nes at have vakt hans højeste Forbitrelse og bragt den Beslutning til Modenhed hos ham, som han vist allerede længe pønsede paa, ganske at løsrive sig fra al Forbindelse med Hertug Erik og slutte sig til Danekongen, for ad denne Vej at vinde de Fordele, som han nu maatte indsee Umuligheden af at opnaa, saa længe han handlede i Fællesskab med Hertugen, der kun var betænkt paa egen Fordeel. Ved Fredsslutningen havde denne ligefrem overtraadt den Betingelse, mod hvilken han faa Uger forud havde erholdt de betydelige Subsidier, ikke at indgaa Separatfred; vistnok havde Hertugerne ladet indflyde et Forbehold om Kong Haakons Samtykke, men vel at merke kun med Hensyn til den Stilstand, som de Kongen uadspurgt og altsaa ganske uberettiget, havde indgaaet paa hans Vegne; sin egen Fred med Kongen af Danmark havde de sluttet uden med et Ord at berøre Kong Haakon eller hans Interesser; han var overhoved, som man godt kunde see, blot nævnt for et Syns Skyld; Om Kongen derfor end ikke før havde faaet Øjnene op for Hertug Eriks Egennytte og Upaalidelighed, hvad han dog vistnok forlængst havde, faa var dog denne Fredsslutning tilstrækkelig dertil; den maatte i alle Fald gjøre det umuligt for Dronningen og Hertugens øvrige Venner ved Hoffet, aabenbart at tage hans Parti og komme med Modforestillinger, naar Kongen nu unddrog ham sit Venskab og nærmede sig hans Modstandere. Det første aabenbare Tegn til en saadan Tilnærmelse er et Brev, som Kongen udstedte fra Bergen den 20de Marts, øjensynligt kun faa Dage efter at have modtaget Budskabet om Fredsslutningen[1]. Det var et Gridebrev for Kong Eriks og Hertug Christophers Befuldmægtigede til at møde ham etsteds i Viken omkring den 23de Mai for at handle om Junker Nikolas’s Befrielse. Brevet besegledes foruden af Kongen ogsaa af Biskop Arne af Bergen og trende Medlemmer af Kongens Raad, nemlig Hr. Erik, den forrige svenske Konge Valdemars Søn, der saaledes sees at have haft fast Tilhold hos Kongen, Hr. Bjarne Erlingssøn og Hr. Snare Aslakssøn. Gjenstanden selv var for saa vidt ubetydelig: man faar derfor den Forestilling, at Kongen og hans Raadgivere kun have grebet denne Sag som en Anledning til at nærme sig den danske Regjering og aabne Separat-Underhandlinger. Kong Haakon gik heri, som i alt andet, roligt og betænksomt til Verks. Det var, som man af det følgende kan see, ikke hans Hensigt at bryde aabenbart med Hertugen, førend han endnu havde haft en personlig Sammenkomst med
- ↑ Dipl. Sv. 1573, ogsaa i Thorkelins Analecta S. 97, 98. Det er besynderligt nok, at Stedet, hvor Underhandlingerne skulde skee, her ikke bestemmes nærmere, men at der kun siges „i Viken“. Formodentlig var det i Tunsberg, hvor Kongen synes først at være dragen hen, da han i April forlod Bergen, se nedenfor.
