de hidtil opdagede Actstykker og historiske Beretninger lader sig sige til Opklaring af denne Sag, og at dette er faa lidet, kommer vel just deraf, at den maatte drives og blev dreven med saa megen Hemmelighedsfuldhed. At Hertug Erik, som det synes, saa pludseligt atter vendte sig til Kong Haakon, kan alene være kommet deraf, at han nu atter fandt Giftermaalet med Ingebjørg fordeelagtigere end det med Sophia, hvad enten han nu havde bragt til Vished, at Sammensvergelsen mod Kong Eriks Liv for det første ej vilde komme til Udførelse, og altsaa de Forhaabninger, han under denne Forudsætning knyttede til dette Egteskab, ej vilde blive opfyldte, eller, om man ej vil tillægge ham faa slette Bevæggrunde, at han havde overtydet sig om, at Kong Erik enten ej vilde eller ej kunde give ham saa store Besiddelser i Danmark, som han rimeligviis havde gjort Regning paa. Hvilke Strenge han anslog hos Kong Haakon for atter at vinde ham, er let at gjette; han maa have forestillet ham, at han nu, efter at han var bleven forlenet med Halland og saaledes var sikker paa dette, aller nemmest kunde bringe baade det og Kongehelle Slot tilbage til den norske Krone ved at egte Ingebjørg; han har maaskee endog ladet Haakon vide, at under anden Betingelse vilde Kongehelle Slot aldeles ikke blive tilbagegivet, og Haakon maa have foretrukket denne Maade at ordne Sagen paa for en Krig, hvis Udfald vilde være yderst tvivlsomt. Hertil kom, at Hertug Erik ej alene havde hans tidligere Løfte, men ogsaa under alle Omstændigheder maa have været ham en langt ønskeligere Svigersøn end en Søn af Kong Byrge, med hvem man næsten kunde kalde det en Ulykke at komme i Forbindelse, ikke at tale om den Forkjærlighed, Dronning Euphemia altid havde for Hertug Erik, og som dog altid ogsaa maa have smittet noget paa Kong Haakon. Vistnok kan man ej sige Haakon fri for her at have viist en Ferd mod den danske Konge, der ej stemmede med hans sedvanlige Aabenhed og Redelighed,
behøvet at optræde som Megler. Om 1310 kan altsaa ej være Tale. Derimod kunde det ved første Øjekast synes rettest at henføre Forliget ved Steensø til Tiden efter Hertug Eriks Tilbagekomst 1312; man behøvede da ej at lade Kong Haakon allerede fra Høsten 1311 være Deeltager i en hemmelig Aftale med ham, men alene at antage, at Hertug Erik, ham uafvidende, havde ordnet alt, og efter Hjemkomsten overrasket ham med Anmodningen om Trolovelsens Fornyelse med mere. Dette kan dog, alt nærmere overvejet, ikke vel antages, da det i saa Fald ej lader sig forklare, hvorfor Kong Haakon ej bekrigede ham om Høsten 1311 for at tage Kongehelle tilbage, efter at heller ikke det foreslaaede Forliigsmøde i Kjøbenhavn havde fundet Sted. Kongens Rejse til Bergen om Vaaren 1311 havde vistnok netop til Hensigt at forberede Leding i dette Øjemed og Hertugens nye Tilnærmelse til Kong Haakon skede saaledes efter den aller rimeligste Formodning kort før denne Leding skulde udgaa, saa at alle Fiendtligheder forebyggedes.
