at Baronen Hr. Agmund Dans eller Unge-Dans, der allerede havde været i Unaade under Kong Erik, nu blev henrettet, fordi han, som det heder, havde sat sig op mod Kongen[1]. Naar dette skede paa denne Tid, kan det vanskeligt forklares anderledes, end at han maa have gjort fælles Sag med Hertug Erik, thi at han skulde have begyndt et Oprør paa egen Haand, er utænkeligt. Hans Henrettelse maa have fundet Sted efter at Overeenskomsten i Oslo var sluttet, og den kan altsaa betragtes som et Tegn paa, at denne Overeenskomst i det mindste ikke formaaede at frelse Eriks Venner i Norge fra den fortjente Straf, for saa vidt de faldt i Kongens Hænder. Muligt ogsaa, at Kongen ved nærmere Overvejelse fandt den Artikel, der under en vis Forudsætning sikrede Erik Rigets Besiddelse, alt for betænkelig til at han torde stadfeste den, og heller valgte at lade hele Tractaten gaa overstyr. Der behøvedes fra hans Side neppe mere dertil, end bestemt at lægge for Dagen at han ikke vilde lade sig afspise med Udflugter, men at han vilde have Løftet om Ragnhildarholmens og Vardbergs Overlevering bogstaveligt opfyldt, førend Hertug Erik kunde gjøre sig Haab om hans Datters Haand. Hvis altsaa Kongen og Hertugen virkelig have haft en Sammenkomst den 8de Mai, er det gaaet saaledes til paa denne, at Hertug Erik har bedet om Udsættelse med Slottenes Overgivelse, indtil Mødet i Kjøbenhavn eller Helsingborg var afholdt, og at Kongen, ærgerlig herover, har afbrudt alle Underhandlinger, og begivet sig bort, saa vidt man kan skjønne, lige til Bergen[2]. Derimod er det tydeligt at Hertug Erik, merkende at ingen Udflugter længer vilde hjelpe, og aldeles bestemt paa ej at ville fratræde saa vigtige Besiddelser, der gave ham et Baand paa alle de tre omliggende Riger, igjen indtil videre nærmede sig den danske Konge. Denne var nu ogsaa aabenbart venligere stemt mod Erik end forhen. Deels var han vel omsider bleven keed af at understøtte Byrge, der aldrig kunde hjelpe sig selv, og meente vel allerede at have gjort nok for ham; deels var det uundgaaeligt at han, ved nærmere at lære Erik at kjende, maatte indsee, hvor højt han i alle Henseender stod over Broderen, og føle sig tiltrukken af hans personlige Elskverdighed. Ligesom
- ↑ Aarsagen til Agmunds Henrettelse angives af Absalon Pederssøn, S. 96. De isl. Annaler sige kun at han blev dræbt; de henføre ogsaa hans Død til 1309, hvilket er urigtigt, da man af Dipl. Norv. I. 126 seer at han levede endnu den 19de Febr. 1310. Men sandsynligviis er han bleven henrettet saa tidligt i dette Aar, at Efterretningen derom kom til Island samtidigt med Efterretningerne om hvad der havde tildraget sig Høsten 1309. Da han hiin Dag var i Bergen, og Kongen i Oslo, er han vel neppe bleven henrettet førend hen i Marts Maaned i det tidligste.
- ↑ Norges gl. L. III. 28, S. 88, viser os Kongen i Bergen den 23de Juni 1310.
