Brev af 6te Februar, hvorved Erkebiskoppen fornyede Indkaldelsen, bekræfte af en Ridder og to kongelige Klerker. Dog er det rigtignok herved at merke, at der paa denne Tid herskede en Trætte mellem Biskop Arne og Erkebiskoppen angaaende Besættelsen af Færøernes Biskopsstol efter den Aaret forud, den 13de Juni, afdøde Biskop Erlend, hvilken Arne paastod tilkom Bergens Biskop og Capitel, medens Erkebiskoppen, vistnok med større Føje, paastod den samme Ret for sig og sit Capitel og allerede havde udnævnt til Erlends Efterfølger Presten til Borgund paa Søndmøre, Lodin, hvilken han erklærede ved det forestaaende Concilium at ville indvie. Denne Omstændighed maatte vistnok gjøre det endnu modbydeligere for Arne at komme til Conciliet, og han havde ligeledes gjort denne Sag til Gjenstand for Appell[1]. Ikke desto mindre er det vel muligt, at han havde været mere medgjørlig, hvis ikke Kongen havde bestyrket ham i at gjøre Modstand. Det lader endog til, at han helst vilde give Sagen det Udseende, som om han kun ved Kongens Magtsprog holdtes tilbage. Den 16de Marts tilskrev han Erkebiskoppen, at Aarsagen, hvorfor han ikke før havde begivet sig paa Rejsen, var den at han først vilde afvente endeligt Svar paa sit Brev til Erkebiskoppen om Udsættelsen af Conciliet; dette Svar var ej kommet førend den 24de Februar, og han havde, forsikrede han, inden ti Dage efter (altsaa i de samme Dage, han udstedte Manifestet om Appellen!) ladet sit Skib sætte paa Vandet, da han for enhver Priis vilde komme til Nidaroos, hvis ikke haardt Vejr eller Magtsprog (naturligviis Kongens) hindrede ham derfra; han bad Erkebiskoppen ikke regne ham dette til Gjenstridighed, og tilføjede kun i Efterskriftet, aabenbart med en vis Ængstlighed, nogle Ord om den dobbelte Appell[2]. Fire Dage efter (den 20de Marts) kom Biskop Ketil af Stavanger til Bergen, som det heed for at rejse sammen med Biskop Arne til Nidaroos, men maaskee snarere efter Kongens Opfordring for at raadslaa med ham. Thi endnu samme Dag lod Kongen udgaa et Brev, hvori han paa det strengeste forbød dem at efterkomme Erkebiskoppens Mandat, men derimod befalede dem at følge med sig paa det snart forestaaende Ledingstog. Derved tog han al Skylden paa sig, og de kunde nu med Tryghed paaskyde det Magtsprog (ofriki), hvis Mulighed Arne allerede havde antydet. Kongens i flere Henseender merkverdige og oplysende Brev lyder saaledes[3]: „Alle dem, som dette Brev see „eller høre, sender Haakon, af Guds Naade Norges Konge, sin og Guds
Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/533
Denne siden er korrekturlest
511
1309. Leding udbydes. Tvist med Erkebiskoppen.
