Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/557

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
535
1310. Stilſtanden gaar overſtyr.

neppe ſtort længer formaaede at bære flere Byrder, vilde han maaſkee under enhver Omſtændighed ſnart finde det bedſt at lade dem rejſe. Dog kan man lige fuldt betragte Hertugens Beredvillighed til at afſkedige dem ſom et Tegn paa, at han nu ikke længer fandt det fordeelagtigt at føre Krig.

Men havde Hertug Erik end ſtukket Sverdet i Skeden, ſaa havde han dog dermed ikke begravet ſine ærgjerrige Planer. Han havde alene, ſom det lader, beſluttet ſig til at forſøge, om han ikke lettere kunde naa Maalet ved diplomatiſke Kunſtgreb, end ved Vaabenmagt. Desverre fare Kildeſkrifterne næſten med fuldkommen Taushed hen over de Forhandlinger, der i den førſte Halvdeel af 1310 fandt Sted mellem Nordens Hoffer, da det for det meſte kun er Krigsbedrifter og andre mere iøjnefaldende Begivenheder, ſom de Tiders Annaliſter fandt det verdt at optegne, og de mellem Fyrſterne vexlede Breve eller oprettede Documenter ere ligeledes for det meſte tabte, ſaa at man for en ſtor Deel maa gjette ſig frem. Men ſaa meget ſeer man dog, at Hertug Erik har ført et overvættes liſtigt Spil, der endog kun var muligt i de Tider, hvor Samfærdſelsmidlerne vare ſaa faa og alle Efterretninger gik faa langſomt, at man i længere Tid paa een Gang kunde underhandle med to eller flere forſkjellige Parter, uden at den ene fik mindſte Nys om, hvad der forhandledes med den anden. Hertug Eriks Opgave var, ſom man ſeer, trods alle givne Løfter at faa beholde Halland og Kongehelle Slot, uden dog derved ganſke at afſkære ſig Adgangen til at faa Magten over Norge, med mindre det kunde lykkes ham at indlede en ſaadan nærmere Forbindelſe med Danmark, at han derved havde Udſigt til at blive ſkadesløs. Han lagde derfor aabenbart an paa, at indtage en Stilling, hvori han havde fri Adgang til at ſlutte ſig til Norge eller til Danmark, alt efter ſom det ſyntes ham meeſt fordeelagtigt. For det førſte ſyntes det ikke ſom om det i Haſt gjenknyttede Venſkab mellem Kongen og Hertugen ſkulde blive af Varighed. Hvor vidt det aftalte Møde i Balgø holdtes, kan ikke ſees af de forhaandenværende Beretninger og Actſtykker, men om det fandt Sted, ſom er det ſandſynligſte, da ledede det ej til nogen Bekræftelſe af den foreløbige Tractat. Thi ſaa meget er viſt, at Ragnhildarholm og Vardberg med Tilbehør ikke bleve tilbagegivne, og ej engang de Nordmænd, ſom Hertug Erik havde taget til Fange ved Ragnhildarholmens Capitulation, bleve ſatte paa fri Fod, uden for faa vidt de løskjøbte ſig ſelv[1]. Paa ſin Side ſynes Kong Haakon at have holdt en ſtreng Ret over de Nordmænd, der havde taget Hertugens Parti og deeltaget i Angrebene paa Oslo og Jemteland i 1308. Det berettes,

  1. Dette ſees af Forhandlingerne paa Mødet i Helſingborg.