Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/532

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
510
Haakon Magnusſøn.

Der er endog al Grund til at antage, at Erkebiſkoppen, ikke at tale om de misfornøjede Lægmænd i Thrøndelagen, ikke kan have været uvidende om Hertugens Plan, men tvert imod faa vidt muligt har ſøgt at fremme den, i det mindſte ved at lægge faa mange Hindringer i Vejen for Kongens Udruſtninger ſom muligt. Denne lod ved Efterretningen om de Svenſkes Angreb ſtrax udbyde Leding til Vaaren, og lod desuden efter Sedvane Erkebiſkoppen og alle de øvrige Biſkopper ſaavel ſom Sysſelmænd og haandgangne Mænd tilſige at møde frem ved Tunsberg, hvor Flaaden i den ſenere Tid altid plejede at ſamles[1]. Erkebiſkoppen var ſaa meget mere forpligtet til at møde, ſom han i Egenſkab af Jarl havde kongelige Forleninger. Han havde rigtignok allerede den 11te September Høſten forud indkaldt Biſkopperne til et Provincial-Concilium i Nidaroos førſtkommende Midfaſte (9de Marts), men Landets Forſvar gik nu fremfor alt, og Kongen ſøgte, øjeblikkeligt han erfarede de Svenſkes Indfald, baade ved Breve og mundtlige Foreſtillinger af flere Raadsmedlemmer, ſom ſærſkilt i dette Erende ſendtes til Erkebiſkoppen, at faa ham til .at kalde Indkaldelſen tilbage. Men mod Formodning vægrede han ſig derved, ja fornyede endog Indkaldelſen ſterkere end før. Ogſaa Biſkop Arne i Bergen vægrede ſig i Førſtningen ved at komme, ſkrev til Erkebiſkoppen, at han dog i det mindſte maatte udſætte Conciliet til 2den Søndag efter Paaſke (13de April), og udſtedte endog, da han fik hans benegtende Svar herpaa, et Manifeſt af 4de Marts, hvori han erklærede at ville appellere til Paven mod de Skridt, Erkebiſkoppen muligviis vilde tage i Anledning af hans Udeblivelſe, og beklagede ſig høfligt over Erkebiſkoppens Urimelighed. Man ſporer her ſaa meget tydeligere Kongens Indvirkning, ſom de to medbeſeglende Vidner paa dette Manifeſt ere Magiſter Capellarum, Hr. Finn, hvilken ellers ſaavel ſom den hele nye Indretning med Capellerne var Biſkoppen højſt mishagelig, og den nye Fehirde, Hr. Erlend Styrkaarsſøn, ligeſom han ogſaa lod det

    Efterretningen om Angrebet end tidligere, kan dette ſelv ikke ſættes ſtort ſenere end ved Nytaarstider. Da Hertug Valdemar lige ſaa lidet ſom Hertug Erik omtales i Breve for 27de Marts, og vi ſaaledes ej vide hvor han opholdt ſig ſiden 27de Aug. 1308, kan han for den Sags Skyld gjerne have anført Toget til Jemteland.

  1. I Kongens Brev af 20de Marts 1309 nævnes ej Stedet, men kun et omtrent en Maaneds Rejſe fra Nidaroos liggende Sted. Nu kan dette ej have været ved Elven, da man af det følgende ſeer, al Flaaden ferſk kom did efter at være afſejlet; derimod ſeer man af et hidtil utrykt Brev i Bartholiniana, E. 556, at Lodin af Borgund, der var med paa Toget, og endnu ſammen med de øvrige Biſkopper ved Ekerøerne paa Tilbagetoget, ſiden drog fra Tunsberg til Bergen, hvilket altſaa viſer at Flaaden der afkaſtedes: heraf fremgaar det, at den ligeledes maa have ſamlet ſig der.