Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/520

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
498
Haakon Magnusſøn.

omtalt, og derved gjort Kongens Løfte til intet, at han paa Tilbagetoget havde berøvet danſke Krigsmænd deres Heſte og andre Ting, ſamt endelig, at han havde lagt Raad op om at fange og dræbe Kongen og lagt alle dennes Venner for Had, men kaſtet ſin Yndeſt paa hans Fiender[1]. I Sverige blev Chriſtopher neppe modtagen uden med kold Høflighed, da han nu, berøvet ſine Beſiddelſer, ſnarere maatte falde Hertugerne til Byrde end kunne være dem til nogen Gavn, og Afbrændelſen af de ſmaalandſke Bygder endnu ikke kunde andet end være i friſkt Minde; vi finde ham ingenſteds omtalt blandt Hertugernes Omgivelſer, og de have ſaaledes neppe ønſket at have ham hos ſig.

Førend Kong Haakon nu lod det komme til offentligt Brud med Hertug Erik, vilde han dog endnu forſøge en fredelig Udjevning; han anmodede ham derfor ſkriftligt om at møde ham ved Elven, for at de perſonligt kunde afhandle, hvad der var dem imellem. Erik efterkom Anmodningen, og Mødet fandt Sted om Sommeren, ſandſynligviis ſtrax efter at Kongen havde udgivet den oven omtalte Forordning[2], paa Munkeholmen, en Caſtellekloſtret i Kongehelle tilhørende Ø i Elven ſtrax øſtenfor eller ovenfor Ragnhildarholmen. Hertugen, fortælles der, ſmigrede ſig endnu med Haabet om ſnart at faa Kongedatteren Ingebjørg til Egte. Men Kongen fordrede aldeles beſtemt, at han ſkulde tilbagegive Hunehals, Vardberg og Kongehelle med Tilbehør[3], og da Hertugen lige ſaa beſtemt vægrede ſig derved, blev Kongen forbitret, og de ſkiltes ad i Vrede. Riimkrøniken ſynes endog at antyde, at Kongen gjorde et Forſøg paa at faa Hertug Erik tagen til Fange, men at Hertugen undgik det ved at ride til Baagaſund (ved Elvebakken) og der ſætte over Elven[4]. Siden forſterkede han Beſætnin-

  1. Huitfeld S. 338.
  2. Den 17de Auguſt vare Hertugerne paa Viſingsø, den 24de paa Skærkind, ſom det ſynes endnu øſtligere; Kongen derimod var den 22de i Oslo; formodentlig har da Erik i Løbet af Juni begivet ſig til Kongehelle, og Kongen derimod ſtrax efter 17de Juni, da Forordningen udgaves, rejſt til Elven ſamt ladet Hertugen kalde til Møde paa Munkeholmen.
  3. Riimkrøniken nævner kun Kongehelle, Huitfeld kun Vardberg og Hunehals; af de ſenere Forhandlinger ſees, at der maa have været Tale om alle tre Slotte, hvilket ogſaa ligger i Sagens Natur.
  4. Udtrykkene ere noget dunkle, der ſtaar: „då wille konungen hafwa honom belagt, då wardt detta hertug Erik ſagdt; hertugen hade än huſet då; herr Sigge war där ſörman uppå; hertugen reed till Bågaſund, och foor der öfwer en liten ſtund och räddes ej ſidan hans wrede; och ſommaren war då detta ſkedde; Kunghella wardt då wäl mannat; hertng Erik hugde ej annat än fangen wille huſet winna: då tog han ſig at förfinna att der woro raſke hälede uppå, och det war illt något af dem att få“. Ved „belagt“ forſtaaes egentlig kun „belejret“, og Meningen er maaſkee alene den, at Kongen ſtrax