Morgengave og Livgeding[1]. Ogsaa Byrge vendte nu tilbage til Sverige og tog uden Hinder sin Deel af Riget i Besiddelse. Og til den bestemte Tid, som det lader, blev Sophia bragt til Halland og derfra til Sverige for at opdrages, maaskee hos Hertug Eriks Moder, Dronning Helvig, som endnu levede[2]. Freden syntes altsaa nu at være nogenledes gjenoprettet over hele Norden.
Kong Haakons Forventninger om at Hertugerne samvittighedsfuldt vilde iagttage de vedtagne Fredsartikler kunne dog vel neppe have været synderlig store; det viser allerede den af ham fra Kjøbenhavn til Helsingborg oversendte Tillægsskrivelse. I de til vor Tid opbevarede Afskrifter af Fredstractaten eller rettere af Udkastet til denne findes ingen bestemt Tid angiven, naar Kongehelle Slot skulde overgives; var nu dette heller ikke bestemt i Hoveddocumentet, saa stod Adgangen fremdeles aaben for Hertug Erik til under alskens Paaskud at forhale Overgivelsen, og saaledes synes han og at have baaret sig ad, i det mindste er det sikkert nok, at Slottet ikke blev overgivet. Af det lidet, vi erfare om hvad Kong Haakon tog sig for i den nærmest efter Fredsslutningen følgende Tid, maa man formode, at han en Stund temmelig taalmodigt ventede paa at Hertugen skulde opfylde sine Forpligtelser. Han begav sig til Bergen[3], hvor hans Nærværelse maaskee var nødvendig deels for at bringe nogle langvarige Stridigheder mellem Biskoppen og de tydske Vintersiddere (hvorom nedenfor) til Ende, deels for at tage Forholdsregler med Hensyn til Skatten fra Finnmarken, der nu i mange Aar var udebleven, vistnok paa Grund af Karelernes og Russernes gjentagne Indfald. Til at hente Skatten sendte han nu den anseede Islænding Gissur Gaut, der i nogen Tid havde været hos ham og formodentlig havde udmerket sig i Krigen mod Hertug Erik 1309, siden det berettes, at han da blev gjort til Hirdmand. Med Gissur fulgte en vis Valtyr, kaldet Prettapaals-Broder, der ogsaa synes at have været en Islænding[4]. Hvad der kan have bevæget Kongen til just at benytte Islændinger til
