Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/491

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
469
1308. Kong Haakon nærmer ſig Danekongen.

nes at have vakt hans højeſte Forbitrelſe og bragt den Beſlutning til Modenhed hos ham, ſom han viſt allerede længe pønſede paa, ganſke at løsrive ſig fra al Forbindelſe med Hertug Erik og ſlutte ſig til Danekongen, for ad denne Vej at vinde de Fordele, ſom han nu maatte indſee Umuligheden af at opnaa, ſaa længe han handlede i Fællesſkab med Hertugen, der kun var betænkt paa egen Fordeel. Ved Fredsſlutningen havde denne ligefrem overtraadt den Betingelſe, mod hvilken han faa Uger forud havde erholdt de betydelige Subſidier, ikke at indgaa Separatfred; viſtnok havde Hertugerne ladet indflyde et Forbehold om Kong Haakons Samtykke, men vel at merke kun med Henſyn til den Stilſtand, ſom de Kongen uadſpurgt og altſaa ganſke uberettiget, havde indgaaet paa hans Vegne; ſin egen Fred med Kongen af Danmark havde de ſluttet uden med et Ord at berøre Kong Haakon eller hans Interesſer; han var overhoved, ſom man godt kunde ſee, blot nævnt for et Syns Skyld; Om Kongen derfor end ikke før havde faaet Øjnene op for Hertug Eriks Egennytte og Upaalidelighed, hvad han dog viſtnok forlængſt havde, faa var dog denne Fredsſlutning tilſtrækkelig dertil; den maatte i alle Fald gjøre det umuligt for Dronningen og Hertugens øvrige Venner ved Hoffet, aabenbart at tage hans Parti og komme med Modforeſtillinger, naar Kongen nu unddrog ham ſit Venſkab og nærmede ſig hans Modſtandere. Det førſte aabenbare Tegn til en ſaadan Tilnærmelſe er et Brev, ſom Kongen udſtedte fra Bergen den 20de Marts, øjenſynligt kun faa Dage efter at have modtaget Budſkabet om Fredsſlutningen[1]. Det var et Gridebrev for Kong Eriks og Hertug Chriſtophers Befuldmægtigede til at møde ham etſteds i Viken omkring den 23de Mai for at handle om Junker Nikolas’s Befrielſe. Brevet beſegledes foruden af Kongen ogſaa af Biſkop Arne af Bergen og trende Medlemmer af Kongens Raad, nemlig Hr. Erik, den forrige ſvenſke Konge Valdemars Søn, der ſaaledes ſees at have haft faſt Tilhold hos Kongen, Hr. Bjarne Erlingsſøn og Hr. Snare Aslaksſøn. Gjenſtanden ſelv var for ſaa vidt ubetydelig: man faar derfor den Foreſtilling, at Kongen og hans Raadgivere kun have grebet denne Sag ſom en Anledning til at nærme ſig den danſke Regjering og aabne Separat-Underhandlinger. Kong Haakon gik heri, ſom i alt andet, roligt og betænkſomt til Verks. Det var, ſom man af det følgende kan ſee, ikke hans Henſigt at bryde aabenbart med Hertugen, førend han endnu havde haft en perſonlig Sammenkomſt med

  1. Dipl. Sv. 1573, ogſaa i Thorkelins Analecta S. 97, 98. Det er beſynderligt nok, at Stedet, hvor Underhandlingerne ſkulde ſkee, her ikke beſtemmes nærmere, men at der kun ſiges „i Viken“. Formodentlig var det i Tunsberg, hvor Kongen ſynes førſt at være dragen hen, da han i April forlod Bergen, ſe nedenfor.