Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/567

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
545
1310. Fred til Helſingborg.


6. Hvis Norges Konge ratificerer denne Tractat, ſkulle Hertugerne tilbagegive ham Kongehelle Slot, og Fangerne gjenſidigt løsgives; vil han derimod ej ratificere den, beholde Hertugerne baade Kongehelle Slot og Fangerne, og Danekongen ſkal ej være berettiget til at hindre Hertugerne i deres Fejde mod Kong Haakon eller hjelpe denne.

7. Kong Haakon ſkal lade Hertugerne nyde og beholde de Grændſer, de have haft fra gammel Tid, og det ſamme ſkulle de ogſaa gjøre mod ham.

8. De for Drabet paa Danekongens Fader fredlosdømte og fordrevne ſamt deres Arvinger ſkulle Hertugerne ikke modtage eller beſkytte, og dem af Kong Eriks Mænd, der maatte have fornærmet ham, ſkulle Hertugerne ikke tage til ſig eller paa deres Vegne thinge med Kongen.

9. Den lundſke Kirke, de Gejſtlige og Verdslige, ſkulle i bemeldte Grevſkab Halland nyde ſit Gods, ſine Rettigheder og Friheder, ſom de plejede at have fra gammel Tid.

Alt dette lovede Udſtederne ubrødeligt at holde og hængte deres Segl for til Vidnesbyrd. Kong Haakon meddeelte viſtnok ſin endelige Ratification derpaa, men ikke uden kjendelige Tegn paa ſin Misfornøjelſe med og Mistillid til Hertugerne. Disſe maatte give en udtrykkelig Forſkrivning paa, at de ikke ſkulde ſøge Kong Haakons Skade, ſaa længe Mødet ſtod paa[1]; og umiddelbart efter at Udkaſtet var vedtaget, vendte han tilbage til Kjøbenhavn, ſom om han ej et Øjeblik mere end nødvendigt ønſkede at være i Hertugernes Selſkab; fra Kjøbenhavn ſendte han endnu ſamme Dag en Skrivelſe, hvori han nøje forklarede, hvorledes han vilde have enkelte Artikler af Tractaten forſtaaede, nemlig Art. 5 ſaaledes, at under de her nævnte Brevſkaber og Fordringer ej kunde og ſkulde forſtaaes andre end de der vare vexlede mellem ham og Hertug Erik[2], men at derimod de Breve, der vare vexlede mellem Kongerne, ſkulde blive i fuld Kraft; Art. 7 ſaaledes, at de Grændſer, ſom her omtales mellem Norge og Sverige, alene ſkulde være de, der vare

  1. Huitfeld S. 351.
  2. Huitfeld nævner med ſin ſedvanlige Skjødesløshed her ikke „Hertug Erik“, men „Hertug Chriſtopher“, og tager endog deraf Anledning til at fremſætte den Formodning at ogſaa Chriſtopher (ſom dog allerede var gift) havde friet til Kong Haakons Datter. Man ſeer dog ſaa godt ſom ved førſte Øjekaſt, at ingen anden end Hertug Erik kan være meent, og at Udtrykkene, der nærmeſt ſigte til Overeenskomſten i Oslo i Marts 1310, ej kunne pasſe paa andre end Erik. Huitfelds Skriver har formodentlig læſt et E. (da Navnene ſom ofteſt vare forkortede) ſom C., og Huitfeld, uden nærmere at underſøge Sagen, antaget Chriſtopher for at være meent.