Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/576

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
554
Haakon Magnusſøn.

thi det fremgaar tydeligt af alt, hvad der videre ſkede i denne Sag, at Kongen og Hertugen maa have overlagt at drive alle Forberedelſer med ſtørſt mulig Hemmelighed, og fornemmelig ikke lade Danekongen vide det aller mindſte derom, førend Alt var bragt i Orden eller Brylluppet endog allerede holdt. Men Uoprigtighed og Uordholdenhed i politiſke Forhandlinger hørte paa den Tid allerede til det ſedvanlige, og Kong Haakon var i denne Henſeende overhoved ikke verre, men ſnarere meget bedre, end de fleſte andre ſamtidige Fyrſter, faa at man ikke maa bedømme denne Afvigelſe fra den ſtrenge Redeligheds Bane altfor ſtrengt; derhos har han upaatvivleligt ſiden Mødet i Helſingborg haft meget imod Danekongen, fordi denne da aflokkede ham Løftet om at forlene Hertugerne med Halland efter førſt at have vundet Hertug Erik for ſin og ſit Huus ved det forud aftalte Giftermaal med Sophia af Werle, ja det lader endog til, at dette Giftermaal i 1310 var blevet ligeſaa hemmelig indledet og aftalt, ſom Fornyelſen af Hertug Eriks Trolovelſe med Ingebjørg af Norge i 1311, og Kong Haakon kunde derfor mene ſom ſaa, at han ikke var Kong Erik ſtørre Redelighed ſkyldig, end denne havde viiſt mod ham. Hvorledes man nu dømmer derom, ſaa er det viſt, at Kongen og Hertugen maa have aftalt, at begge Brødrene ſkulde faa hver ſin af de to norſke Kongedøttre, ſaaledes ſom det var beſtemt ved Sammenkomſten i Oslo 1310, og at Hertug Erik ſkulde drage til Curien, under Paaſkud deels af en Pilegrimsferd, deels af at opfylde ſin i Helſingborgfreden indgangne Forpligtelſe at ſkaffe pavelig Dispenſation til ſit Giftermaal med Sophia af Werle, maaſkee og af at beſørge det ſamme Erende for Magnus Byrgesſøn og Jomfru Ingebjørg, men i Virkeligheden, ſom man maa antage, forat arbejde herimod, hvilket aller letteſt kunde ſkee, naar han fik Paven til at erklære, at hans og Jomfru Ingebjørgs førſt indgangne Trolovelſe maatte og ſkulde ſtaa ved Magt[1]. Hertug Erik ſynes at have tiltraadt Rejſen til Søs fra Kalmar til Tydſk-

  1. Der ſiges egentlig ingenſteds i ſamtidige Kilder, at Hertug Erik drog til Curien, men man maa kunne antage det af overvejende Sandſynlighedsgrunde. Er. Olai og efter ham Lagerbring (III. 107) ville endog, at han rejſte heelt til Rom og beſøgte de Helliges Grave, men det er dog let at indſee, at han mellem 6te Januar og titte Marts ej kunde have været heelt i Rom og tilbage til Lübeck. Er. Olai har uden Tvivl tilføjet Rom, fordi han ſandt i ſin Kilde, at Hertugen beſøgte Paven, men ej vidſte eller var opmerkſom paa, at denne dengang opholdt ſig i Manna. I Grautoffs Udgave af Detmar (S. 198) ſiges, at han rejſte til „Ritzemadun“. Dette Sted maa være det i Boehmers Fontes I. 397 nævnte, berømte Valfartsſted Rupis sanctæ Amatoris, nu Rocamadour i Departement du Lot; jvfr. og Boehmers Regeſten, Joh. v. Bøhmen S. 296. Detmars Haandſkrift har ſaaledes uden Tvivl „Ritzemadur“, ſom af Grautoff er fejllæſt.