han var befriet for sine Brødres daglige Opsigt – erfarede hvad der var blevet bestemt i Ødknaljung, og hvor langt fordeelagtigere hans Stilling havde været, hvis denne Tractat var bleven lagt til Grund for hans Forliig med Brødrene. Man kan ej undres over, at Byrge, der overhoved ikke regnede det saa nøje med Eder og Forsikringer, nu ikke engang med Skygge af Samvittighedsskrupel maatte ansee sig løst fra enhver Forpligtelse, som det af ham aabenbart under falske Forudsætninger aflagte og saaledes i Ordets egentlige Forstand ham aflistede Løfte medførte. Aldrig saa snart var han derfor sin egen Herre, førend han drog over til Gotland og derfra, hvor man ej længer kunde passe ham op, til sin Svoger Kong Erik i Danmark, for hvem han nu klagede sin Nød[1]. Erik, som allerede maatte have erfaret Hertugernes svigagtige Ferd, var ligeledes i højeste Maade forbitret paa dem, modtog fin Svoger paa det bedste og bad ham være ved godt Mod; han skulde nok, sagde han, lade Uplændingerne undgjelde hvad de havde gjort; om det behøvedes, skulde han endog paalægge Danmark en Skat for at kunne føre Krigen med Kraft og skaffe ham Sveriges Rige tilbage. Dette blev heller ikke tomme Ord, som vi i det følgende ville see. Hertugerne herskede imidlertid i Sverige ligesom for. Dette var ret en haard Tid for Folket. Hertugernes kostbare Hofholdning og Krigsrustninger fordrede allerede i og for sig store Bidrag, der ej kunde tilvejbringes uden vilkaarligt Paalæg, men den værste Byrde vare dog de tøjleløse fremmede Krigere, der ej alene skulde besoldes, men og nyde dagligt Underhold. End ikke i Halland skulle de have kunnet afholde sig fra at plyndre, trods Hertugernes bestemte Forbud. Siden, da Freden bar sluttet, lagde de dem i Qvarteer i enkelte Byer, paalæggende Kjøbmændene at skaffe dem Øl og Mad og Bønderne omkring paa Landet at fremskaffe Foder til deres Heste, en saare byrdefuld Forpligtelse, hvorhos de satte dem en Formand, der skulde gjøre de nødvendige Reqvisitioner. Derved haabede man nogenledes at holde Stor paa dem. Men forgjeves; de, der laa i Søderkøping, øvede dog Vold og Ran paa Landet; Bønderne satte sig forbitrede til Modverge og dræbte en af dem, men Tydskerne toge en blodig Hevn for sin Kammerat[2].
Efterretningen om Fredsslutningen til Ødknaljung, der maa være kommen til Kong Haakon i Bergen omtrent midt i Marts Maaned, sy-
- ↑ Riimkrøniken siger udtrykkeligt, at Borge strax efter Eedsaflæggelsen ved Paasketider begav sig til Danmark. Da Stilstanden til Bjerge allerede, som vi ville see, sluttedes 2den Mai, maa Borge være kommen til Danmark senest 10 eller 12 Dage forud, eller omkring 20de April; derfor maa hans Flugt have fundet Sted saa godt sent øjeblikkeligt efter Eedsaflæggelsen.
- ↑ Riimkrøniken S. 35.
