Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/513

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
491
1308. Kong Haakons Reformer.

Regjeringen mere end hidindtil, og gjorde Kongemagtens Indvirkning føleligere. Den allerede herskende Betragtningsmaade af Statsforholdene gjorde at denne Forandring saaledes kunde skee ved et Magtsprog fra hans Side uden at møde nogen Protest i formel Henseende. De fleste fandt vistnok, at naar han først havde Ret til at udnævne Sysselmændene, havde han ogsaa Ret til at foreskrive dem de Betingelser, paa hvilke han udnævnte dem. Endog mod den saa radicale Bestemmelse, der afskaffer den ældgamle Jarle- og Lendermands-Verdighed, og som upaatvivleligt maa have gaaet mange dybt til Hjertet, var der ikke noget videre at sige, thi naar Kongen først havde Ene-Ret til at uddele Jarle- og Lendermands-Titlen, saa kunde han ogsaa undlade at gjøre Brug af den; og hvad enten han da stiltiende undlod det, eller som her, med tydelige Ord gav sin Beslutning tilkjende, blev dette hans Sag, hvori Ingen havde Ret til at blande flg. Heller ikke fandtes der vel nogen Nordmand fremsynet nok til at ane, hvor forsvarsløst denne Ophævelse af et højere legalt Slægts-Aristokrati vilde gjøre Norge i senere ulykkelige Tider, og at forstaa, at den Umyndighed, hvortil Folket ved Gjennemførelsen af Kong Haakons Regjeringsprinciper vilde blive opdraget, seent eller tidligt maatte gjøre det uskikket til at hjelpe sig selv, naar det gjaldt. Kong Haakon indsaa det vistnok aller mindst selv; han troede sikkert just ved disse Foranstaltninger at verne om Rigets Selvstændighed og indre Velvære. Den umiskjendelige Stræben efter at befordre dette, som udtalte sig i hans Bud, af hvilke mange ogsaa i og for sig selv fortjene al Roos, og navnlig hans Iver for at beskytte den Ringe og Svage mod den Mægtige maatte behage Mængden, saa at Forordningen vistnok endog blev modtagen med Glæde. Hans Rundhed mod Hirden og Omsorg for dens Tarv kunde vel heller ikke andet end behage dennes Medlemmer og forsone dem med, hvad der ellers ikke saa ret smagte dem. De ældre Mænd, som allerede indehavde Lendermands-Verdigheden, kunde ikke beklage sig over dennes fremtidige Ophævelse, saa længe man ikke berøvede dem selv den; flere af dem maatte vel endog behage sig i Tanken om, at de ej for Eftertiden vilde faa nye Ligemænd. Kun de ældste Riddere, der nu stode for Tour til at blive Lendermænd, havde Grund til at beklage m„ men Kongen forstod vel altid paa en eller anden Maade at holde dem skadesløse. Herretitlen blev i det mindste ikke ophævet.

At alligevel enkelte af dem gave sin Misfornøjelse tydeligt tilkjende, kan neppe betvivles, ligesom man og kan være vis paa, at denne Forordnings Bekjendtgjørelse var Løsenet for de Misfornøjede, der ej allerede havde lagt sit Sindelag for Dagen, og som ellers ikke, naar det kom til Stykket, følte sig modløse, til at erklære sig aabenbart mod Kongen og tye til Hertug Erik, som deres Fremtids Haab, om Beskyttelse.