ham og forsøgt, om han ikke med det Gode vilde give idetmindste Kongehelle Slot tilbage, som han nu, efter at Freden var sluttet, ikke med ringeste Skin af Ret kunde beholde længer. Men hertil kom, som man ogsaa tydeligt kan see, at Kongen, førend han skred til aabenbart Brud, vilde have flere vigtige Reformer i de indre Administrativforhold og andre i Forbindelse dermed staaende Foranstaltninger bragte paa det Rene, som han allerede længe i Stilhed maa have forberedt, og som, tilfredsstillende ordnede, ej alene vilde udvide og sikre hans Myndighed i det Hele taget, men og gjøre de Intriguer uskadelige, som Hertugen ellers ved Hjelp af sit Tilhæng blandt Norges gejstlige og verdslige Stormænd torde kunne ville indlede for at tilrive sig Magten eller i det mindste at tvinge Kongen til at følge den Politik, han misbilligede. Disse merkelige, i Norges Statsliv dybt indgribende og for Rigets senere politiske Stilling højst skjebnesvangre Foranstaltninger skulle vi her nærmere betragte.
Kong Haakon kunde neppe have skredet til Forføjninger, der i saa væsentlig en Grad, som de, der nu skulle omtales, sigtede til at udvide Kongemagten paa Aristokratiets Bekostning, dersom ikke de fleste af dem, der havde ført det store Ord og nærmet sig til Selvraadighed under Mindreaarighedstiden og Kong Eriks Regjering, nu efterhaanden vare bortdøde, og en yngre Slægt, der havde faaet sin politiske Udvikling under andre Forhold, og som saa at sige var formet i Kongens egen Skole, allerede tildeels havde indtaget deres Sted navnlig i Kongens Raad. Af de gamle Magnater fra Aarene 1280–1290 synes nu kun meget faa at have været tilbage, neppe andre end Bjarne Erlingssøn, Thore Haakonssøn, Jon Ragnvaldssøn, Jon Ivarssøn, Bjarne Lodinssøn og Lodin af Bakke, samt maaskee en eller anden Herre, der levede paa Landet i en afsides Egn, uden at komme til Hoffet og blande sig i Politiken. Vidkunn Erlingssøn var død i 1302[1], Isak Gautessøn nævnes heller ikke efter denne Tid, Guthorm Gydassøn var beviisligt død allerede før 1307[2]; Jon Brynjulfssøn omtales for sidste Gang ved Stilstanden til
