Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/533

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
511
1309. Leding udbydes. Tviſt med Erkebiſkoppen.

Brev af 6te Februar, hvorved Erkebiſkoppen fornyede Indkaldelſen, bekræfte af en Ridder og to kongelige Klerker. Dog er det rigtignok herved at merke, at der paa denne Tid herſkede en Trætte mellem Biſkop Arne og Erkebiſkoppen angaaende Beſættelſen af Færøernes Biſkopsſtol efter den Aaret forud, den 13de Juni, afdøde Biſkop Erlend, hvilken Arne paaſtod tilkom Bergens Biſkop og Capitel, medens Erkebiſkoppen, viſtnok med ſtørre Føje, paaſtod den ſamme Ret for ſig og ſit Capitel og allerede havde udnævnt til Erlends Efterfølger Preſten til Borgund paa Søndmøre, Lodin, hvilken han erklærede ved det foreſtaaende Concilium at ville indvie. Denne Omſtændighed maatte viſtnok gjøre det endnu modbydeligere for Arne at komme til Conciliet, og han havde ligeledes gjort denne Sag til Gjenſtand for Appell[1]. Ikke deſto mindre er det vel muligt, at han havde været mere medgjørlig, hvis ikke Kongen havde beſtyrket ham i at gjøre Modſtand. Det lader endog til, at han helſt vilde give Sagen det Udſeende, ſom om han kun ved Kongens Magtſprog holdtes tilbage. Den 16de Marts tilſkrev han Erkebiſkoppen, at Aarſagen, hvorfor han ikke før havde begivet ſig paa Rejſen, var den at han førſt vilde afvente endeligt Svar paa ſit Brev til Erkebiſkoppen om Udſættelſen af Conciliet; dette Svar var ej kommet førend den 24de Februar, og han havde, forſikrede han, inden ti Dage efter (altſaa i de ſamme Dage, han udſtedte Manifeſtet om Appellen!) ladet ſit Skib ſætte paa Vandet, da han for enhver Priis vilde komme til Nidaroos, hvis ikke haardt Vejr eller Magtſprog (naturligviis Kongens) hindrede ham derfra; han bad Erkebiſkoppen ikke regne ham dette til Gjenſtridighed, og tilføjede kun i Efterſkriftet, aabenbart med en vis Ængſtlighed, nogle Ord om den dobbelte Appell[2]. Fire Dage efter (den 20de Marts) kom Biſkop Ketil af Stavanger til Bergen, ſom det heed for at rejſe ſammen med Biſkop Arne til Nidaroos, men maaſkee ſnarere efter Kongens Opfordring for at raadſlaa med ham. Thi endnu ſamme Dag lod Kongen udgaa et Brev, hvori han paa det ſtrengeſte forbød dem at efterkomme Erkebiſkoppens Mandat, men derimod befalede dem at følge med ſig paa det ſnart foreſtaaende Ledingstog. Derved tog han al Skylden paa ſig, og de kunde nu med Tryghed paaſkyde det Magtſprog (ofriki), hvis Mulighed Arne allerede havde antydet. Kongens i flere Henſeender merkverdige og oplyſende Brev lyder ſaaledes[3]: „Alle dem, ſom dette Brev ſee „eller høre, ſender Haakon, af Guds Naade Norges Konge, ſin og Guds

  1. Se herom Breve i Dipl. Norv. III. 73, 75—80, foruden flere utrykte i Bartholiniana, S. 497—556.
  2. Dipl. Norv. III. 80.
  3. Dipl. Norv. I. 119.