Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/493

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
471
1308. Norſke Stormænd.

Hegnesgavl 1295. Den forhen ſaa mægtige Ænes- eller Mel-Ætt var nu uddøet i det mindſte paa Mandsſiden, og dens Beſiddelſer, ſom det ſynes, adſplittede[1]. Blandt hine Gjenlevende havde Bjarne Erlingsſøn viſtnok i ſin Tid viiſt ſig ſom en myndig og tildeels voldſom Høvding, men, ſaa vidt man kan ſee, dog altid ſtaaet paa Kronens Bedſte; han havde og ſiden efter, maaſkee med Undtagelſe af den Tid, da Audun Hugleiksſøn havde Magten, hørt til Kongens ſtadige Omgivelſer og ſelv i den Tid været hyppigt anvendt i vigtige Sendelſer udenlands. I Kong Eriks ſidſte Tid, og end mere under Kong Haakon, ſynes han at have nydt ſin Konges Tillid og været tagen paa Raad med i alle de vigtigſte Statsſager: dette vedblev ogſaa ſaaledes lige til hans Død. Man kan derfor ikke tvivle paa, at han var enig med Kongen og af al Magt ſtod ham bi i de Skridt, han nu foretog til Ariſtokratiets Indſkrænkning. Dette kan forekomme noget beſynderligt af en Mand, der ſelv hørte til en af de faa egte ældgamle Lendermandsſlegter, maaſkee den eneſte, der nu var tilbage i Norge, og hvis Familietraditioner netop maatte være Lendermandsveldet gunſtige. Men Bjarne var nu gammel og erfaren; han havde ſeet, til hvilket Uvæſen altfor ubundet Ariſtokrati kunde lede. Derhos ſtod han nu temmelig ene. Hans Broder Vidkunn var ſom ſagt allerede død i 1302; hans Huſtru Fru Margrete Nikolasdatter og hans eneſte Søn Hr. Andres vare ligeledes døde før ham[2]. Vidkunn havde vel efterladt en haabefuld Søn, Erling, der med Tiden kom til at ſpille en betydelig Rolle i Norge, men han var endnu ej voxen og ſtod formodentlig under Moderens Opſigt[3]; altſaa havde Oldingen Bjarne nu

  1. Den ſidſte Gang, vi høre noget til denne Ætt, er den 10de April 1306, da Fru Katharina Ivarsdatter paa Logalo, Enke efter Hr. Gaut Gautsſøn, ogſaa kaldet Gaut unge, Syſter af en Hr. Eyſtein Ivarsſøn (ſom det ſynes, en gejſtlig Herre, ſee Dipl. Norv. I. 88), gjorde en Overeenskomſt med Biſkop Arne, hvorved hun paa Livstid thingede ſig Ophold i Biſkopsgaarden mod Skjenkelſe af betydeligt Jordegods, Dipl. Norv. II. 82. Allerede i 1288 havde Gauts Broder, Hr. Finn Gautsſøn, thinget ſin Søn Hr. Jon ſom Proventsmand ind i Munkelivs Kloſter (Munkelivsb. S. 79).
  2. Margrete omtales ſom død i Biſkop Arnes Brev af 5te Novbr. 1307, Dipl. Norv. II. 88; i 1308 gjorde Bjarne Erlingsſøn ſit eget Teſtamente, hvilket nedenfor nærmere ſkal omtales, og i dette ſkjenkede han Gaver for ſin Huſtru Margretes og ſin Søn Andres’s Sjæle; Andres Bjarnesſøns Dødsdag anføres i det nys nævnte Kalendarium, nemlig den 4de Juli; Aaret kjendes ej.
  3. Moderen, Fru Gyrid Andresdatter af Stovreim, maa have været en myndig Dame; man ſeer ſaaledes af Vidnesbyrdet af 6te Febr. 1309, Dipl. Norv. II. 93, at hun i 4 Aar havde beſtyret ſin Brodersſøns Gregorius Andresſøns Gods, ſaa meget mere beſtyrede hun vel ſin egen Søns. Da hun ſelv ikke blev gift med Vidkunn førend efter Auguſt 1291, kan Erling ej være fød før 1292.