Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/519

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
497
1308. Hertug Chriſtopher flygter fra Danmark.

Fod, dog ſkulde de ſvenſke Giſler (formodentlig nogle, der vare ſtillede i Ødknaljung) forblive hos Kong Erik[1]. At denne godkjendte Tractaten, ſeer man af hvad Kongen ſelv ſiden ytrede[2], og deraf, at Stilſtanden virkelig blev overholdt fra danſk Side, om end mellemkommende Omſtændigheder foraarſagede, at det foreſkrevne Fredsmøde og Sagens Voldgift ej fandt Sted. I Tractaten nævnes Hertug Chriſtopher ligefrem blandt de danſke Underhandlere eller Befalingsmænd, altſaa maa Kong Erik nu virkelig have tilgivet ham. Formodentlig var det da for at lade ſaa meget ivrigere i ſin Broders Sag, at han paa Tilbagetoget afbrændte nogle ſvenſke Bygder, hvis det ikke ſimpelt hen var af Kaadhed, eller fordi han ej kunde ſtyre ſine Folk, der vel ikke vare ſtort bedre end han ſelv. I det mindſte høſtede han fortjent Utak derfor hos Broderen, og de ſvenſke Hertuger ſkulle ej have undladt at beklage ſig over denne Krænkelſe af Stilſtanden[3]. Hidtil var det ſaaledes lykkets Chriſtopher at ſkjule ſit forræderſke Forbund med de ſvenſke Hertuger, og derved at give ſin mislige Ferd en mindre graverende Forklaring, men efter at Underhandlingerne med Norge vare komne i Gang, maatte Forræderiet blive røbet, thi der kan ikke være nogen Tvivl om, at Kong Haakon i ſin Tid var bleven deelagtiggjort i Hemmeligheden. Dette maa være Grunden til, at Kongen nu paa een Gang behandlede Chriſtopher med al den Strenghed, han fortjente. Han beſkyldte ham ligefrem for at have ſtræbt at berøve ham Frihed eller Liv, og ſkjønt Chriſtopher var frek nok til i Vordingborg Kirke at aflægge en Eed paa, at hvis det kunde befindes, at han havde tragtet efter Kongens Fængſel eller Død, ſkulde han aldrig blive Konge, hans Gods ſkulde være forbrudt, og han ſelv fredløs paa Livstid, hindrede dette ikke Kongen i at fratage ham Halland, hvorefter Chriſtopher flygtede til Hertugerne i Sverige. Kongen fremſatte ſiden ſkriftligt flere Klagepuncter imod ham, hvoriblandt udtrykkeligt disſe, at han havde lokket Kongens Mænd til ſig og holdt dem endnu mod hans Vilje; at han havde gjort fælles Sag med Rigets Fiender, Kongen af Norge og de ſvenſke Hertuger, at han efter Stilſtanden havde brændt hine Gaarde, ſom oven

  1. Tractaten omtales kun løſeligt i Krøniken hos Fant, Scr. r. Sv. I. S. 64, ſaaledes: Henved Paaſke herjede Hertugerne Halland, eg efter at have ſluttet Stilſtand paa halvandet Aar (egentlig kun eet Aar og fire Maaneder) vendte de tilbage. Hvilken Herjen af Halland her menes, er ikke godt at ſige. Sandſynligviis ſigtes her kun til Lejetroppernes Uſtyrlighed.
  2. I Klagen over Chriſtopher ſiger nemlig Kongen udtrykkeligt „at han efter Stilſtanden paa Hjemrejſen har brændt Byer og gjort vort Løfte til intet“.
  3. Dette ſiger rigtignok kun Huitfeld, og det er muligt, at han her alene fremſætter ſin egen Gjetning.