Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/496

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
474
Haakon Magnusſøn.

af et faſt Slægt-Oligarchies Indtræden ved at fjerne de Betingelſer, hvorpaa det ene kunde bygges, den om end udtrykkeligt i Lovgivningen benegtede, dog ſaagodtſom hevdede Arvelighed af Lendermandsverdigheden og den hertil knyttede Selvſkrevenhed til at være Medlem af Kongens Raad og deeltage i Formynder-Regjeringen. Thi vel havde Kongen ved ſin Tronfølge- og Regjerings-Act ſøgt at forebygge en almindelig Deeltagelſe i Regjeringen af alle Lendermændene i Tilfælde af at han ej efterlod nogen myndig Tronfølger, men denne Act kunde jo let efter hans Død igjen blive omſtødt, iſær da den ej var lovtagen og indregiſtreret i Lovbøgerne: det ſikreſte vilde være at afſkaffe Lendermandsverdigheden ſelv, og kun beholde Ridderverdigheden, der udelukkede al Tanke om Arvelighed og derved knyttede ſaavel Indehaveren ſom Aſpiranten paa det nøjeſte til Kongens Perſon. Derved vilde Kongen blive fritagen for, i Valget af ſit Raad at tage Henſyn til andet end Talenter, Brugbarhed og Paalidelighed. Han havde allerede, ſom man ſeer, gjort Begyndelſen dertil ved at optage flere yngre, dygtige Mænd i Raadet, uanſeet at de ej vare Lendermænd, ja neppe engang alle Riddere; men han kunde dog ikke ganſke forme Raadet ſom han vilde, ſaalænge han maatte finde ſig i, at enhver Lendermand, der tilfældigviis befandt ſig paa det Sted, hvor han opholdt ſig, uden Videre ſkulde kunne være berettiget til at deeltage i Forhandlingerne. Det ſynes i det Hele taget, ſom om han i ſin indre Politik fornemmelig havde den ſamtidige, ſtatskloge Kong Philip i Frankrige for Øje. Selv ſtod han nu i meget venſkabelig Forbindelſe med ham. I 1304 havde Philip ſendt ham mange ſmukke Foræringer, navnlig Reliqvier[1]. Paris og Orleans vare desuden de Steder, hvor de fleſte Nordmænd, der rejſte udenlands for at ſtudere, plejede at begive ſig hen[2]. Der havde ſandſynligviis Kongens Cantſler Aake gjort ſine Stu-

  1. Annalerne for 1304.
  2. Erkebiſkop Einar havde, ſom ovenfor berettet, ſtuderet i Paris. Jon Flæming, der var Erkebiſkop Jørunds højre Haand, havde ligeledes ſtuderet i Paris og Orleans. I 1309 ſtuderede to bergenſke Chorsbrødre i Paris (Brev af 10de April 1309, Barthol. E. 512), ſenere ſtuderede Paal Baardsſøn, ligeledes Chorsbroder der, ſenere Cantſler og Erkebiſkop, i Paris og Orleans (Barthol. E. 107). I Auguſt 1317 laante en Olaf Eindridesſøn, der ſkulde drage udenlands at ſtudere, Codex og Pandecterne (eller ſom det kaldes Digestum vetus, Infortiatum og Digestum novuum) af Mariekirken i Bergen mod Løfte om at erſtatte deres Verdi, hvis de tabtes (Dipl. Norv. II. 129). Han ſaa ſig ſiden (i Juli 1320) nødt til at pantſætte dem i Flandern for en Gjeld af 16 Pund Sterling (Dipl. Norv. II. 138); da den for nævnte Paal Baardsſøn her var Vitterlighedsvidne, maa man ſlutte at Olaf ogſaa ſkulde til Paris. I Auguſt 1307 gjorde en upſalſk Chorsbroder, der ſtuderede i Orleans, ſit Teſtament; blandt Vidnerne vare Hr. Alfinn, Chorsbroder i Hamar (Dipl. Sv. 1557).