Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/587

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
565
1313. Finneſkatten og Finnerne.

Haalogaland[1], hvoraf ogſaa et Par Artikler berøre Finnerne, og deraf ſee vi, at de norſke Embedsmænd, og iſær deres underordnede Fuldmægtige, der her endnu, ſom man ſeer, kaldtes Aarmænd, maa have behandlet de ſtakkels Finner med den ſkammeligſte Vilkaarlighed og tilladt ſig de verſte Undertrykkelſer, ſaa at Fortvivlelſen omſider maatte bringe dem til at ſlutte ſig ſammen for at gjøre Modſtand. Kongen advarer nemlig ſaavel Kongedømmets Aarmænd, ſom Erkebiſkoppens, der paatale Overtrædelſer af Chriſtenretten, om ikke, naar de kom ind i Fjordene til Finnerne, at paaføre dem vrange Søgsmaal eller paa anden Maade indjage dem Skræk for derved at afpresſe dem Gaver eller Betaling; Sysſelmændene og Lagmændene, ſaavel ſom enhver anden formaaende Mand, der var i Nærheden, ſkulde, naar ſlige Uretferdigheder beviiſtes, ſøge at ſkaffe Finnerne Ret. Tillige beſtemte han maa Grund af Finnernes ſtore Nød og Fattigdom, hvorom han nu var bleven underrettet“, at enhver af dem i de førſte 20 Aar efter at han havde antaget Chriſtendommen ikke ſkulde betale mere end en Trediedeel af den foreſkrevne Sekt for hvilken ſom helſt Overtrædelſe han maatte begaa, enten af den verdslige eller den kirkelige Ret, og hvad enten Sekten tilkom Kongen eller Erkebiſkoppen; førſt naar de tyve Aar vare henrundne, ſkulde han være fuld Sekt underkaſtet ſom de andre Bumænd. Herved havde Kongen vel ogſaa iſær Chriſtendommens Udbredelſe for Øje. Man man nu end antage, at disſe Beſtemmelſer, ſiden de ere indtagne i en Forordning for Haalogaland, egentlig iſær ere givne med Henſyn til de Finner, ſom droge om paa Haalogalands Grændſefjelde og plejede at ſidde ved de haalogalandſke Fjordbunde, ſaa maatte de dog ogſaa kunne finde deres Anvendelſe paa det egentlige Finnmarken, og at ogſaa dette var Øjemedet, ſynes Udtrykket „ſom de andre Bumænd“ at viſe, thi kun i det egentlige Finnmarken kunde der være Tale om Bumænd. Det maa formodentlig mere have været ved Overtalelſer og gode Løfter, end ved Magts Anvendelſe, at Gisſur Galle fik Finnerne til atter at underkaſte ſig Kongen. Og derſom ikke Slottet Vargøyjarhuus allerede var opført under Kong Haakon Haakonsſøn, hvilket man næſten ſkulde formode, ſaa blev det i alle Fald nu opbygget eller i det mindſte iſtandſat og forſterket, da det paa denne Tid mere end nogenſinde gjaldt at have et faſt Punct paa de Kanter til Vern mod Rusſernes og Karelernes hyppigere og hyppigere Indbrud[2].

  1. Norges gl. Love, III. No. 38, S. 106. Forordningen er dateret Bergen, den 12te Auguſt 1313, og dens to ſidſte Artikler vedkomme alene Finnerne.
  2. Vargøhuus omtales allerede i Viſen om Kong Haakon Haakonsſøns Død, ſe ovf. IV. 1. S. 393. Men muligt kan det vel være, at denne Viſe ikke er at lide paa; derimod omtales Vargøhuus ſikkert i et Brev fra Biſkop Haakon