Hegnesgavl 1295. Den forhen saa mægtige Ænes- eller Mel-Ætt var nu uddøet i det mindste paa Mandssiden, og dens Besiddelser, som det synes, adsplittede[1]. Blandt hine Gjenlevende havde Bjarne Erlingssøn vistnok i sin Tid viist sig som en myndig og tildeels voldsom Høvding, men, saa vidt man kan see, dog altid staaet paa Kronens Bedste; han havde og siden efter, maaskee med Undtagelse af den Tid, da Audun Hugleikssøn havde Magten, hørt til Kongens stadige Omgivelser og selv i den Tid været hyppigt anvendt i vigtige Sendelser udenlands. I Kong Eriks sidste Tid, og end mere under Kong Haakon, synes han at have nydt sin Konges Tillid og været tagen paa Raad med i alle de vigtigste Statssager: dette vedblev ogsaa saaledes lige til hans Død. Man kan derfor ikke tvivle paa, at han var enig med Kongen og af al Magt stod ham bi i de Skridt, han nu foretog til Aristokratiets Indskrænkning. Dette kan forekomme noget besynderligt af en Mand, der selv hørte til en af de faa egte ældgamle Lendermandsslegter, maaskee den eneste, der nu var tilbage i Norge, og hvis Familietraditioner netop maatte være Lendermandsveldet gunstige. Men Bjarne var nu gammel og erfaren; han havde seet, til hvilket Uvæsen altfor ubundet Aristokrati kunde lede. Derhos stod han nu temmelig ene. Hans Broder Vidkunn var som sagt allerede død i 1302; hans Hustru Fru Margrete Nikolasdatter og hans eneste Søn Hr. Andres vare ligeledes døde før ham[2]. Vidkunn havde vel efterladt en haabefuld Søn, Erling, der med Tiden kom til at spille en betydelig Rolle i Norge, men han var endnu ej voxen og stod formodentlig under Moderens Opsigt[3]; altsaa havde Oldingen Bjarne nu
- ↑ Den sidste Gang, vi høre noget til denne Ætt, er den 10de April 1306, da Fru Katharina Ivarsdatter paa Logalo, Enke efter Hr. Gaut Gautssøn, ogsaa kaldet Gaut unge, Syster af en Hr. Eystein Ivarssøn (som det synes, en gejstlig Herre, see Dipl. Norv. I. 88), gjorde en Overeenskomst med Biskop Arne, hvorved hun paa Livstid thingede sig Ophold i Biskopsgaarden mod Skjenkelse af betydeligt Jordegods, Dipl. Norv. II. 82. Allerede i 1288 havde Gauts Broder, Hr. Finn Gautssøn, thinget sin Søn Hr. Jon som Proventsmand ind i Munkelivs Kloster (Munkelivsb. S. 79).
- ↑ Margrete omtales som død i Biskop Arnes Brev af 5te Novbr. 1307, Dipl. Norv. II. 88; i 1308 gjorde Bjarne Erlingssøn sit eget Testamente, hvilket nedenfor nærmere skal omtales, og i dette skjenkede han Gaver for sin Hustru Margretes og sin Søn Andres’s Sjæle; Andres Bjarnessøns Dødsdag anføres i det nys nævnte Kalendarium, nemlig den 4de Juli; Aaret kjendes ej.
- ↑ Moderen, Fru Gyrid Andresdatter af Stovreim, maa have været en myndig Dame; man seer saaledes af Vidnesbyrdet af 6te Febr. 1309, Dipl. Norv. II. 93, at hun i 4 Aar havde bestyret sin Broderssøns Gregorius Andressøns Gods, saa meget mere bestyrede hun vel sin egen Søns. Da hun selv ikke blev gift med Vidkunn førend efter August 1291, kan Erling ej være fød før 1292.
