neppe stort længer formaaede at bære flere Byrder, vilde han maaskee under enhver Omstændighed snart finde det bedst at lade dem rejse. Dog kan man lige fuldt betragte Hertugens Beredvillighed til at afskedige dem som et Tegn paa, at han nu ikke længer fandt det fordeelagtigt at føre Krig.
Men havde Hertug Erik end stukket Sverdet i Skeden, saa havde han dog dermed ikke begravet sine ærgjerrige Planer. Han havde alene, som det lader, besluttet sig til at forsøge, om han ikke lettere kunde naa Maalet ved diplomatiske Kunstgreb, end ved Vaabenmagt. Desverre fare Kildeskrifterne næsten med fuldkommen Taushed hen over de Forhandlinger, der i den første Halvdeel af 1310 fandt Sted mellem Nordens Hoffer, da det for det meste kun er Krigsbedrifter og andre mere iøjnefaldende Begivenheder, som de Tiders Annalister fandt det verdt at optegne, og de mellem Fyrsterne vexlede Breve eller oprettede Documenter ere ligeledes for det meste tabte, saa at man for en stor Deel maa gjette sig frem. Men saa meget seer man dog, at Hertug Erik har ført et overvættes listigt Spil, der endog kun var muligt i de Tider, hvor Samfærdselsmidlerne vare saa faa og alle Efterretninger gik faa langsomt, at man i længere Tid paa een Gang kunde underhandle med to eller flere forskjellige Parter, uden at den ene fik mindste Nys om, hvad der forhandledes med den anden. Hertug Eriks Opgave var, som man seer, trods alle givne Løfter at faa beholde Halland og Kongehelle Slot, uden dog derved ganske at afskære sig Adgangen til at faa Magten over Norge, med mindre det kunde lykkes ham at indlede en saadan nærmere Forbindelse med Danmark, at han derved havde Udsigt til at blive skadesløs. Han lagde derfor aabenbart an paa, at indtage en Stilling, hvori han havde fri Adgang til at slutte sig til Norge eller til Danmark, alt efter som det syntes ham meest fordeelagtigt. For det første syntes det ikke som om det i Hast gjenknyttede Venskab mellem Kongen og Hertugen skulde blive af Varighed. Hvor vidt det aftalte Møde i Balgø holdtes, kan ikke sees af de forhaandenværende Beretninger og Actstykker, men om det fandt Sted, som er det sandsynligste, da ledede det ej til nogen Bekræftelse af den foreløbige Tractat. Thi saa meget er vist, at Ragnhildarholm og Vardberg med Tilbehør ikke bleve tilbagegivne, og ej engang de Nordmænd, som Hertug Erik havde taget til Fange ved Ragnhildarholmens Capitulation, bleve satte paa fri Fod, uden for faa vidt de løskjøbte sig selv[1]. Paa sin Side synes Kong Haakon at have holdt en streng Ret over de Nordmænd, der havde taget Hertugens Parti og deeltaget i Angrebene paa Oslo og Jemteland i 1308. Det berettes,
- ↑ Dette sees af Forhandlingerne paa Mødet i Helsingborg.
