Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/553

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
531
1310. Stilſtand mellem Kong Haakon og de ſvenſke Hertuger.

brænder han hele Viken ned for Fode, ſaa at Norge lider ubodelig Skade“. Kongen ſkal hertil have ſvaret, at han fra ſin Side var beredvillig dertil, og at han ej tvivlede paa at de kunde blive forligte, hvis Hertugen vilde høre hans Ord, men nu lyttede han derimod til Udlændingers Raad, og ſaa længe dette ſkede, vilde man aldrig kunne undgaa Kiv og Trætte. Dette Svar maa formodentlig Thord unge have bragt tilbage til Hertugerne, thi ej længe derefter[1] ſee vi Hertug Erik i egen Perſon begive ſig ind til Oslo, for her at ſamtale og underhandle med Kong Haakon. For Dronning Euphemia var dette naturligviis et glædeligt Gjenſyn, og for ſaa vidt hun udøvede nogen Indflydelſe paa Kong Haakon, havde hun viſt anvendt denne i den videſte Udſtrækning for at ſtemme ham venligt mod Hertugen. Hvad der maaſkee ogſaa nu gjorde Kong Haakon noget mere forſonligt ſtemt, var den Omſtændighed, at Danekongen, ved at ſlutte hiin Stilſtand i Sverige, egentlig allerede havde overtraadt Freds- og Forbundstractaten i Kjøbenhavn, der forbød hver enkelt af Parterne at ſlutte Separatfred. Vel havde Kong Erik været nødt dertil, og formodentlig var der vel ogſaa i denne Stilſtands-Act indtaget et Forbehold om Kong Haakons Tiltrædelſe, liigt det der indtoges i Stilſtanden til Berge; men Kong Haakon kunde dog deraf tage et Paaſkud, og mere end et Paaſkud ſynes han nu ej at have behøvet, thi af alt, hvad der nærmeſt herefter fandt Sted, er det aabenbart, at han nu ſelv oprigtigt ønſkede at komme i det forrige venſkabelige Forhold til Hertugen, hvad enten det nu kom af en vis Hengivenhed for denne, ſom trods alle indtrufne Ubehageligheder ej kunde udſlettes, eller han var kommen til den Overbeviisning, at han ej paa anden Maade vilde kunne faa Kongehelle og Halland tilbage, eller han endelig fandt Forbindelſen med Danmark mod Sverige unaturlig og ſkadelig. Den ſtatskloge Hertug derimod fandt det i ſamme Forhold fordeelagtigt at nærme ſig Norge og atter at ſpeculere paa Tronfølgen der, ſom han ved at gjøre Indrømmelſer til ſin Broder Kong Byrge fjernedes fra Udſigten til at komme i Beſiddelſe af Sveriges Trone. Men eet havde han nu opnaaet, nemlig at være den, der ledede alle Underhandlingernes Traade mellem de forſkjellige Partier, og det Middelpunct, hvorom det Hele drejede .ſig. Denne Stilling forſtod han meſterligt at bruge til ſin egen Fordeel.

Det var i de førſte Dage af Marts Maaned, at Hertug Erik indfandt ſig i Oslo, og Forhandlingerne mellem ham og Kongen ſynes at

  1. Mødet mellem Kongen og Hertugen fandt, ſom vi ville ſee, Sted i den førſte Deel af Marts 1310: den 9de Febr. 1310 vare Hertugerne i Ørebro (Dipl. Sv. 1651); dette maa vel ſaaledes have været, førend Ragnhildarholmen endnu havde capituleret.