Der er endog al Grund til at antage, at Erkebiskoppen, ikke at tale om de misfornøjede Lægmænd i Thrøndelagen, ikke kan have været uvidende om Hertugens Plan, men tvert imod faa vidt muligt har søgt at fremme den, i det mindste ved at lægge faa mange Hindringer i Vejen for Kongens Udrustninger som muligt. Denne lod ved Efterretningen om de Svenskes Angreb strax udbyde Leding til Vaaren, og lod desuden efter Sedvane Erkebiskoppen og alle de øvrige Biskopper saavel som Sysselmænd og haandgangne Mænd tilsige at møde frem ved Tunsberg, hvor Flaaden i den senere Tid altid plejede at samles[1]. Erkebiskoppen var saa meget mere forpligtet til at møde, som han i Egenskab af Jarl havde kongelige Forleninger. Han havde rigtignok allerede den 11te September Høsten forud indkaldt Biskopperne til et Provincial-Concilium i Nidaroos førstkommende Midfaste (9de Marts), men Landets Forsvar gik nu fremfor alt, og Kongen søgte, øjeblikkeligt han erfarede de Svenskes Indfald, baade ved Breve og mundtlige Forestillinger af flere Raadsmedlemmer, som særskilt i dette Erende sendtes til Erkebiskoppen, at faa ham til .at kalde Indkaldelsen tilbage. Men mod Formodning vægrede han sig derved, ja fornyede endog Indkaldelsen sterkere end før. Ogsaa Biskop Arne i Bergen vægrede sig i Førstningen ved at komme, skrev til Erkebiskoppen, at han dog i det mindste maatte udsætte Conciliet til 2den Søndag efter Paaske (13de April), og udstedte endog, da han fik hans benegtende Svar herpaa, et Manifest af 4de Marts, hvori han erklærede at ville appellere til Paven mod de Skridt, Erkebiskoppen muligviis vilde tage i Anledning af hans Udeblivelse, og beklagede sig høfligt over Erkebiskoppens Urimelighed. Man sporer her saa meget tydeligere Kongens Indvirkning, som de to medbeseglende Vidner paa dette Manifest ere Magister Capellarum, Hr. Finn, hvilken ellers saavel som den hele nye Indretning med Capellerne var Biskoppen højst mishagelig, og den nye Fehirde, Hr. Erlend Styrkaarssøn, ligesom han ogsaa lod det
- ↑ I Kongens Brev af 20de Marts 1309 nævnes ej Stedet, men kun et omtrent en Maaneds Rejse fra Nidaroos liggende Sted. Nu kan dette ej have været ved Elven, da man af det følgende seer, al Flaaden fersk kom did efter at være afsejlet; derimod seer man af et hidtil utrykt Brev i Bartholiniana, E. 556, at Lodin af Borgund, der var med paa Toget, og endnu sammen med de øvrige Biskopper ved Ekerøerne paa Tilbagetoget, siden drog fra Tunsberg til Bergen, hvilket altsaa viser at Flaaden der afkastedes: heraf fremgaar det, at den ligeledes maa have samlet sig der.
Efterretningen om Angrebet end tidligere, kan dette selv ikke sættes stort senere end ved Nytaarstider. Da Hertug Valdemar lige saa lidet som Hertug Erik omtales i Breve for 27de Marts, og vi saaledes ej vide hvor han opholdt sig siden 27de Aug. 1308, kan han for den Sags Skyld gjerne have anført Toget til Jemteland.
