Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/485

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
463
1308. Fred mellem Kong Erik og Hertugerne.


Betingelſerne ſkulle have lydt ſaaledes: a) at der ſkulde være en evig Fred og Forſoning mellem Hertugerne og deres Broder, Kong Byrge. b) Denne ſkulde beholde Borgholm med Øland, Stekeborg, Øſtergøtland, Værend, Gotland, Møre og alt andet Gods i Linkøpings og Vegſjø Stift.

    hiint Brev, der viſer at Kong Erik var ved Ødknaljung 15de Septbr. 1307. Men ſaavel Brevets eget Indhold, ſom de omgivende Tildragelſers Gang, ſaavel ſom andre Omſtændigheder viſe, at Brevet umuligt kan henføres til anden Tid, end umiddelbart efter Hertugernes Krigstog i Julen 1307—1808, og at det afſlutter dette. Hvad der for det førſte er iøjnefaldende, og allerede i ſig ſelv afgjørende, er, at Hertug Chriſtopher i Fredsſlutningen opføres ſom en mod Danekongen fiendtlig Fyrſte, thi naar dette Forhold allerede var indtraadt i September eller October 1307, ſaa vilde dog aldrig Danekongen have fat ham til Vogter af Grændſen og Magazinet i December; Fredsacten er altſaa yngre end Forræderiets Afmaſkering. Hertil kommer, at man i 1307 ikke finder nogen Tid, hvor Hertugerne, ſom Huitfeld, der for Reſten forvirrer alt, ved at ſlaa dette Tog ſammen baade med det af 1306 og det af 1308, udtrykkeligt angiver, begge kunde være komne ſammen med Danekongen. Den 9de Septbr. var Hertug Valdemar endnu i Lübeck, og kom, ſom ovenfor viiſt, neppe hjem førend efter 5te Octbr.; men derefter tilbragte han og Broderen Tiden i det øſtlige Sverige, indtil umiddelbart før Juul, da de droge til Aaby og derfra til den danſke Grændſe for at begynde Krigen. Desuden forklares den Omſtændighed, at Dagthingningen holdtes ved Ødknaljung, letteſt derved, at dette Punct nu engang var kommet til at blive Krigens Centrum. Endelig bliver herved hele det Følgende klart, medens det ellers er gaadefuldt; Hertugerne, misfornøjede med de Betingelſer, de have indgaaet, ſkynde ſig til Nykøping og faa Byrge til, uafvidende om de Fordele, hans Svoger har ſkaffet ham, at indgaa højſt ufordeelagtige Betingelſer for at komme paa fri Fod; ſiden, ved at erfare den rette Sammenhæng, begiver han ſig forbitret over ſine Brødres Underfundighed til Danmark, og Kong Erik betragter ligeledes Freden ſom brudt; Kong Haakon, ærgerlig over at Hertugerne, mod deres nys givne Løfte, ſlutte Separatfred med Danmark, griber Anledningen, ſtrax han faar Fredsſlutningen at vide, hvilket maa have været lidt før 20de Marts, da han var heelt nord i Bergen, til at nærme ſig Danmark og indlede Underhandlinger. Egentlig er det ogſaa denne Fredsſlutning, hvortil Riimkrøniken ſigter, naar den ſiger at der i 1308 dagthingedes mellem Danekongen tog Hertug Erik, „at Kong Byrge ſkulde komme ud og faa ⅓ af Riget“; kun henføres her denne Dagthingning urigtigt til Danekongens Sommertog, thi det indſees dog let, at der ved den Dagthingning, ſom ſluttede dette, ej kunde være Tale om at Kongen ſkulde ſættes paa fri Fod, da han jo allerede var fri og under Danekongens Beſkyttelſe, ligeſom man jo og kjender Dagthingningen i Bjerge Kirke, og veed at ingen ſaadan Betingelſe opſtilledes. Men Riimkrøniken (S. 35) fremſtiller Begivenhederne her noget forvirret. Umiddelbart efterat have omtalt Hertugernes Indfald i Skaane, taler den om Kong Eriks Sommertog til Ljungaby i Sverige og den derpaa ſluttede Dagthingning paa de nys nævnte Betingelſer; men derefter omtales igjen Rigsmødet i Ørebro ſamt Kongens Frigivelſe „i Faſten“, og Kongens paafølgende Flugt, hvilket alt gik forud for Danekongens Sommertog. Her er dette ſaaledes kommet ind paa et urigtigt Sted, og man ſkulde friſtes til at tro, at det er ſkeet ved en Forvexling af Ljungaby og Ødknaljung, eller og ſlethen at „Ljungaby“ betegner Ødknaljung,