Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/571

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
549
1310—4311. Indre Forhold.

denne Sendelſe, har man ingen ſom helſt Kundſkab om. Maaſkee har det været ganſke tilfældigt, men det viſer i alle Fald, at Kongen maa have haft gode Tanker om disſe Islændingers Mod og Dygtighed, hvilke gode Tanker de ogſaa ganſke retfærdiggjorde. Fra Bergen vendte Kongen endnu før Juul[1] tilbage til Oslo, hvor han formodentlig tilbragte Julen, og drog derfra i Februar[2] eller førſt i Marts til Nidaroos, hvor maaſkee Anliggender, der vare en Følge af den daværende Vacance ved Erkeſtolen, krævede hans Nærværelſe. Thi viſtnok var allerede Jørunds Eftermand valgt, nemlig den oftere omtalte Eilif Arnesſøn Kortin, men han var endnu ikke indviet og opholdt ſig neppe engang i Throndhjem; i Auguſt 1309 begav han ſig nemlig til Bergen, for derfra at rejſe til Curien efter Pallium, men maatte formedelſt den ſildige Aarstid udſætte Rejſen[3]; i Begyndelſen af Vintren drog han til Øſtlandet, hvor han rimeligviis tilbragte Julen i Tunsberg, ſammen med Kongen, og da han her ſenere (20de Januar 1310) modtog Pave Clemens’s Indkaldelſe til det almindelige Concilium, der i Anledning af Tempel-Ordenens Ophævelſe ſkulde holdes i Vienne[4] førſtkommende October, var det naturligt, at han end videre udſatte ſin Rejſe indtil da, for at afgjøre begge Anliggender paa een Gang. Men Conciliet ſelv blev ved Skrivelſe af 4de October udſat endnu et Aar, og dette forlængede ogſaa Eilifs Ophold hjemme i Norge ſom Electus i lige ſaa lang Tid. Man finder ingenſteds udtrykkeligt omtalt, at han i denne Mellemtid vendte tilbage til Nidaroos. Derimod er det ſandſynligt, at han var tilſtede i Oslo, da Kong Haakon den 13de Januar 1310, kort førend ſit Tog til Elven, fuldſtændigt tilbagekaldte og casſerede den Overeenskomſt med Erkebiſkop Jørund, hvorved denne blev Kongedømmets Jarl og Vaſall. Han erklærede, heder det her, denne Handling af Erkebiſkop Jørund og Capitlet for ugyldig og casſerede den ifølge Retfærdighedens Bud til Guds og Kirkens Ære, og iſær for Jomfru Marias og Norges Patron, ſin Frænde St. Olafs Skyld, idet han ved nærværende pragmatiſke Sanction beſtemte at Erkebiſkoppen i Nidaroos herefter ikke var ſkyldig at gjøre mere for Kongedømmet og Kronen, end hans Forgængere havde plejet efter de canoniſke Love, Norges Lov og ældgammel Skik[5]. Dette

  1. Den 30te Novbr. var han paa Fitje, paa Storden i Søndhordland, altſaa paa Sejladſen til Viken, Dipl. Norv. II. 105.
  2. Den 31te Januar var Kongen endnu i Oslo, Dipl. Norv. II. 106.
  3. Den 1ſte September ankom han til Bergen, Suhm XI. 631, efter Barthol. E. 317.
  4. Isl. Annaler ved 1310.
  5. Dipl. Norv. I. No. 125.