Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/517

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
495
1308. Nye Fiendtligheder mellem Danmark og Sverige. Stilſtand til Berge.

han, inden han aftakkede Hæren, maatte komme til Enighed med ſin Broder Chriſtopher, der ikke ſelv havde deeltaget i Stilſtanden, og hvem kun Tiltrædelſe til de deri opſtillede Betingelſer var forbeholdt; han har vel ogſaa for Sikkerheds Skyld ſøgt at forbedre og forſterke Slottet eller Skandſen ved Ødknaljung[1]. Chriſtopher maa han virkelig paa en eller anden Viis have taget til Naade, ſiden vi erfare, at Hertugen ledſagede den danſke Hær, da den nu faldt ind i Sverige, og det er øjenſynligt, at det maa være lykkets ham endnu at holde Broderen i Uvidenhed om ſit forræderſke Forbund med de ſvenſke Hertuger og beſmykke ſin ſidſte Ferd ſaaledes, at Erik deri ej troede at ſee noget dybt udtænkt Forræderi. Den danſke Hær ſynes atter at have været ſamlet ved Ødknaljung, ſaaſom den rykkede op ad den herfra langs Laga-Aa førende Vej forbi Markaryd ind i Sunnerbo Hered i Smaaland[2]. Omſtændigheder, ſom nu ikke længer kjendes, hindrede dog Kongen fra ſelv at være med; maaſkee ilede han tilbage for at modtage Kong Byrge[3]. Anførſelen over Hæren betroede han til Grev Henrik af Gleichen, der var boſat i Danmark og Medlem af Rigsraadet, ſaavel ſom Brødrene Hertug Valdemar af Jylland og Erik af Langeland, der ſaaledes i Haſt maa have været tilſtevnede[4]. Endog Hertug Chriſtopher fulgte, ſom ſagt, med, og ſkulde vel nu bringe de Danſke til at tro at han ikke var nogen Forræder. Men det var at forudſee, at under ſaadan Anførſel Hæren ingen ſynderlig Fremgang kunde gjøre; af alle Anførerne var det vel alene Henrik af Gleichen, der var Kong Erik oprigtigt hengiven. Anførerne laa endnu i Ljungby, henved en fem Miils Vej fra Markaryd, da Hertug Erik nærmede ſig med en liden, men udvalgt og tapper Hær; ſandſyn-

  1. Dertil behøvede han vel for en Deel de af Aaoſingerne laante Penge. Thi at Slottet ej af Hertug Erik var ødelagt, eller og, om ſaa var, atter blev opført, ſees deraf at det omtales i 1316, Scr. r. D. III. 283.
  2. Dette ſees deraf, at den ſtandſede ved Ljungby, og at Stilſtanden ſluttedes ved Berga Kirke. Fra Ødknaljung, nu Ørkelljunga, gaar Vejen over Fagerhult til Markaryd, derfra forbi Simma, Ljunga og Kaarma til Ljungby ſamt videre over Berga til Bernamoo ved Søen Vidøſtern. Dette er en af Hovedvejene ind i Smaaland.
  3. Forliget ſluttedes nemlig 2den Mai, og 1ſte Mai var Erik i Knardrup i Sjæland (Suhm XI. 567). Riimkrøniken taler ogſaa om „Anførerne“, der laa ved Ljungby. Imidlertid lader det dog til, at Erik ved Indmarſchen havde været med, thi i hans ſenere Klager over Hertug Chriſtopher heder det: „der vi kom udi Halland fra Toget, er Vores berøvet deres Heſte og anden Deel“. Det er heller ikke ſaa afgjort at Huitfelds Angivelſe af Stilſtandsdagen (Dagen efter Philippi og Jacobi Dag) er rigtig.
  4. Disſe, ſaavel ſom Hertug Chriſtopher, optræde nemlig ſom Underhandlere i Berga-Forliget. Riimkrøniken nævner Greven af Holſten og Hertug Valdemar; den forvexler her aabenbart Greven af Gleichen med Greven af Holſten.