Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/58

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
36
Erik Magnusſøn.

den 23de Marts, under Navn af Martinus den 4de. Da Geſandterne havde indfundet ſig hos ham, overdrog han tre Cardinaler, nemlig en Biſkop, en Presbyter og en Diaconus[1], at høre begge Parters Beſværinger, og ſiden afgive Indberetning derom til ham ſelv. Geſandterne udviklede nu vidt og bredt for disſe Cardinaler, hvad de havde at fremføre; men den kongelige Geſandt fremſatte blandt andet den Fordring, at Paven ſkulde ſende en Legat umiddelbart til Norge, for at tilbagekalde alle de Tyngſler, ſom Kongen, hans Raadgivere og hans Mænd i hele Riget lede af Biſkopperne og andre Gejſtlige — hermed kan intet andet være meent, end en formelig Ophævelſe ſaavel af Compoſitionen, ſom af Statutet —; ſkede det ikke, erklærede de, at Kongen tog ſin Appel tilbage. Paa denne Fordring kunde man naturligviis ikke indlade ſig, og dermed ſynes ogſaa Underhandlingerne at være blevne afbrudte og de erkebiſkoppelige Geſandter at have begivet ſig hjem, uden at Paven afſagde nogen Dom eller overhoved endog ligefrem tog noget Parti, men alene holdt ſig til det Punkt, der interesſerede Curien meſt, fordi det vedkom en Indtægtskilde for denne, nemlig Forbudet mod at ſælge de Gejſtlige Sølv, hvilket hindrede Sexaars-Tiendens regelmæsſige Overſendelſe. Om denne Sag findes nemlig ikke færre end trende Breve, udſtedte af Paven den 4de Marts 1282, netop paa den Tid, da Geſandterne maa antages at have tiltraadt Tilbagerejſen, og ſom Paven ſaaledes viſtnok har medgivet disſe. Det ene indeholdt en ligefrem Opfordring til Kong Erik om at tilbagekalde Forbudet mod at ſælge Sølv til de Gejſtlige, da disſe derved hindredes i at udrede Sexaars-Tienden til det hellige Lands Befrielſe. Dette var, ſom vi have ſeet, netop en af Erkebiſkoppens Hoved-Anker, og har derfor vel ogſaa netop været en af de Hovedbeſværinger, ſom hans Befuldmægtigede fremſatte[2]. Det andet Brev bemyndigede uden videre Erkebiſkoppen til at omſætte den fra Island, Færøerne og Grenland indkomne Sexaars-Tiende i Sølv eller Guld, da de Varer, hvori denne Tiende ydedes, ikke godt kunde ſendes til Rom eller det hellige Land, og navnlig den grønlandſke, der kun ydedes i Huder, Selſkind, Hvalrostænder og Skindreeb, endog vanſkeligt kunde ſælges til rimelig Priis[3]. Det tredie Brev

  1. Se nærmere herom nedenfor i Pavebrevet.
  2. Dipl. Norv. I. No. 73. Dette Brev, ſom Suhm tilligemed de to øvrige rigtigt omtaler under 1282, Hiſtorie af Dmk. X. S. 852, nævner han ogſaa fejlagtigt allerede under 1281 (ſſteds S. 832), rimeligviis fordi det ſtaar under dette Aar (ſkjønt Paven endnu ilte var indviet 4de Marts 1281) hos Bzovius, hvilken Suhm her citerer, medens han paa hiint Sted citerer Afſkrift af de pavelige Regeſter.
  3. Dipl. Norv. I. No. 71.