Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/589

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
567
1303 ff. Forhold til England. Robert Bruces Opstand.

maatte dog denne altid nære nogen Mistanke om, at Nordmændenes Sympathier vare paa Skoternes Side, og deri bedrog han sig vist heller ikke. Man merker ikke andet end at Forholdet mellem Kong Haakon og Enkedronningen altid var meget venskabeligt, og derfor omfattede han vel ogsaa hendes Frænders Interesser med Deeltagelse. Robert Bruces hele Fremtræden og Kamp, de mangehaande Farer og Æventyr, han bestod, den Kjekhed, Klogskab og Udholdenhed, han viiste, og som tilsidst førte ham til Maalet, havde desuden alt for megen Liighed med Kong Haakons egen Stamfader Sverres berømmelige Bedrifter, til at man ikke skulde antage, at Kongen og det hele Hof, ja det hele Folk, med den største Beundring og Forkjærlighed fulgte hvert af Robert Bruces Skridt i den farefulde Kamp. I Førstningen saa det ikke heldigt ud for ham. Han begyndte med at dræbe en af sine Medbejlere, John Comyn, i Franciscanerkirken i Dumfries (29de Januar 1306) og lod sig derpaa krone til Konge, men blev strax efter slagen og maatte over Cantire flygte over til den ved den irske Kyst liggende Ø Rachlin, hvor han i nogen Tid holdt sig skjult. Imidlertid havde hans Frænder og Tilhængere en sørgelig Skjæbne: en af hans Brødre, Nigel, blev fangen og henrettet; hans Hustru og Datter bleve fangne og førte til England; paa dem, der havde gjort fælles Sag med ham og vare faldne i Kong Edwards Vold, anrettedes der et frygteligt Blodbad. Kort efter bleve ogsaa to andre af hans Brødre, Thomas og Alexander, fangne og aflivede. Man kan let forestille sig, hvad Dronning Isabella maa have følt ved at modtage disse Efterretninger i Løbet af nogle faa Maaneder; tre af hendes Brødre hængte som de verste Misdædere, hendes ældste Broder fredløs og forfulgt, hans Hustru og Datter i Arvefiendens Vold, hans Venner dræbte; hvis det forholder sig saaledes, som man af flere Omstændigheder har Grund til at antage, at hun, idet mindste senere, slog sig fra Verden og levede et halvt Klosterliv[1], skulde man være fristet til at tro, at disse Efterretninger vare Hovedaarsagen dertil. Men imidlertid var Robert Bruce kommen tilbage til Skotland, og det begyndte nu at gaa ham heldigere. Han erobrede først sine egne Familiebesiddelser tilbage og slog de engelske Høvdinger, der stillede sig imod ham. Kong Edward vilde selv ile imod ham, men døde, førend han endnu naaede Grændsen, i Nærheden af Carlisle (den 7de Juli 1307), og hans Søn og Efterfølger, Edward den 2den, havde hverken Kraft eller Forstand til at kunne maale sig med Robert Bruce, hvilket maaskee endog vilde have været vanskeligt for hans Fader i dennes bedste Dage, da Bruce nu havde hele Folket med sig, og Krigen var bleven en Nationalkrig. Her-

  1. Se ovf. S. 202, Not. 5.