Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/565

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
543
1310. Fred til Helſingborg.

Henrik, er dateret den 17de Juli 1310 (feria sexta proxima ante festum beatæ Mariæ Magdalenæ) og lyder ſaaledes i Uddrag[1]:

1. At de nys nævnte Herrer og Hertugerne ſkulle ſtaa hinanden troligen bi i hvad ſom helſt mod hvem ſom helſt, og al Uenighed, Kiv og Uvenſkab herefter ſkal være endt og begraven mellem alle Parter, ſaavel ſom deres Mænd og Tilhængere.

  1. Dipl. Sv. No. 1688, Huitf. S. 349. At dette kun er et Forſlag eller Udkaſt, ſees deraf, at Kong Haakons Ratification kun omtales ſom tilkommende, og at det hos Huitfeld udtrykkeligt heder, at Kong Haakon ej beſeglede det, eller gav Kong Erik noget Gjenbrev, medens denne derimod overleverede Kong Haakon en beſeglet Gjenpart. Hos Huitfeld maa det derhos være en aabenbar Fejl, naar det i Uddraget heder, at Kong Haakon ſkulde belenes med Nordre-Halland. Thi for det førſte ſtaar dette i Modſigelſe med den Anmodning, Kong Erik nys i Kjøbenhavn havde fremſat til Haakon, og hvori denne havde ſamtykket, at Hertugerne ſkulde belenes med Grevſkabet; det er aldeles utænkeligt, at Kong Erik, efter førſt at have begjæret dette Samtykke, dog ſiden ſkulde opføre Haakon ſom Leenstager; for det andet ſeer man af Brevet ſelv, ſaaledes ſom det in extenso meddeles i Dipl Sv., at Kongehelles ubetingede Afſtaaelſe er den Priis, der ſættes for Halland; Betingelſen „hvis Kongen af Norge vil erkjende denne Placitation“, ſigter dog nærmeſt til den ham modbydelige Artikel om Hallands Overdragelſe til Hertugerne. Huitfeld maa ſaaledes her have begaaet en Uagtſomhedsfejl, forledet ved Erindringen om den tilſvarende Artikel i det foregaaende Aars Fredsſlutning. At det i Artikel 2 hos Huitfeld heder om de 60 Ryttere, at naar de komme fra Norge, ſkal de holdes paa Danekongens Bekoſtning, har intet at betyde, da det ligeledes er en.Fejl, ſammenhængende med den foregaaende, thi enhver indſeer, at der her ej kunde være Tale om Norge eller Norges Grændſer, men kun om Hallands, for hvilket Leenspligten opfyldtes; Rytterne vare eller foreſtillede her ikke norſke, men hallandſke Krigere; om Haakon — forudſat endog at han virkelig var Leenstageren — vilde ſende dem fra Norge eller Halland, maatte blive hans egen Sag, Danekongen uvedkommende; det førſte kunde i alle Fald ej i Tractaten opſtilles ſom det ſedvanlige eller ene tænkelige, og aller mindſt kunde det faſtſættes, at de, efter at have overſkredet Norges Grændſer, altſaa paa Grevſkabets egen Bund, ſkulde holdes paa Danekongens Bekoſtning. Her har altſaa Huitfeld med ſin ſedvanlige Letferdighed ſat „Norge“ ind paa egen Haand. Huitfeld meddeler ſelv umiddelbart forud (S. 348) et andet Uddrag af Tractatforſlaget, kun noget kortere affattet, ſom han kalder et af Hertugerne indgivet Forſlag, og hvor Hertug Erik ganſke rigtigt nævnes ſom Leenstager, kun med den Forſkjel, at Rytternes Antal beſtemmes til 40 Mand. Denne ſidſte Afvigelſe er nu viſtnok kun en af de ſedvanlige Forvexlinger af „lx“ med „xl“; for øvrigt maa man forklare Tilværelſen af begge Uddrag hos Huitfeld deraf, at der i det danſke Cancelli paa hans Tid virkelig har været to Exemplarer, hvoraf maaſkee det ene var Kong Eriks eget, det andet Kong Byrges, henhørende til dennes Archiv, ſom han tydeligt ſees at have medbragt til Danmark, og at Huitfeld enten ſelv til forſkjellige Tider har gjort Uddrag af dem, eller at tvende af hans Skrivere eller Hjelpere ſamtidigt have uddraget hver ſit, uafhængigt af hinanden, den ene kortere, den anden udførligere, begge, dog iſær den ſidſte, ſaa unøjagtigt, at Huitfeld har antaget Uddragene