Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/575

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
553
1311. Ingebjørgs Trolovelſe med Hertug Erik fornyet.

de hidtil opdagede Actſtykker og hiſtoriſke Beretninger lader ſig ſige til Opklaring af denne Sag, og at dette er faa lidet, kommer vel juſt deraf, at den maatte drives og blev dreven med ſaa megen Hemmelighedsfuldhed. At Hertug Erik, ſom det ſynes, ſaa pludſeligt atter vendte ſig til Kong Haakon, kan alene være kommet deraf, at han nu atter fandt Giftermaalet med Ingebjørg fordeelagtigere end det med Sophia, hvad enten han nu havde bragt til Vished, at Sammenſvergelſen mod Kong Eriks Liv for det førſte ej vilde komme til Udførelſe, og altſaa de Forhaabninger, han under denne Forudſætning knyttede til dette Egteſkab, ej vilde blive opfyldte, eller, om man ej vil tillægge ham faa ſlette Bevæggrunde, at han havde overtydet ſig om, at Kong Erik enten ej vilde eller ej kunde give ham ſaa ſtore Beſiddelſer i Danmark, ſom han rimeligviis havde gjort Regning paa. Hvilke Strenge han anſlog hos Kong Haakon for atter at vinde ham, er let at gjette; han maa have foreſtillet ham, at han nu, efter at han var bleven forlenet med Halland og ſaaledes var ſikker paa dette, aller nemmeſt kunde bringe baade det og Kongehelle Slot tilbage til den norſke Krone ved at egte Ingebjørg; han har maaſkee endog ladet Haakon vide, at under anden Betingelſe vilde Kongehelle Slot aldeles ikke blive tilbagegivet, og Haakon maa have foretrukket denne Maade at ordne Sagen paa for en Krig, hvis Udfald vilde være yderſt tvivlſomt. Hertil kom, at Hertug Erik ej alene havde hans tidligere Løfte, men ogſaa under alle Omſtændigheder maa have været ham en langt ønſkeligere Svigerſøn end en Søn af Kong Byrge, med hvem man næſten kunde kalde det en Ulykke at komme i Forbindelſe, ikke at tale om den Forkjærlighed, Dronning Euphemia altid havde for Hertug Erik, og ſom dog altid ogſaa maa have ſmittet noget paa Kong Haakon. Viſtnok kan man ej ſige Haakon fri for her at have viiſt en Ferd mod den danſke Konge, der ej ſtemmede med hans ſedvanlige Aabenhed og Redelighed,

    behøvet at optræde ſom Megler. Om 1310 kan altſaa ej være Tale. Derimod kunde det ved førſte Øjekaſt ſynes retteſt at henføre Forliget ved Steensø til Tiden efter Hertug Eriks Tilbagekomſt 1312; man behøvede da ej at lade Kong Haakon allerede fra Høſten 1311 være Deeltager i en hemmelig Aftale med ham, men alene at antage, at Hertug Erik, ham uafvidende, havde ordnet alt, og efter Hjemkomſten overraſket ham med Anmodningen om Trolovelſens Fornyelſe med mere. Dette kan dog, alt nærmere overvejet, ikke vel antages, da det i ſaa Fald ej lader ſig forklare, hvorfor Kong Haakon ej bekrigede ham om Høſten 1311 for at tage Kongehelle tilbage, efter at heller ikke det foreſlaaede Forliigsmøde i Kjøbenhavn havde fundet Sted. Kongens Rejſe til Bergen om Vaaren 1311 havde viſtnok netop til Henſigt at forberede Leding i dette Øjemed og Hertugens nye Tilnærmelſe til Kong Haakon ſkede ſaaledes efter den aller rimeligſte Formodning kort før denne Leding ſkulde udgaa, ſaa at alle Fiendtligheder forebyggedes.