De her beskrevne Krige og Underhandlinger med Danmarks Konge og Sveriges Fyrster vare ikke de eneste udenrigske Anliggender, der i al denne Tid beskjeftigede Kong Haakon. Hans Forhold til England og Skotland var ogsaa af den Beskaffenhed, at det krævede megen Opmerksomhed og stor Forsigtighed, for at man ikke ogsaa skulde hjemsøges med Krig fra denne Kant. I den første Deel af hans Regjeringstid var Vanskeligheden ikke saa stor, thi Kong Edward af England havde i 1299, samme Aar Kong Haakon besteeg Tronen, selv egtet den franske Konges Syster og ladet sin Søn feste hans Datter; han stod altsaa nu i det nøjeste Venskabsforbund med ham, saa at derfor ogsaa Kong Haakon kunde være Ven af dem begge. Og i Skotland, hvor Kong Edward i 1296 havde afsat John Balliol og gjort sig selv til Landets umiddelbare Herre, havde vel den tappre Sir Villjam Wallace i 1297 gjort Opstand, men allerede i 1298 var han bleven slagen ved Falkirk, og kunde ikke holde sig mod Kongen, der ganske spillede Mester, især efter 1303; Sir Villjam var bleven fangen (1305), ført til London og henrettet[1], og alle Rigets gejstlige og verdslige Høvdinger havde underkastet sig den engelske Konge. Men anderledes blev det, da Robert Bruce den yngre, Sønnesøn af den før omtalte Tronprætendent og Søn af den i Aaret 1304 afdøde Robert Bruce, Jarl af Carrick, begyndte en ny Opstand i 1306 for at befrie Fedrelandet for det engelske Aag og selv bestige Tronen, hvortil han var nærmest arveberettiget. Han stod nemlig i det nærmeste Svogerskabsforbund med det norske Kongehuus, da Isabella, Kong Eriks efterladte Dronning, var hans Syster, og om Kong Haakon end ikke derved ansaa sig bunden til strax at gjøre fælles Sag med Robert Bruce mod den mægtige Kong Edward, saa
- ↑ Hans grusomme Henrettelse omtales ogsaa i de isl. Annaler, men er urigtigt henført til 1306, formodentlig fordi Efterretningen da først som til Island; der staar: Kong Edward i England lod dræbe Villjam Vasi (saaledes skrives Navnet) og hugge i Stykker og sende Stykkerne rundt om overalt i England (Langebek Scr. r. D. III. 127). Dette viser, at man paa Island og i Norge har fulgt disse Begivenheder med særdeles Opmerksomhed.
i Bergen 1340, og som om det da behøvede Istandsættelse, altsaa ikke længer var nyt; Saml. til det norske Folks og Sprogs Historie V. S. 145. „Vargø“, ikke „Vardø“, er den rette Form af Øens (og nu Byens) Navn; den sedvanlige Udtale er „Vaarø“, men ogsaa Finnerne kalde den Vargaf.
