vel ikke udtrykkeligt, da vi kun erfare hans endelige Svar, „at alt fik blive saaledes, som hans Broder, Kongen af Danmark, vilde“. Men dette Svar kjender man, vel at merke, kun af et Vidnesbyrd, som Biskop Christjern et Par Aar efter aflagde[1], og hvor der hverken tales om de forudgangne Forhandlinger eller om de øvrige Betingelser. Og saa meget seer man, at Danekongen ej var uden Frygt for at Kong Haakon skulde tage Anmodningen ilde op; sandsynligviis har han ogsaa i Førstningen taget den ilde op og sagt reent ud Nej, saa at Kong Erik først efter lang Talen frem og tilbage har faaet udvirket hans Samtykke; men dette var noget, der ej kunde blive omtalt i Vidnesbyrdet. Man kan tillige slutte af de følgende Forhandlinger, at Kong Haakon ikke har givet sit Samtykke uden mod det aldeles bestemte Tilsagn om i det mindste at faa Kongehelle Slot med Tilbehør tilbage. Thi dette, som en Deel af selve Norge, kunde han umuligt lade Hertug Erik længer beholde, saa længe denne ikke mere skulde være et Medlem af hans Familie, men blive Norge ganske uvedkommende. Man kan heller ikke forklare hans Føjelighed med Hensyn til Halland paa anden Maade, end at Danekongen har givet ham desto sikrere Tilsagn om hiint Slot. Thi det var det vigtigste, og hvad han ogsaa selv havde den ubestrideligste Ret til at fordre; hvad Halland angaar, saa indsaa han vel endog, at naar Danekongen, som den rette Leensherre, og de svenske Hertuger først vare blevne enige om at disse skulde beholde det, vilde det være umuligt for ham at tiltvinge sig det, og at han saaledes gjorde bedst i at frelse hvad der kunde frelses, og holde nogenlunde gode Miner til slet Spil. Men at han følte sig meget krænket over at være bleven saaledes, man kunde sige, overlistet, og at hans Mistro til Hertugerne om muligt endog fordobleledes, seer man af hans hele Holdning under det paafølgende Møde i Helsingborg. Hid begav han sig, som man maa formode, i Følge med Danekongen, der ogsaa ledsagedes af Kong Byrge, Hertug Christopher, Grev Gerhard af Holsten og Henrik af Meklenburg, samt vistnok i det mindste et Par Biskopper og mange Riddere. Med Hertugerne havde Erkebiskoppen af Upsala og Biskopperne af Skara og Vegsjø indfundet sig, foruden mange verdslige Herrer fra Sverige; derhos mødte mange af Kong Byrges Tilhængere. Forsamlingen var saaledes baade talrig og glimrende. Først og fremst skreed man nu til den egentlige Fredsmegling. Hvor længe Underhandlingerne derom varede, eller hvad Paastande der blev gjort paa begge Sider, vides ikke nøje; et Forslag til den endelige Tractat, udstedt og beseglet af Kong Erik af Danmark, Kong Haakon af Norge, Hertug Christopher, Grev Gerhard og Hr.
- ↑ Huitfeld S. 364, jvfr. Suhm XI. 694.
