Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/492

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
470
Haakon Magnusſøn.

ham og forſøgt, om han ikke med det Gode vilde give idetmindſte Kongehelle Slot tilbage, ſom han nu, efter at Freden var ſluttet, ikke med ringeſte Skin af Ret kunde beholde længer. Men hertil kom, ſom man ogſaa tydeligt kan ſee, at Kongen, førend han ſkred til aabenbart Brud, vilde have flere vigtige Reformer i de indre Adminiſtrativforhold og andre i Forbindelſe dermed ſtaaende Foranſtaltninger bragte paa det Rene, ſom han allerede længe i Stilhed maa have forberedt, og ſom, tilfredsſtillende ordnede, ej alene vilde udvide og ſikre hans Myndighed i det Hele taget, men og gjøre de Intriguer uſkadelige, ſom Hertugen ellers ved Hjelp af ſit Tilhæng blandt Norges gejſtlige og verdslige Stormænd torde kunne ville indlede for at tilrive ſig Magten eller i det mindſte at tvinge Kongen til at følge den Politik, han misbilligede. Disſe merkelige, i Norges Statsliv dybt indgribende og for Rigets ſenere politiſke Stilling højſt ſkjebneſvangre Foranſtaltninger ſkulle vi her nærmere betragte.

101. Kong Haakons Foranſtaltninger til at ſvække det gejſtlige og verdslige Ariſtokrati og ſtyrke den kongelige Myndighed. Oprettelſen af en kongelig Capell-Gejſtlighed. Afſkaffelſe af Jarle- og Lendermands-Verdigheden indenlands. Reduction af bortſkjenkede Krongodſer.


Kong Haakon kunde neppe have ſkredet til Forføjninger, der i ſaa væſentlig en Grad, ſom de, der nu ſkulle omtales, ſigtede til at udvide Kongemagten paa Ariſtokratiets Bekoſtning, derſom ikke de fleſte af dem, der havde ført det ſtore Ord og nærmet ſig til Selvraadighed under Mindreaarighedstiden og Kong Eriks Regjering, nu efterhaanden vare bortdøde, og en yngre Slægt, der havde faaet ſin politiſke Udvikling under andre Forhold, og ſom ſaa at ſige var formet i Kongens egen Skole, allerede tildeels havde indtaget deres Sted navnlig i Kongens Raad. Af de gamle Magnater fra Aarene 1280—1290 ſynes nu kun meget faa at have været tilbage, neppe andre end Bjarne Erlingsſøn, Thore Haakonsſøn, Jon Ragnvaldsſøn, Jon Ivarsſøn, Bjarne Lodinsſøn og Lodin af Bakke, ſamt maaſkee en eller anden Herre, der levede paa Landet i en afſides Egn, uden at komme til Hoffet og blande ſig i Politiken. Vidkunn Erlingsſøn var død i 1302[1], Iſak Gautesſøn nævnes heller ikke efter denne Tid, Guthorm Gydasſøn var beviisligt død allerede før 1307[2]; Jon Brynjulfsſøn omtales for ſidſte Gang ved Stilſtanden til

  1. Vidkunns Død 1302 omtales i de islandſke Annaler; Dødsdagen, 1ſte Mai, nævnes i Kalendariet Cod. Arnamagn. 733 qvart.
  2. I Brev af dette Aar nævner hans Enke Fru Jardthrud Paalsdatter ham ſom afgaaet ved Døden, og det ſom det ſynes, en rum Tid forud, Dipl. Norv. II. 85.