thi det fremgaar tydeligt af alt, hvad der videre skede i denne Sag, at Kongen og Hertugen maa have overlagt at drive alle Forberedelser med størst mulig Hemmelighed, og fornemmelig ikke lade Danekongen vide det aller mindste derom, førend Alt var bragt i Orden eller Brylluppet endog allerede holdt. Men Uoprigtighed og Uordholdenhed i politiske Forhandlinger hørte paa den Tid allerede til det sedvanlige, og Kong Haakon var i denne Henseende overhoved ikke verre, men snarere meget bedre, end de fleste andre samtidige Fyrster, faa at man ikke maa bedømme denne Afvigelse fra den strenge Redeligheds Bane altfor strengt; derhos har han upaatvivleligt siden Mødet i Helsingborg haft meget imod Danekongen, fordi denne da aflokkede ham Løftet om at forlene Hertugerne med Halland efter først at have vundet Hertug Erik for sin og sit Huus ved det forud aftalte Giftermaal med Sophia af Werle, ja det lader endog til, at dette Giftermaal i 1310 var blevet ligesaa hemmelig indledet og aftalt, som Fornyelsen af Hertug Eriks Trolovelse med Ingebjørg af Norge i 1311, og Kong Haakon kunde derfor mene som saa, at han ikke var Kong Erik større Redelighed skyldig, end denne havde viist mod ham. Hvorledes man nu dømmer derom, saa er det vist, at Kongen og Hertugen maa have aftalt, at begge Brødrene skulde faa hver sin af de to norske Kongedøttre, saaledes som det var bestemt ved Sammenkomsten i Oslo 1310, og at Hertug Erik skulde drage til Curien, under Paaskud deels af en Pilegrimsferd, deels af at opfylde sin i Helsingborgfreden indgangne Forpligtelse at skaffe pavelig Dispensation til sit Giftermaal med Sophia af Werle, maaskee og af at besørge det samme Erende for Magnus Byrgessøn og Jomfru Ingebjørg, men i Virkeligheden, som man maa antage, forat arbejde herimod, hvilket aller lettest kunde skee, naar han fik Paven til at erklære, at hans og Jomfru Ingebjørgs først indgangne Trolovelse maatte og skulde staa ved Magt[1]. Hertug Erik synes at have tiltraadt Rejsen til Søs fra Kalmar til Tydsk-
- ↑ Der siges egentlig ingensteds i samtidige Kilder, at Hertug Erik drog til Curien, men man maa kunne antage det af overvejende Sandsynlighedsgrunde. Er. Olai og efter ham Lagerbring (III. 107) ville endog, at han rejste heelt til Rom og besøgte de Helliges Grave, men det er dog let at indsee, at han mellem 6te Januar og titte Marts ej kunde have været heelt i Rom og tilbage til Lübeck. Er. Olai har uden Tvivl tilføjet Rom, fordi han sandt i sin Kilde, at Hertugen besøgte Paven, men ej vidste eller var opmerksom paa, at denne dengang opholdt sig i Manna. I Grautoffs Udgave af Detmar (S. 198) siges, at han rejste til „Ritzemadun“. Dette Sted maa være det i Boehmers Fontes I. 397 nævnte, berømte Valfartssted Rupis sanctæ Amatoris, nu Rocamadour i Departement du Lot; jvfr. og Boehmers Regesten, Joh. v. Bøhmen S. 296. Detmars Haandskrift har saaledes uden Tvivl „Ritzemadur“, som af Grautoff er fejllæst.
