Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/558

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
536
Haakon Magnusſøn.

at Baronen Hr. Agmund Dans eller Unge-Dans, der allerede havde været i Unaade under Kong Erik, nu blev henrettet, fordi han, ſom det heder, havde ſat ſig op mod Kongen[1]. Naar dette ſkede paa denne Tid, kan det vanſkeligt forklares anderledes, end at han maa have gjort fælles Sag med Hertug Erik, thi at han ſkulde have begyndt et Oprør paa egen Haand, er utænkeligt. Hans Henrettelſe maa have fundet Sted efter at Overeenskomſten i Oslo var ſluttet, og den kan altſaa betragtes ſom et Tegn paa, at denne Overeenskomſt i det mindſte ikke formaaede at frelſe Eriks Venner i Norge fra den fortjente Straf, for ſaa vidt de faldt i Kongens Hænder. Muligt ogſaa, at Kongen ved nærmere Overvejelſe fandt den Artikel, der under en vis Forudſætning ſikrede Erik Rigets Beſiddelſe, alt for betænkelig til at han torde ſtadfeſte den, og heller valgte at lade hele Tractaten gaa overſtyr. Der behøvedes fra hans Side neppe mere dertil, end beſtemt at lægge for Dagen at han ikke vilde lade ſig afſpiſe med Udflugter, men at han vilde have Løftet om Ragnhildarholmens og Vardbergs Overlevering bogſtaveligt opfyldt, førend Hertug Erik kunde gjøre ſig Haab om hans Datters Haand. Hvis altſaa Kongen og Hertugen virkelig have haft en Sammenkomſt den 8de Mai, er det gaaet ſaaledes til paa denne, at Hertug Erik har bedet om Udſættelſe med Slottenes Overgivelſe, indtil Mødet i Kjøbenhavn eller Helſingborg var afholdt, og at Kongen, ærgerlig herover, har afbrudt alle Underhandlinger, og begivet ſig bort, ſaa vidt man kan ſkjønne, lige til Bergen[2]. Derimod er det tydeligt at Hertug Erik, merkende at ingen Udflugter længer vilde hjelpe, og aldeles beſtemt paa ej at ville fratræde ſaa vigtige Beſiddelſer, der gave ham et Baand paa alle de tre omliggende Riger, igjen indtil videre nærmede ſig den danſke Konge. Denne var nu ogſaa aabenbart venligere ſtemt mod Erik end forhen. Deels var han vel omſider bleven keed af at underſtøtte Byrge, der aldrig kunde hjelpe ſig ſelv, og meente vel allerede at have gjort nok for ham; deels var det uundgaaeligt at han, ved nærmere at lære Erik at kjende, maatte indſee, hvor højt han i alle Henſeender ſtod over Broderen, og føle ſig tiltrukken af hans perſonlige Elſkverdighed. Ligeſom

  1. Aarſagen til Agmunds Henrettelſe angives af Abſalon Pedersſøn, S. 96. De isl. Annaler ſige kun at han blev dræbt; de henføre ogſaa hans Død til 1309, hvilket er urigtigt, da man af Dipl. Norv. I. 126 ſeer at han levede endnu den 19de Febr. 1310. Men ſandſynligviis er han bleven henrettet ſaa tidligt i dette Aar, at Efterretningen derom kom til Island ſamtidigt med Efterretningerne om hvad der havde tildraget ſig Høſten 1309. Da han hiin Dag var i Bergen, og Kongen i Oslo, er han vel neppe bleven henrettet førend hen i Marts Maaned i det tidligſte.
  2. Norges gl. L. III. 28, S. 88, viſer os Kongen i Bergen den 23de Juni 1310.