Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/489

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
467
1308. Kong Byrge flygter til Danmark.

ſtedeværende Henrik, Borggreve af den tydſke Orden, god for Kongens Ordholdenhed og lovede tillige at ſørge for, at ſelve Hærmeſteren i Lifland ſtillede en lignende Borgen. Han gjorde Afkald paa enhver Fordring, ſom han ifølge tidligere Breve og Løfter kunde have paa ſine Brødre; ligeledes fraſkrev han ſig Adgang til at benytte ſig af noget ſom helſt Retsmiddel eller Udvej til at blive fritagen for de her givne Indrømmelſer; handlede han herimod, ſkulde han have forbrudt alle ſine Beſiddelſer til ſine Brødre og disſe være fritagne for at holde ethvert Løfte, de havde givet ham, hvorimod han for dette Tilfælde underkaſtede ſig den Dom, ſom de ſvenſke Biſkopper, eller i det mindſte de af disſe, ſom hans Brødre fandt for godt at opnævne, maatte fælde, ſaaledes at de endog ſkulle kunne tilkjende ham Excommunicationsſtraf eller andre kirkelige Straffe. Som Medlovere ſatte tilligemed ham Biſkopperne af Skara og Linkøping og fjorten verdslige Herrer ſit Segl for Brevet, blandt de ſidſte den gamle Hr. Svantepolk Knutsſøn, Ætling baade af det danſke og ſvenſke Kongehuus, Borggreve Henrik af Stromberg og de to forhenværende Slotsfogder Karl Tydſke og Chriſtiern. Hvad Hertugerne nu undte ham af Riget, angives ikke nøjagtigt, det ſiges kun i Korthed at have været en Trediedeel; formodentlig maa det da have været paa det nærmeſte de ſamme Landſkaber, ſom angaves i Fredstractaten til Ødknaljung, dog i det mindſte med Undtagelſe af Borgholm og Øland, maaſkee mere[1]. Saa vidt man kan ſkjønne, blev dette, ſaa vel ſom Spørgsmaalet om hans endelige Befrielſe, endog gjort til Gjenſtand for Rigsmødets Forhandlinger. Det blev, heder det, beſluttet, at Kongen ſkulde blive frigiven og faa en Trediedeel af Riget, hvis han vilde love og ſverge, aldrig at herje paa Riget med nogen udenlandſk Mand eller Hær. Derpaa maa han atter være ført til Nykøping, thi efter Paaſke (14de April), ſiges der, indfandt Rigsraadet ſig hos ham paa Nykøpings Slot, for at erfare, hvorvidt han vilde underkaſte ſig disſe Betingelſer, og han aflagde da den dyreſte Eed derpaa, gav ſit Brev derfor og underkaſtede ſig Banns Straf, om han brød Løftet. Da førſt altſaa, efter at han ej alene havde forpligtet ſig til ſine Brødre, men og umiddelbart til Rigsraadet, maa man have forundt ham fuldſtændig Frihed og ſtillet de ham tildeelte Landſkaber til hans Dispoſition[2].

Man kan under disſe Omſtændigheder lettelig tænke ſig hans Forbitrelſe, da han endelig — og det maatte dog i det mindſte ſkee ſaaſnart

  1. At han ikke fik Borgholm, ſees af hans eget Forſikringsbrev, altſaa fik han heller ikke Øland; Gotland derimod maa han have faaet, ſiden han flygtede derhen, førend han begav ſig til Danmark.
  2. Riimkr. S. 36.