Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/512

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
490
Haakon Magnusſøn.

Kronens Jorder og Indtægter, eengang om Aaret, ved St. Botolfsdagstid, paa Thinget ſkal oplæſe Lovbogen for Almuen og dømme ret efter Loven, og tilføjer, at enhver Bonde i hans Lagſokn ſkal betale ham aarligt 27 Øre i Lagmandstold under en Bod af 1 Mk. for førſte og andet Aar, han undlader det, og fuldt Brevebrud for det tredie[1]. Den anden beſtemmer: at naar Lagmanden rejſer om for at høre og afgjøre Sager, ſkal han have 4 Heſte i Landſkyds og fire Roskarle i Baadſkyds[2]. Forordninger af ſamme Indhold ſom hiin for Gulathingslagen, om Lagmandstolden, ere viſtnok ogſaa udſtedte til de øvrige Lagdømmer. Endelig ſynes Kongen nu paa ny at have indſkærpet Inſtructionen for Lagmændene og Sysſelmændene i Anledning af Erkebiſkop Jørunds Overeenskomſt med Kong Erik af 1291 (ſe ovf. S. 172—176). Dette var ligefrem et Svar paa den Bekræftelſe af Erkebiſkop Jons Statuter, der havde fundet Sted paa Conciliet i Oslo 1306[3].

Den ſtore Forordnings Slutningsord viſe vel, at Kongen, ſom ovenfor nævnt, nærmeſt vilde have den betragtet ſom en Hird-Anordning, og ſaaledes kun vedkommende Anliggender, over hvilke han havde uindſkrænket Raadighed; derfor udſtedte han den paa denne Maade, af egen Magtfuldkommenhed og lod den neppe anderledes lovtage, end ved at lyſe den paa Hirdſtevne, hvilket formodentlig og er Aarſagen til at den findes indført i ſaa faa Lovbøger. Men ikke des mindre greb den mere ind i Rigets offentlige og ſociale Forhold end noget ſiden Lovreformen under Kong Magnus udkommet Lovbud, idet den deels gav de ſidſte Levninger af det gamle Ætte-Ariſtokrati Dødsſtødet, deels gjorde alle dem, der helligede ſig til Hoftjeneſte og Statstjeneſte, da den eneſte Vej for Lægmanden til Ære og Magt, langt mere afhængige af Kongemagten end for, og navnlig ved at underkaſte de fornemſte Adminiſtrativ-Embedsmænd, Sysſelmændene, en umiddelbart fra Kongen ſelv udgaaende Control, centraliſerede

  1. Udateret Retterbod, men med Tunsberg ſom Udſtedelſesſted i N. gl. L. III. S. 143. Der ſtaar her at Kongen havde henlagt noget Krongods til Gulathings Lagſtol; dette er ikke anderledes at forſtaa, end at Lagmandens Indtægter, ſom de øvrige Embedsmænds, beſtode i Landſkyld. Det er en bekjendt Sag, at der til enhver Lagſtol var henlagt en vis Mængde Jordegods.
  2. N. gl. L. III. No. 24, S. 73. Vel ſiges det her at Brevet er udſtedt i Tunsberg i Kongens 8de Aar (1306—7), men da Materien ſtaar i nøjeſte Forbindelſe med hvad der forhandledes i Tunsberg 1308, og da der ej findes Tegn til, at Kongen har udſtedt noget andet Brev fra Tunsberg i 1306 eller 1307, bliver det rimeligſt at den højſt daarlige Afſkrift har læſt viiij (9d) ſom viij (8).
  3. Se det ovf. S. 173 i Noten Anførte. Haakons Bekræftelſe, om man ſaa kan kalde den, er dateret i hans tiende Regjerings-Aar, det vil lige, at den da blev oplæſt og ſamtykt af Almuen: men affattet kan den dog godt allerede have været under hans Ophold i Tunsberg 1308.