Fod, dog skulde de svenske Gisler (formodentlig nogle, der vare stillede i Ødknaljung) forblive hos Kong Erik[1]. At denne godkjendte Tractaten, seer man af hvad Kongen selv siden ytrede[2], og deraf, at Stilstanden virkelig blev overholdt fra dansk Side, om end mellemkommende Omstændigheder foraarsagede, at det foreskrevne Fredsmøde og Sagens Voldgift ej fandt Sted. I Tractaten nævnes Hertug Christopher ligefrem blandt de danske Underhandlere eller Befalingsmænd, altsaa maa Kong Erik nu virkelig have tilgivet ham. Formodentlig var det da for at lade saa meget ivrigere i sin Broders Sag, at han paa Tilbagetoget afbrændte nogle svenske Bygder, hvis det ikke simpelt hen var af Kaadhed, eller fordi han ej kunde styre sine Folk, der vel ikke vare stort bedre end han selv. I det mindste høstede han fortjent Utak derfor hos Broderen, og de svenske Hertuger skulle ej have undladt at beklage sig over denne Krænkelse af Stilstanden[3]. Hidtil var det saaledes lykkets Christopher at skjule sit forræderske Forbund med de svenske Hertuger, og derved at give sin mislige Ferd en mindre graverende Forklaring, men efter at Underhandlingerne med Norge vare komne i Gang, maatte Forræderiet blive røbet, thi der kan ikke være nogen Tvivl om, at Kong Haakon i sin Tid var bleven deelagtiggjort i Hemmeligheden. Dette maa være Grunden til, at Kongen nu paa een Gang behandlede Christopher med al den Strenghed, han fortjente. Han beskyldte ham ligefrem for at have stræbt at berøve ham Frihed eller Liv, og skjønt Christopher var frek nok til i Vordingborg Kirke at aflægge en Eed paa, at hvis det kunde befindes, at han havde tragtet efter Kongens Fængsel eller Død, skulde han aldrig blive Konge, hans Gods skulde være forbrudt, og han selv fredløs paa Livstid, hindrede dette ikke Kongen i at fratage ham Halland, hvorefter Christopher flygtede til Hertugerne i Sverige. Kongen fremsatte siden skriftligt flere Klagepuncter imod ham, hvoriblandt udtrykkeligt disse, at han havde lokket Kongens Mænd til sig og holdt dem endnu mod hans Vilje; at han havde gjort fælles Sag med Rigets Fiender, Kongen af Norge og de svenske Hertuger, at han efter Stilstanden havde brændt hine Gaarde, som oven
- ↑ Tractaten omtales kun løseligt i Krøniken hos Fant, Scr. r. Sv. I. S. 64, saaledes: Henved Paaske herjede Hertugerne Halland, eg efter at have sluttet Stilstand paa halvandet Aar (egentlig kun eet Aar og fire Maaneder) vendte de tilbage. Hvilken Herjen af Halland her menes, er ikke godt at sige. Sandsynligviis sigtes her kun til Lejetroppernes Ustyrlighed.
- ↑ I Klagen over Christopher siger nemlig Kongen udtrykkeligt „at han efter Stilstanden paa Hjemrejsen har brændt Byer og gjort vort Løfte til intet“.
- ↑ Dette siger rigtignok kun Huitfeld, og det er muligt, at han her alene fremsætter sin egen Gjetning.
