Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/554

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
532
Haakon Magnussøn.

have vedvaret i 8–14 Dage. Saa vidt man kan see, var Hertug Valdemar ikke med, men havde ganske overladt Hertug Erik at handle paa sine Vegne. Den 17de, eller efter en anden Angivelse den 22de Marts 1310 sluttedes en foreløbig Fred eller Stilstand paa følgende, højst merkelige Betingelser[1]:

  1. Ved Dateringen af denne Præliminærtractat er der megen Usikkerhed, hvorfor der endog har hersket Tvivl om, til hvad Aar den skal henføres. Man kjender den i fin fulde Udstrækning kun af et Uddrag hos Huitfeld S. 354, hvor han daterer den 17de Marts 1311; men i de huitfeldske Excerpter findes der dog ogsaa et Udtog af den latinske Original, af hvilket Udtog Lagerbring i sin Tid fik en Afskrift, hvoraf han meddeler det meste i sin Svea R. Hist. III. Cap. 1 § 31. Dette Uddrag er dateret Anno Domini 1310 Kal. April. XI. Haslov. (22de Marts), hvorfor ogsaa Lagerbring har henført den til 1310. Dette er visselig ogsaa det Rette. Fabricius (Studien S. 95 fgg.) har vel anført flere og det sindrige Grunde for at Aarstallet bør være 1311, men han har ikke kjendt, hvad her allerede er afgjørende, de isl. Annalers Udsagn ved 1310: „Kong Haakon og Hertugen mødtes i Oslo Gregorius Messe“ – altsaa netop omkring Midten af Marts 1310; hvorhos ogsaa Riimkrøniken siger løseligt, at Kongen og Hertugen „talede til Rette“ ved Fastegangstid, d. e. ved Fastens Begyndelse, der i 1310 faldt omkring 4de Marts. F. slutter ogsaa meget derfra, at den oven anførte latinske Datering maa være urigtig, da anno d. 1310 kal. Apr. XI. ej skulde kunne have staaet i Originalen, men i Dipl. Norv. I. No. 119, fra Aaret forud, finde vi en aldeles lignende Dateringsmaade, anno a nativ. domini 1309 kal. Apr. XIII. Fra Dateringsmaaden lader sig altsaa intet slutte; det kan være muligt, og er endog rimeligt, at der ej skulde staa XI. men XVI., saa at Dagen bliver 17de, ej 22de Marts, men dette har intet med Aarstallet at bestille. Betragter man nu ogsaa nærmere de følgende Begivenheder, saa vil man see, at en Tractat af det Indhold, som denne, alene kunde passe i 1310. Man behøver ikke med F. at antage, at Kong Haakon allerede da havde bestemt sig til at indfinde sig ved Congressen i Helsingborg for blandt andet at bekræfte Ingebjørgs Forlovelse med Magnus Byrgessøn, og at derfor Hertugens Forpligtelse, at overgive Halland m. m. den 15de Mai, hvis den skulde opfyldes, alene vilde vække Danekongens Harme og Mistanke, og tilintetgjøre al Udsigt til almindelig Fred. Da Kongen sluttede Præliminærtractaten med Hertugen, tænkte han vistnok nærmest kun paa at faa Halland, og derimod ganske at hæve al Forbindelse med Danekongen, hvilket kun Hertugen skulde sørge for at bevirke paa en for Haakon ej compromitterende Maade; der var da neppe Tale om at han skulde indfinde sig i Helsingborg, thi dette bestemtes aabenbart ikke førend senere. Fremdeles seer man at norske Gesandter den 22de April 1311 vedtoge paa Kong Haakons Vegne, at han skulde møde til en Forliigsmegling i Kjøbenhavn mellem ham og Hertugerne under Danekongens Præsidium: dette lader sig ej forene med at en Tractat som den her omhandlede skulde være sluttet i Marts. Det er endelig at merke, at Kong Haakon den 8de Marts 1311 var i Nidaros (Dipl. Norv. II. 108) og den 12te paa Gryting (ssteds I. 127); er dette sidste end Gryting i Gudbrandsdalen, er det dog ikke sandsynligt at han saasnart efter kunde slutte Overeenskomst med Hertugen i Oslo, thi der maatte dog vel gaa flere Dages Underhandlinger forud.