2. Danekongen belener Hertugerne og deres rette Arvinger som Faneleen og til samlet Haand med Halland indtil Aaen Ethra, eller hvis ikke Hertug Christopher edeligen tilegner sig hele denne, til Midtstrømslinjen i Aaen, og med Forbehold at Hertug Christopher beholder den hele Bro over Aaen ved Falkenbergs Slot, paa samme Maade som Grev Jakob havde det, førend det blev Gjenstand for Fejde, hvorimod Hertugerne og Arvinger for samme Leen skulle aflægge Danekongen og Efterfølgere Hylding og tjene ham i Fejder vedkommende ham selv og Riget med 60 rustede Ryttere, naar som helst de tilsiges en Maaned forud, samt, saa snart de ere komne udenfor Grevskabets Grændser, paa Danekongens Bekostning.
3. Hertug Erik skal frasige sig al den Fordring, han maatte kunne have paa Norges Rige og paa Jomfru Ingebjørgs, Kong Haakons Datters, Haand, hvorimod hun skal indgaa Egteskab med Junker Magnus, Kong Byrges Søn, og hertil skulle Hertugerne virksomt bidrage, dog skal Junker Magnus selv sørge for at skaffe Dispensation fra det apostoliske Sæde. Hertug Erik skal derimod egte Sophia af Werle og skaffe sig Dispensation til sit Giftermaal med hende.
4. De Fangne paa begge Sider skulle udleveres, og hvad de endnu ikke allerede maatte have betalt for sin Frigivelse, skal herefter ikke fordres af dem.
5. Kongen af Norge skal afstaa fra alle de Fordringer, han maatte kunne have paa Hertugerne ifølge Breve, Cautioner, Gaver eller andre Documenter; alle saadanne Brevskaber, udvexlede mellem nogen af de tre Konger samt Hertug Christopher paa den ene og Hertugerne paa den anden Side, skulle fuldstændigt tilbagegives, og, blive de ej tilbagegivne, skulle de være ude af Kraft.
for at tilhøre to forskjellige Actstvkker. Med Fabricius (S. 52–54) at antage, at det Uddrag, hvori .Kong Haakon nævnes, er af et Udkast, indleveret af ham, og det andet, hvor Leensrytternes Antal angives til 40, er indgivet af Hertugerne, samt at dette endelig blev taget til Følge, kun med den Forandring, at Rytternes Antal forhøjedes til Bo„ gaar ikke an; thi efter hvad der var passeret i Kjøbenhavn kunde det bagefter ikke falde Kong Haakon ind at indgive noget Forslag om selv at maatte beholde Halland, og Tillægget hos Huitfeld: „Kongen af Norge fik heraf en beseglet Gjenpart, Kong Erik derimod intet Gjenbrev“, viser tydeligt ham kun som Modtager, ikke som Forslagsstiller. Dette Tillæg betegner derimod igjen aabenbart det samme, som det andet Uddrag S. 348 antyder med andre Udtryk, nemlig: „Dette til Bekræftelse under alles vores Segl, undtagen Kong Haakons, da denne Tractat er gjort paa hans Ratification“. At Kong Haakon meddeelte sin Besegling, men med forklarende Tillæg, erfares af hans eget Brev, som her strax nedenfor omtales, og det er denne af ham beseglede Gjenpart, som formodentlig ligger til Grund for det i Dipl. Sv. meddeelte Aftryk.
