Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/589

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
567
1303 ff. Forhold til England. Robert Bruces Opſtand.

maatte dog denne altid nære nogen Mistanke om, at Nordmændenes Sympathier vare paa Skoternes Side, og deri bedrog han ſig viſt heller ikke. Man merker ikke andet end at Forholdet mellem Kong Haakon og Enkedronningen altid var meget venſkabeligt, og derfor omfattede han vel ogſaa hendes Frænders Interesſer med Deeltagelſe. Robert Bruces hele Fremtræden og Kamp, de mangehaande Farer og Æventyr, han beſtod, den Kjekhed, Klogſkab og Udholdenhed, han viiſte, og ſom tilſidſt førte ham til Maalet, havde desuden alt for megen Liighed med Kong Haakons egen Stamfader Sverres berømmelige Bedrifter, til at man ikke ſkulde antage, at Kongen og det hele Hof, ja det hele Folk, med den ſtørſte Beundring og Forkjærlighed fulgte hvert af Robert Bruces Skridt i den farefulde Kamp. I Førſtningen ſaa det ikke heldigt ud for ham. Han begyndte med at dræbe en af ſine Medbejlere, John Comyn, i Franciſcanerkirken i Dumfries (29de Januar 1306) og lod ſig derpaa krone til Konge, men blev ſtrax efter ſlagen og maatte over Cantire flygte over til den ved den irſke Kyſt liggende Ø Rachlin, hvor han i nogen Tid holdt ſig ſkjult. Imidlertid havde hans Frænder og Tilhængere en ſørgelig Skjæbne: en af hans Brødre, Nigel, blev fangen og henrettet; hans Huſtru og Datter bleve fangne og førte til England; paa dem, der havde gjort fælles Sag med ham og vare faldne i Kong Edwards Vold, anrettedes der et frygteligt Blodbad. Kort efter bleve ogſaa to andre af hans Brødre, Thomas og Alexander, fangne og aflivede. Man kan let foreſtille ſig, hvad Dronning Iſabella maa have følt ved at modtage disſe Efterretninger i Løbet af nogle faa Maaneder; tre af hendes Brødre hængte ſom de verſte Misdædere, hendes ældſte Broder fredløs og forfulgt, hans Huſtru og Datter i Arvefiendens Vold, hans Venner dræbte; hvis det forholder ſig ſaaledes, ſom man af flere Omſtændigheder har Grund til at antage, at hun, idet mindſte ſenere, ſlog ſig fra Verden og levede et halvt Kloſterliv[1], ſkulde man være friſtet til at tro, at disſe Efterretninger vare Hovedaarſagen dertil. Men imidlertid var Robert Bruce kommen tilbage til Skotland, og det begyndte nu at gaa ham heldigere. Han erobrede førſt ſine egne Familiebeſiddelſer tilbage og ſlog de engelſke Høvdinger, der ſtillede ſig imod ham. Kong Edward vilde ſelv ile imod ham, men døde, førend han endnu naaede Grændſen, i Nærheden af Carlisle (den 7de Juli 1307), og hans Søn og Efterfølger, Edward den 2den, havde hverken Kraft eller Forſtand til at kunne maale ſig med Robert Bruce, hvilket maaſkee endog vilde have været vanſkeligt for hans Fader i dennes bedſte Dage, da Bruce nu havde hele Folket med ſig, og Krigen var bleven en Nationalkrig. Her-

  1. Se ovf. S. 202, Not. 5.