Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/60

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
38
Erik Magnusſøn.

Befalingsmændene i Viken, Hr. Erling Alfsſøn og hans Svigerſøn Hr. Thore Biſkopsſøn, ſaavel ſom de øvrige Sysſelmænd og haandgangne Mænd paa Øſtlandet[1]. Efter at have takket „alle gode Mænd“ for al den Lydighed, Huldſkab og Troſkab, de havde viiſt Kongedømmet baade under Kong Haakons, Kong Magnus’s, og nu tillige under Kongens og Hertugens egen Regjering, vedblive Fyrſterne ſaaledes: „Vi have hørt et Rygte om, men antage det dog ikke for fuld Sandhed, at nogle lærde Mænd her, ſaa og nogle Lægmænd, der ſtaa under Biſkoppen eller andre lærde Mænd, ville unddrage ſig deres underſaatlige Pligt mod Kongedømmet, hvilken de baade i ældre og nyere Tid have været underkaſtede, nemlig med Henſyn til de Skatter, der kunne falde iblandt dem, mindre eller ſtørre, hvilke de ſige ikke at være pligtige til at udbetale os eller vore Ombudsmænd; ſaa og angaaende almindeligt Udbud, hvilket vi have til Landſens Tarv, og ſom de ligeledes reent ud negte at underkaſte ſig. Skulde ſaadanne Ting kjendes for Ret og ſligt Uvæſen vedvare, da tykkes vi at ſkjønne, at det ikke vil vare lang Tid, førend vi paany have Næskonger her i Landet. Vi og de gode Mænd, der raade med os, finde derfor, at hvis vi ville beholde Kongenavnet og værne om Kronens Ære, maa vi kun tillade dem at bygge og bo i Landet og kun taale dem i vort Rige, der ville være i vor Thegnſkyldighed ſamt lyde vore Bud; men de derimod, der ſkille ſig derfra, ſkulle fare did, hvor de ikke behøve at høre nogen til uden ſig ſelv, og ikke at lyde nogen Mands Bud, hvo det ſaa er. Man behøver ikke at tvivle paa, at vi ville have og beholde ſlig Frihed i alle Dele baade med Henſyn til Lærde og Læge, ſaa længe vi herſke, ſom vor Fader og vore Forfædre have haft, ſkjønt man nu i mange Dele mere har ſøgt at gaa os for nær, end det har hendt de fleſte før os: derfor maa de, der ſtaa os imod, vel betænke hvad de gjøre!“

Lignende Opraab udgik formodentlig ogſaa til de øvrige Befalingsmænd i Landet, for ſaa vidt de ikke ſelv vare Medlemmer af Raadet, og overalt ſynes den ſtrengeſte Fremfærd at have fundet Sted mod alle de Gejſtlige og Gejſtliges Tjenere, der ikke vilde give efter. Hr. Audun Hugleiksſøn holdt et Thing paa Mariæ Kirkegaard i Bergen, og lod

  1. Norges gl. Love, III. S. 32. Skrivelſen er udateret, men Indholdet ſelv viſer nokſom, at den alene kan være at henføre til førſte Halvdeel af 1282. Man ſeer af Intimationen, at Erling Alfsſøn og Thore Biſkopsſøn havde deres Tilhold paa Øſtlandet, i deres Syſler, og ſaaledes ikke deeltoge i Formynder-Regjeringen. Derimod ſeer man af den Omſtændighed, at Audun Hugleifsſøn, der i Kong Magnus’s Brev af 1277 nævnes ved Siden af Erling og Thore ſom en af de ypperſte Befalingsmænd paa Øſtlandet, ikke nævnes i Brevet af 1282, at han maa have været en af Udſtederne, eller fremdeles Medlem af Regjeringen.