6. Hvis Norges Konge ratificerer denne Tractat, skulle Hertugerne tilbagegive ham Kongehelle Slot, og Fangerne gjensidigt løsgives; vil han derimod ej ratificere den, beholde Hertugerne baade Kongehelle Slot og Fangerne, og Danekongen skal ej være berettiget til at hindre Hertugerne i deres Fejde mod Kong Haakon eller hjelpe denne.
7. Kong Haakon skal lade Hertugerne nyde og beholde de Grændser, de have haft fra gammel Tid, og det samme skulle de ogsaa gjøre mod ham.
8. De for Drabet paa Danekongens Fader fredlosdømte og fordrevne samt deres Arvinger skulle Hertugerne ikke modtage eller beskytte, og dem af Kong Eriks Mænd, der maatte have fornærmet ham, skulle Hertugerne ikke tage til sig eller paa deres Vegne thinge med Kongen.
9. Den lundske Kirke, de Gejstlige og Verdslige, skulle i bemeldte Grevskab Halland nyde sit Gods, sine Rettigheder og Friheder, som de plejede at have fra gammel Tid.
Alt dette lovede Udstederne ubrødeligt at holde og hængte deres Segl for til Vidnesbyrd. Kong Haakon meddeelte vistnok sin endelige Ratification derpaa, men ikke uden kjendelige Tegn paa sin Misfornøjelse med og Mistillid til Hertugerne. Disse maatte give en udtrykkelig Forskrivning paa, at de ikke skulde søge Kong Haakons Skade, saa længe Mødet stod paa[1]; og umiddelbart efter at Udkastet var vedtaget, vendte han tilbage til Kjøbenhavn, som om han ej et Øjeblik mere end nødvendigt ønskede at være i Hertugernes Selskab; fra Kjøbenhavn sendte han endnu samme Dag en Skrivelse, hvori han nøje forklarede, hvorledes han vilde have enkelte Artikler af Tractaten forstaaede, nemlig Art. 5 saaledes, at under de her nævnte Brevskaber og Fordringer ej kunde og skulde forstaaes andre end de der vare vexlede mellem ham og Hertug Erik[2], men at derimod de Breve, der vare vexlede mellem Kongerne, skulde blive i fuld Kraft; Art. 7 saaledes, at de Grændser, som her omtales mellem Norge og Sverige, alene skulde være de, der vare
- ↑ Huitfeld S. 351.
- ↑ Huitfeld nævner med sin sedvanlige Skjødesløshed her ikke „Hertug Erik“, men „Hertug Christopher“, og tager endog deraf Anledning til at fremsætte den Formodning at ogsaa Christopher (som dog allerede var gift) havde friet til Kong Haakons Datter. Man seer dog saa godt som ved første Øjekast, at ingen anden end Hertug Erik kan være meent, og at Udtrykkene, der nærmest sigte til Overeenskomsten i Oslo i Marts 1310, ej kunne passe paa andre end Erik. Huitfelds Skriver har formodentlig læst et E. (da Navnene som oftest vare forkortede) som C., og Huitfeld, uden nærmere at undersøge Sagen, antaget Christopher for at være meent.
