hos, maa blive godtgjort, hvorimod vi tilbyde at gjøre det samme fra vor Side“. Der klages nu over, hvad der tildeels allerede ovenfor er berettet, at flere af de norske Fyrsters Mænd, som de kaldes, men efter hvad man kan skjønne, egentlig af de Fredløse eller disses. Tilhængere, der med dem havde stillet sig under den norske Konges Beskyttelse, vare blevne deels fangne, deels dræbte under de Stilstande og Tilsagn om Grid, der gik forud for Hovedstilstanden til Hegnesgavl 1295; at der, selv medens der underhandledes om denne i Midelfart, var skeet et svigagtigt Forsøg paa at forraske Hunehals; at heller ikke Artiklerne i Hegnesgavl-Forliget vare blevne overholdte, og de Fredløse ej havde faaet beholde det dem tilsikrede Gods, idet flere danske Herrer voldeligen havde overfaldt dem eller deres Svenne, mishandlet og plyndret dem, og at dette Uvæsen ogsaa fremdeles havde holdt ved under de paafølgende Stilstande og Underhandlinger, af hvilke det ved Skjelfiskør 1300 aftalte, men, som man maa formode, egentlig først i Halland afholdte Stilstandsmøde er det sidste, der i dette Brev berøres. Kong Erik derimod paastod at det var de Fredløse, som ikke havde holdt sig rolige, og klagede over at Kong Haakon havde brudt den tiaarige Fred til Søborg ved allerede Aaret derefter at gjøre et Krigstog til Danmark og brandskatte de kongelige Bønder paa Thorseng; han dvælede især ved en Mængde Voldsgjerninger af Grev Jakob, de fleste, som det synes, efter Søborg-Freden, da Grev Jakob, saa godt som huusvild, maatte hjelpe sig som han bedst kunde. Forhandlingerne om alt dette maa nødvendigviis have taget saa lang Tid, at de ej vilde være kunne blevne nogenledes tilfredsstillende tilendebragte endnu inden Sommerens Udgang, hvilket de dog, som vi ville see, virkeligt bleve, dersom de ikke allerede havde taget sin Begyndelse omtrent ved den Tid, da der skulde dagthinges om Junker Nikolas’s Frigivelse. De vilde vel neppe heller endda saa hurtigt være sluttede, hvis ikke begge Kongers Stilling til de svenske Hertuger nu havde tvunget dem til at møde hinanden paa Halvvejen. Endnu inden Udgangen af April havde Kong Erik paany begyndt Fiendtligheder mod Sverige, maaskee endog ved den blotte Efterretning om Hertugernes svigagtige Ferd mod Kong Byrge, og førend denne endnu var kommen til ham. Man skulde endog formode at Kong Erik ikke engang ganske havde opløst sin Hær efter Stilstanden, da han nu paany lod den rykke ind i Sverige, og at han selv den længste Tid havde opholdt sig i Skaane, thi efterat han den 6te Februar havde været i Roeskilde, finde vi ham atter i Lund, laanende en betydelig Sum Penge af Borgerne i Aaoos[1]. Dette lader sig og heel vel forklare deraf, at
- ↑ Suhm XI. 560, 567. Aaoos er, som bekjendt, nu Aahuus ved Helgeaaens Oos eller Udløb søndenfor Christiansstad.
