Biskopssøn havde deres Tilhold paa Østlandet, i deres Sysler, og saaledes ikke deeltoge i Formynder-Regjeringen. Derimod seer man af den Omstændighed, at Audun Hugleifssøn, der i Kong Magnus’s Brev af 1277 nævnes ved Siden af Erling og Thore som en af de ypperste Befalingsmænd paa Østlandet, ikke nævnes i Brevet af 1282, at han maa have været en af Udstederne, eller fremdeles Medlem af Regjeringen.
