Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/512

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
490
Haakon Magnussøn.

Kronens Jorder og Indtægter, eengang om Aaret, ved St. Botolfsdagstid, paa Thinget skal oplæse Lovbogen for Almuen og dømme ret efter Loven, og tilføjer, at enhver Bonde i hans Lagsokn skal betale ham aarligt 27 Øre i Lagmandstold under en Bod af 1 Mk. for første og andet Aar, han undlader det, og fuldt Brevebrud for det tredie[1]. Den anden bestemmer: at naar Lagmanden rejser om for at høre og afgjøre Sager, skal han have 4 Heste i Landskyds og fire Roskarle i Baadskyds[2]. Forordninger af samme Indhold som hiin for Gulathingslagen, om Lagmandstolden, ere vistnok ogsaa udstedte til de øvrige Lagdømmer. Endelig synes Kongen nu paa ny at have indskærpet Instructionen for Lagmændene og Sysselmændene i Anledning af Erkebiskop Jørunds Overeenskomst med Kong Erik af 1291 (se ovf. S. 172–176). Dette var ligefrem et Svar paa den Bekræftelse af Erkebiskop Jons Statuter, der havde fundet Sted paa Conciliet i Oslo 1306[3].

Den store Forordnings Slutningsord vise vel, at Kongen, som ovenfor nævnt, nærmest vilde have den betragtet som en Hird-Anordning, og saaledes kun vedkommende Anliggender, over hvilke han havde uindskrænket Raadighed; derfor udstedte han den paa denne Maade, af egen Magtfuldkommenhed og lod den neppe anderledes lovtage, end ved at lyse den paa Hirdstevne, hvilket formodentlig og er Aarsagen til at den findes indført i saa faa Lovbøger. Men ikke des mindre greb den mere ind i Rigets offentlige og sociale Forhold end noget siden Lovreformen under Kong Magnus udkommet Lovbud, idet den deels gav de sidste Levninger af det gamle Ætte-Aristokrati Dødsstødet, deels gjorde alle dem, der helligede sig til Hoftjeneste og Statstjeneste, da den eneste Vej for Lægmanden til Ære og Magt, langt mere afhængige af Kongemagten end for, og navnlig ved at underkaste de fornemste Administrativ-Embedsmænd, Sysselmændene, en umiddelbart fra Kongen selv udgaaende Control, centraliserede

  1. Udateret Retterbod, men med Tunsberg som Udstedelsessted i N. gl. L. III. S. 143. Der staar her at Kongen havde henlagt noget Krongods til Gulathings Lagstol; dette er ikke anderledes at forstaa, end at Lagmandens Indtægter, som de øvrige Embedsmænds, bestode i Landskyld. Det er en bekjendt Sag, at der til enhver Lagstol var henlagt en vis Mængde Jordegods.
  2. N. gl. L. III. No. 24, S. 73. Vel siges det her at Brevet er udstedt i Tunsberg i Kongens 8de Aar (1306–7), men da Materien staar i nøjeste Forbindelse med hvad der forhandledes i Tunsberg 1308, og da der ej findes Tegn til, at Kongen har udstedt noget andet Brev fra Tunsberg i 1306 eller 1307, bliver det rimeligst at den højst daarlige Afskrift har læst viiij (9d) som viij (8).
  3. Se det ovf. S. 173 i Noten Anførte. Haakons Bekræftelse, om man saa kan kalde den, er dateret i hans tiende Regjerings-Aar, det vil lige, at den da blev oplæst og samtykt af Almuen: men affattet kan den dog godt allerede have været under hans Ophold i Tunsberg 1308.