af et fast Slægt-Oligarchies Indtræden ved at fjerne de Betingelser, hvorpaa det ene kunde bygges, den om end udtrykkeligt i Lovgivningen benegtede, dog saagodtsom hevdede Arvelighed af Lendermandsverdigheden og den hertil knyttede Selvskrevenhed til at være Medlem af Kongens Raad og deeltage i Formynder-Regjeringen. Thi vel havde Kongen ved sin Tronfølge- og Regjerings-Act søgt at forebygge en almindelig Deeltagelse i Regjeringen af alle Lendermændene i Tilfælde af at han ej efterlod nogen myndig Tronfølger, men denne Act kunde jo let efter hans Død igjen blive omstødt, især da den ej var lovtagen og indregistreret i Lovbøgerne: det sikreste vilde være at afskaffe Lendermandsverdigheden selv, og kun beholde Ridderverdigheden, der udelukkede al Tanke om Arvelighed og derved knyttede saavel Indehaveren som Aspiranten paa det nøjeste til Kongens Person. Derved vilde Kongen blive fritagen for, i Valget af sit Raad at tage Hensyn til andet end Talenter, Brugbarhed og Paalidelighed. Han havde allerede, som man seer, gjort Begyndelsen dertil ved at optage flere yngre, dygtige Mænd i Raadet, uanseet at de ej vare Lendermænd, ja neppe engang alle Riddere; men han kunde dog ikke ganske forme Raadet som han vilde, saalænge han maatte finde sig i, at enhver Lendermand, der tilfældigviis befandt sig paa det Sted, hvor han opholdt sig, uden Videre skulde kunne være berettiget til at deeltage i Forhandlingerne. Det synes i det Hele taget, som om han i sin indre Politik fornemmelig havde den samtidige, statskloge Kong Philip i Frankrige for Øje. Selv stod han nu i meget venskabelig Forbindelse med ham. I 1304 havde Philip sendt ham mange smukke Foræringer, navnlig Reliqvier[1]. Paris og Orleans vare desuden de Steder, hvor de fleste Nordmænd, der rejste udenlands for at studere, plejede at begive sig hen[2]. Der havde sandsynligviis Kongens Cantsler Aake gjort sine Stu-
- ↑ Annalerne for 1304.
- ↑ Erkebiskop Einar havde, som ovenfor berettet, studeret i Paris. Jon Flæming, der var Erkebiskop Jørunds højre Haand, havde ligeledes studeret i Paris og Orleans. I 1309 studerede to bergenske Chorsbrødre i Paris (Brev af 10de April 1309, Barthol. E. 512), senere studerede Paal Baardssøn, ligeledes Chorsbroder der, senere Cantsler og Erkebiskop, i Paris og Orleans (Barthol. E. 107). I August 1317 laante en Olaf Eindridessøn, der skulde drage udenlands at studere, Codex og Pandecterne (eller som det kaldes Digestum vetus, Infortiatum og Digestum novuum) af Mariekirken i Bergen mod Løfte om at erstatte deres Verdi, hvis de tabtes (Dipl. Norv. II. 129). Han saa sig siden (i Juli 1320) nødt til at pantsætte dem i Flandern for en Gjeld af 16 Pund Sterling (Dipl. Norv. II. 138); da den for nævnte Paal Baardssøn her var Vitterlighedsvidne, maa man slutte at Olaf ogsaa skulde til Paris. I August 1307 gjorde en upsalsk Chorsbroder, der studerede i Orleans, sit Testament; blandt Vidnerne vare Hr. Alfinn, Chorsbroder i Hamar (Dipl. Sv. 1557).
