stedeværende Henrik, Borggreve af den tydske Orden, god for Kongens Ordholdenhed og lovede tillige at sørge for, at selve Hærmesteren i Lifland stillede en lignende Borgen. Han gjorde Afkald paa enhver Fordring, som han ifølge tidligere Breve og Løfter kunde have paa sine Brødre; ligeledes fraskrev han sig Adgang til at benytte sig af noget som helst Retsmiddel eller Udvej til at blive fritagen for de her givne Indrømmelser; handlede han herimod, skulde han have forbrudt alle sine Besiddelser til sine Brødre og disse være fritagne for at holde ethvert Løfte, de havde givet ham, hvorimod han for dette Tilfælde underkastede sig den Dom, som de svenske Biskopper, eller i det mindste de af disse, som hans Brødre fandt for godt at opnævne, maatte fælde, saaledes at de endog skulle kunne tilkjende ham Excommunicationsstraf eller andre kirkelige Straffe. Som Medlovere satte tilligemed ham Biskopperne af Skara og Linkøping og fjorten verdslige Herrer sit Segl for Brevet, blandt de sidste den gamle Hr. Svantepolk Knutssøn, Ætling baade af det danske og svenske Kongehuus, Borggreve Henrik af Stromberg og de to forhenværende Slotsfogder Karl Tydske og Christiern. Hvad Hertugerne nu undte ham af Riget, angives ikke nøjagtigt, det siges kun i Korthed at have været en Trediedeel; formodentlig maa det da have været paa det nærmeste de samme Landskaber, som angaves i Fredstractaten til Ødknaljung, dog i det mindste med Undtagelse af Borgholm og Øland, maaskee mere[1]. Saa vidt man kan skjønne, blev dette, saa vel som Spørgsmaalet om hans endelige Befrielse, endog gjort til Gjenstand for Rigsmødets Forhandlinger. Det blev, heder det, besluttet, at Kongen skulde blive frigiven og faa en Trediedeel af Riget, hvis han vilde love og sverge, aldrig at herje paa Riget med nogen udenlandsk Mand eller Hær. Derpaa maa han atter være ført til Nykøping, thi efter Paaske (14de April), siges der, indfandt Rigsraadet sig hos ham paa Nykøpings Slot, for at erfare, hvorvidt han vilde underkaste sig disse Betingelser, og han aflagde da den dyreste Eed derpaa, gav sit Brev derfor og underkastede sig Banns Straf, om han brød Løftet. Da først altsaa, efter at han ej alene havde forpligtet sig til sine Brødre, men og umiddelbart til Rigsraadet, maa man have forundt ham fuldstændig Frihed og stillet de ham tildeelte Landskaber til hans Disposition[2].
Man kan under disse Omstændigheder lettelig tænke sig hans Forbitrelse, da han endelig – og det maatte dog i det mindste skee saasnart
