Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/58

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
36
Erik Magnussøn.

den 23de Marts, under Navn af Martinus den 4de. Da Gesandterne havde indfundet sig hos ham, overdrog han tre Cardinaler, nemlig en Biskop, en Presbyter og en Diaconus[1], at høre begge Parters Besværinger, og siden afgive Indberetning derom til ham selv. Gesandterne udviklede nu vidt og bredt for disse Cardinaler, hvad de havde at fremføre; men den kongelige Gesandt fremsatte blandt andet den Fordring, at Paven skulde sende en Legat umiddelbart til Norge, for at tilbagekalde alle de Tyngsler, som Kongen, hans Raadgivere og hans Mænd i hele Riget lede af Biskopperne og andre Gejstlige – hermed kan intet andet være meent, end en formelig Ophævelse saavel af Compositionen, som af Statutet –; skede det ikke, erklærede de, at Kongen tog sin Appel tilbage. Paa denne Fordring kunde man naturligviis ikke indlade sig, og dermed synes ogsaa Underhandlingerne at være blevne afbrudte og de erkebiskoppelige Gesandter at have begivet sig hjem, uden at Paven afsagde nogen Dom eller overhoved endog ligefrem tog noget Parti, men alene holdt sig til det Punkt, der interesserede Curien mest, fordi det vedkom en Indtægtskilde for denne, nemlig Forbudet mod at sælge de Gejstlige Sølv, hvilket hindrede Sexaars-Tiendens regelmæssige Oversendelse. Om denne Sag findes nemlig ikke færre end trende Breve, udstedte af Paven den 4de Marts 1282, netop paa den Tid, da Gesandterne maa antages at have tiltraadt Tilbagerejsen, og som Paven saaledes vistnok har medgivet disse. Det ene indeholdt en ligefrem Opfordring til Kong Erik om at tilbagekalde Forbudet mod at sælge Sølv til de Gejstlige, da disse derved hindredes i at udrede Sexaars-Tienden til det hellige Lands Befrielse. Dette var, som vi have seet, netop en af Erkebiskoppens Hoved-Anker, og har derfor vel ogsaa netop været en af de Hovedbesværinger, som hans Befuldmægtigede fremsatte[2]. Det andet Brev bemyndigede uden videre Erkebiskoppen til at omsætte den fra Island, Færøerne og Grenland indkomne Sexaars-Tiende i Sølv eller Guld, da de Varer, hvori denne Tiende ydedes, ikke godt kunde sendes til Rom eller det hellige Land, og navnlig den grønlandske, der kun ydedes i Huder, Selskind, Hvalrostænder og Skindreeb, endog vanskeligt kunde sælges til rimelig Priis[3]. Det tredie Brev

  1. Se nærmere herom nedenfor i Pavebrevet.
  2. Dipl. Norv. I. No. 73. Dette Brev, som Suhm tilligemed de to øvrige rigtigt omtaler under 1282, Historie af Dmk. X. S. 852, nævner han ogsaa fejlagtigt allerede under 1281 (ssteds S. 832), rimeligviis fordi det staar under dette Aar (skjønt Paven endnu ilte var indviet 4de Marts 1281) hos Bzovius, hvilken Suhm her citerer, medens han paa hiint Sted citerer Afskrift af de pavelige Regester.
  3. Dipl. Norv. I. No. 71.