Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/513

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
491
1308. Kong Haakons Reformer.

Regjeringen mere end hidindtil, og gjorde Kongemagtens Indvirkning føleligere. Den allerede herſkende Betragtningsmaade af Statsforholdene gjorde at denne Forandring ſaaledes kunde ſkee ved et Magtſprog fra hans Side uden at møde nogen Proteſt i formel Henſeende. De fleſte fandt viſtnok, at naar han førſt havde Ret til at udnævne Sysſelmændene, havde han ogſaa Ret til at foreſkrive dem de Betingelſer, paa hvilke han udnævnte dem. Endog mod den ſaa radicale Beſtemmelſe, der afſkaffer den ældgamle Jarle- og Lendermands-Verdighed, og ſom upaatvivleligt maa have gaaet mange dybt til Hjertet, var der ikke noget videre at ſige, thi naar Kongen førſt havde Ene-Ret til at uddele Jarle- og Lendermands-Titlen, ſaa kunde han ogſaa undlade at gjøre Brug af den; og hvad enten han da ſtiltiende undlod det, eller ſom her, med tydelige Ord gav ſin Beſlutning tilkjende, blev dette hans Sag, hvori Ingen havde Ret til at blande flg. Heller ikke fandtes der vel nogen Nordmand fremſynet nok til at ane, hvor forſvarsløſt denne Ophævelſe af et højere legalt Slægts-Ariſtokrati vilde gjøre Norge i ſenere ulykkelige Tider, og at forſtaa, at den Umyndighed, hvortil Folket ved Gjennemførelſen af Kong Haakons Regjeringsprinciper vilde blive opdraget, ſeent eller tidligt maatte gjøre det uſkikket til at hjelpe ſig ſelv, naar det gjaldt. Kong Haakon indſaa det viſtnok aller mindſt ſelv; han troede ſikkert juſt ved disſe Foranſtaltninger at verne om Rigets Selvſtændighed og indre Velvære. Den umiskjendelige Stræben efter at befordre dette, ſom udtalte ſig i hans Bud, af hvilke mange ogſaa i og for ſig ſelv fortjene al Roos, og navnlig hans Iver for at beſkytte den Ringe og Svage mod den Mægtige maatte behage Mængden, ſaa at Forordningen viſtnok endog blev modtagen med Glæde. Hans Rundhed mod Hirden og Omſorg for dens Tarv kunde vel heller ikke andet end behage dennes Medlemmer og forſone dem med, hvad der ellers ikke ſaa ret ſmagte dem. De ældre Mænd, ſom allerede indehavde Lendermands-Verdigheden, kunde ikke beklage ſig over dennes fremtidige Ophævelſe, ſaa længe man ikke berøvede dem ſelv den; flere af dem maatte vel endog behage ſig i Tanken om, at de ej for Eftertiden vilde faa nye Ligemænd. Kun de ældſte Riddere, der nu ſtode for Tour til at blive Lendermænd, havde Grund til at beklage m„ men Kongen forſtod vel altid paa en eller anden Maade at holde dem ſkadesløſe. Herretitlen blev i det mindſte ikke ophævet.

At alligevel enkelte af dem gave ſin Misfornøjelſe tydeligt tilkjende, kan neppe betvivles, ligeſom man og kan være vis paa, at denne Forordnings Bekjendtgjørelſe var Løſenet for de Misfornøjede, der ej allerede havde lagt ſit Sindelag for Dagen, og ſom ellers ikke, naar det kom til Stykket, følte ſig modløſe, til at erklære ſig aabenbart mod Kongen og tye til Hertug Erik, ſom deres Fremtids Haab, om Beſkyttelſe.