Haalogaland[1], hvoraf ogsaa et Par Artikler berøre Finnerne, og deraf see vi, at de norske Embedsmænd, og især deres underordnede Fuldmægtige, der her endnu, som man seer, kaldtes Aarmænd, maa have behandlet de stakkels Finner med den skammeligste Vilkaarlighed og tilladt sig de verste Undertrykkelser, saa at Fortvivlelsen omsider maatte bringe dem til at slutte sig sammen for at gjøre Modstand. Kongen advarer nemlig saavel Kongedømmets Aarmænd, som Erkebiskoppens, der paatale Overtrædelser af Christenretten, om ikke, naar de kom ind i Fjordene til Finnerne, at paaføre dem vrange Søgsmaal eller paa anden Maade indjage dem Skræk for derved at afpresse dem Gaver eller Betaling; Sysselmændene og Lagmændene, saavel som enhver anden formaaende Mand, der var i Nærheden, skulde, naar slige Uretferdigheder beviistes, søge at skaffe Finnerne Ret. Tillige bestemte han maa Grund af Finnernes store Nød og Fattigdom, hvorom han nu var bleven underrettet“, at enhver af dem i de første 20 Aar efter at han havde antaget Christendommen ikke skulde betale mere end en Trediedeel af den foreskrevne Sekt for hvilken som helst Overtrædelse han maatte begaa, enten af den verdslige eller den kirkelige Ret, og hvad enten Sekten tilkom Kongen eller Erkebiskoppen; først naar de tyve Aar vare henrundne, skulde han være fuld Sekt underkastet som de andre Bumænd. Herved havde Kongen vel ogsaa især Christendommens Udbredelse for Øje. Man man nu end antage, at disse Bestemmelser, siden de ere indtagne i en Forordning for Haalogaland, egentlig især ere givne med Hensyn til de Finner, som droge om paa Haalogalands Grændsefjelde og plejede at sidde ved de haalogalandske Fjordbunde, saa maatte de dog ogsaa kunne finde deres Anvendelse paa det egentlige Finnmarken, og at ogsaa dette var Øjemedet, synes Udtrykket „som de andre Bumænd“ at vise, thi kun i det egentlige Finnmarken kunde der være Tale om Bumænd. Det maa formodentlig mere have været ved Overtalelser og gode Løfter, end ved Magts Anvendelse, at Gissur Galle fik Finnerne til atter at underkaste sig Kongen. Og dersom ikke Slottet Vargøyjarhuus allerede var opført under Kong Haakon Haakonssøn, hvilket man næsten skulde formode, saa blev det i alle Fald nu opbygget eller i det mindste istandsat og forsterket, da det paa denne Tid mere end nogensinde gjaldt at have et fast Punct paa de Kanter til Vern mod Russernes og Karelernes hyppigere og hyppigere Indbrud[2].
- ↑ Norges gl. Love, III. No. 38, S. 106. Forordningen er dateret Bergen, den 12te August 1313, og dens to sidste Artikler vedkomme alene Finnerne.
- ↑ Vargøhuus omtales allerede i Visen om Kong Haakon Haakonssøns Død, se ovf. IV. 1. S. 393. Men muligt kan det vel være, at denne Vise ikke er at lide paa; derimod omtales Vargøhuus sikkert i et Brev fra Biskop Haakon
