brænder han hele Viken ned for Fode, saa at Norge lider ubodelig Skade“. Kongen skal hertil have svaret, at han fra sin Side var beredvillig dertil, og at han ej tvivlede paa at de kunde blive forligte, hvis Hertugen vilde høre hans Ord, men nu lyttede han derimod til Udlændingers Raad, og saa længe dette skede, vilde man aldrig kunne undgaa Kiv og Trætte. Dette Svar maa formodentlig Thord unge have bragt tilbage til Hertugerne, thi ej længe derefter[1] see vi Hertug Erik i egen Person begive sig ind til Oslo, for her at samtale og underhandle med Kong Haakon. For Dronning Euphemia var dette naturligviis et glædeligt Gjensyn, og for saa vidt hun udøvede nogen Indflydelse paa Kong Haakon, havde hun vist anvendt denne i den videste Udstrækning for at stemme ham venligt mod Hertugen. Hvad der maaskee ogsaa nu gjorde Kong Haakon noget mere forsonligt stemt, var den Omstændighed, at Danekongen, ved at slutte hiin Stilstand i Sverige, egentlig allerede havde overtraadt Freds- og Forbundstractaten i Kjøbenhavn, der forbød hver enkelt af Parterne at slutte Separatfred. Vel havde Kong Erik været nødt dertil, og formodentlig var der vel ogsaa i denne Stilstands-Act indtaget et Forbehold om Kong Haakons Tiltrædelse, liigt det der indtoges i Stilstanden til Berge; men Kong Haakon kunde dog deraf tage et Paaskud, og mere end et Paaskud synes han nu ej at have behøvet, thi af alt, hvad der nærmest herefter fandt Sted, er det aabenbart, at han nu selv oprigtigt ønskede at komme i det forrige venskabelige Forhold til Hertugen, hvad enten det nu kom af en vis Hengivenhed for denne, som trods alle indtrufne Ubehageligheder ej kunde udslettes, eller han var kommen til den Overbeviisning, at han ej paa anden Maade vilde kunne faa Kongehelle og Halland tilbage, eller han endelig fandt Forbindelsen med Danmark mod Sverige unaturlig og skadelig. Den statskloge Hertug derimod fandt det i samme Forhold fordeelagtigt at nærme sig Norge og atter at speculere paa Tronfølgen der, som han ved at gjøre Indrømmelser til sin Broder Kong Byrge fjernedes fra Udsigten til at komme i Besiddelse af Sveriges Trone. Men eet havde han nu opnaaet, nemlig at være den, der ledede alle Underhandlingernes Traade mellem de forskjellige Partier, og det Middelpunct, hvorom det Hele drejede .sig. Denne Stilling forstod han mesterligt at bruge til sin egen Fordeel.
Det var i de første Dage af Marts Maaned, at Hertug Erik indfandt sig i Oslo, og Forhandlingerne mellem ham og Kongen synes at
- ↑ Mødet mellem Kongen og Hertugen fandt, som vi ville see, Sted i den første Deel af Marts 1310: den 9de Febr. 1310 vare Hertugerne i Ørebro (Dipl. Sv. 1651); dette maa vel saaledes have været, førend Ragnhildarholmen endnu havde capituleret.
