Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/490

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
468
Haakon Magnusſøn.

han var befriet for ſine Brødres daglige Opſigt — erfarede hvad der var blevet beſtemt i Ødknaljung, og hvor langt fordeelagtigere hans Stilling havde været, hvis denne Tractat var bleven lagt til Grund for hans Forliig med Brødrene. Man kan ej undres over, at Byrge, der overhoved ikke regnede det ſaa nøje med Eder og Forſikringer, nu ikke engang med Skygge af Samvittighedsſkrupel maatte anſee ſig løſt fra enhver Forpligtelſe, ſom det af ham aabenbart under falſke Forudſætninger aflagte og ſaaledes i Ordets egentlige Forſtand ham afliſtede Løfte medførte. Aldrig ſaa ſnart var han derfor ſin egen Herre, førend han drog over til Gotland og derfra, hvor man ej længer kunde pasſe ham op, til ſin Svoger Kong Erik i Danmark, for hvem han nu klagede ſin Nød[1]. Erik, ſom allerede maatte have erfaret Hertugernes ſvigagtige Ferd, var ligeledes i højeſte Maade forbitret paa dem, modtog fin Svoger paa det bedſte og bad ham være ved godt Mod; han ſkulde nok, ſagde han, lade Uplændingerne undgjelde hvad de havde gjort; om det behøvedes, ſkulde han endog paalægge Danmark en Skat for at kunne føre Krigen med Kraft og ſkaffe ham Sveriges Rige tilbage. Dette blev heller ikke tomme Ord, ſom vi i det følgende ville ſee. Hertugerne herſkede imidlertid i Sverige ligeſom for. Dette var ret en haard Tid for Folket. Hertugernes koſtbare Hofholdning og Krigsruſtninger fordrede allerede i og for ſig ſtore Bidrag, der ej kunde tilvejbringes uden vilkaarligt Paalæg, men den værſte Byrde vare dog de tøjleløſe fremmede Krigere, der ej alene ſkulde beſoldes, men og nyde dagligt Underhold. End ikke i Halland ſkulle de have kunnet afholde ſig fra at plyndre, trods Hertugernes beſtemte Forbud. Siden, da Freden bar ſluttet, lagde de dem i Qvarteer i enkelte Byer, paalæggende Kjøbmændene at ſkaffe dem Øl og Mad og Bønderne omkring paa Landet at fremſkaffe Foder til deres Heſte, en ſaare byrdefuld Forpligtelſe, hvorhos de ſatte dem en Formand, der ſkulde gjøre de nødvendige Reqviſitioner. Derved haabede man nogenledes at holde Stor paa dem. Men forgjeves; de, der laa i Søderkøping, øvede dog Vold og Ran paa Landet; Bønderne ſatte ſig forbitrede til Modverge og dræbte en af dem, men Tydſkerne toge en blodig Hevn for ſin Kammerat[2].

Efterretningen om Fredsſlutningen til Ødknaljung, der maa være kommen til Kong Haakon i Bergen omtrent midt i Marts Maaned, ſy-

  1. Riimkrøniken ſiger udtrykkeligt, at Borge ſtrax efter Eedsaflæggelſen ved Paaſketider begav ſig til Danmark. Da Stilſtanden til Bjerge allerede, ſom vi ville ſee, ſluttedes 2den Mai, maa Borge være kommen til Danmark ſeneſt 10 eller 12 Dage forud, eller omkring 20de April; derfor maa hans Flugt have fundet Sted ſaa godt ſent øjeblikkeligt efter Eedsaflæggelſen.
  2. Riimkrøniken S. 35.