Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/520

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
498
Haakon Magnussøn.

omtalt, og derved gjort Kongens Løfte til intet, at han paa Tilbagetoget havde berøvet danske Krigsmænd deres Heste og andre Ting, samt endelig, at han havde lagt Raad op om at fange og dræbe Kongen og lagt alle dennes Venner for Had, men kastet sin Yndest paa hans Fiender[1]. I Sverige blev Christopher neppe modtagen uden med kold Høflighed, da han nu, berøvet sine Besiddelser, snarere maatte falde Hertugerne til Byrde end kunne være dem til nogen Gavn, og Afbrændelsen af de smaalandske Bygder endnu ikke kunde andet end være i friskt Minde; vi finde ham ingensteds omtalt blandt Hertugernes Omgivelser, og de have saaledes neppe ønsket at have ham hos sig.

Førend Kong Haakon nu lod det komme til offentligt Brud med Hertug Erik, vilde han dog endnu forsøge en fredelig Udjevning; han anmodede ham derfor skriftligt om at møde ham ved Elven, for at de personligt kunde afhandle, hvad der var dem imellem. Erik efterkom Anmodningen, og Mødet fandt Sted om Sommeren, sandsynligviis strax efter at Kongen havde udgivet den oven omtalte Forordning[2], paa Munkeholmen, en Castelleklostret i Kongehelle tilhørende Ø i Elven strax østenfor eller ovenfor Ragnhildarholmen. Hertugen, fortælles der, smigrede sig endnu med Haabet om snart at faa Kongedatteren Ingebjørg til Egte. Men Kongen fordrede aldeles bestemt, at han skulde tilbagegive Hunehals, Vardberg og Kongehelle med Tilbehør[3], og da Hertugen lige saa bestemt vægrede sig derved, blev Kongen forbitret, og de skiltes ad i Vrede. Riimkrøniken synes endog at antyde, at Kongen gjorde et Forsøg paa at faa Hertug Erik tagen til Fange, men at Hertugen undgik det ved at ride til Baagasund (ved Elvebakken) og der sætte over Elven[4]. Siden forsterkede han Besætnin-

  1. Huitfeld S. 338.
  2. Den 17de August vare Hertugerne paa Visingsø, den 24de paa Skærkind, som det synes endnu østligere; Kongen derimod var den 22de i Oslo; formodentlig har da Erik i Løbet af Juni begivet sig til Kongehelle, og Kongen derimod strax efter 17de Juni, da Forordningen udgaves, rejst til Elven samt ladet Hertugen kalde til Møde paa Munkeholmen.
  3. Riimkrøniken nævner kun Kongehelle, Huitfeld kun Vardberg og Hunehals; af de senere Forhandlinger sees, at der maa have været Tale om alle tre Slotte, hvilket ogsaa ligger i Sagens Natur.
  4. Udtrykkene ere noget dunkle, der staar: „då wille konungen hafwa honom belagt, då wardt detta hertug Erik sagdt; hertugen hade än huset då; herr Sigge war där sörman uppå; hertugen reed till Bågasund, och foor der öfwer en liten stund och räddes ej sidan hans wrede; och sommaren war då detta skedde; Kunghella wardt då wäl mannat; hertng Erik hugde ej annat än fangen wille huset winna: då tog han sig at förfinna att der woro raske hälede uppå, och det war illt något af dem att få“. Ved „belagt“ forstaaes egentlig kun „belejret“, og Meningen er maaskee alene den, at Kongen strax