Betingelserne skulle have lydt saaledes: a) at der skulde være en evig Fred og Forsoning mellem Hertugerne og deres Broder, Kong Byrge. b) Denne skulde beholde Borgholm med Øland, Stekeborg, Østergøtland, Værend, Gotland, Møre og alt andet Gods i Linkøpings og Vegsjø Stift.
hiint Brev, der viser at Kong Erik var ved Ødknaljung 15de Septbr. 1307. Men saavel Brevets eget Indhold, som de omgivende Tildragelsers Gang, saavel som andre Omstændigheder vise, at Brevet umuligt kan henføres til anden Tid, end umiddelbart efter Hertugernes Krigstog i Julen 1307–1808, og at det afslutter dette. Hvad der for det første er iøjnefaldende, og allerede i sig selv afgjørende, er, at Hertug Christopher i Fredsslutningen opføres som en mod Danekongen fiendtlig Fyrste, thi naar dette Forhold allerede var indtraadt i September eller October 1307, saa vilde dog aldrig Danekongen have fat ham til Vogter af Grændsen og Magazinet i December; Fredsacten er altsaa yngre end Forræderiets Afmaskering. Hertil kommer, at man i 1307 ikke finder nogen Tid, hvor Hertugerne, som Huitfeld, der for Resten forvirrer alt, ved at slaa dette Tog sammen baade med det af 1306 og det af 1308, udtrykkeligt angiver, begge kunde være komne sammen med Danekongen. Den 9de Septbr. var Hertug Valdemar endnu i Lübeck, og kom, som ovenfor viist, neppe hjem førend efter 5te Octbr.; men derefter tilbragte han og Broderen Tiden i det østlige Sverige, indtil umiddelbart før Juul, da de droge til Aaby og derfra til den danske Grændse for at begynde Krigen. Desuden forklares den Omstændighed, at Dagthingningen holdtes ved Ødknaljung, lettest derved, at dette Punct nu engang var kommet til at blive Krigens Centrum. Endelig bliver herved hele det Følgende klart, medens det ellers er gaadefuldt; Hertugerne, misfornøjede med de Betingelser, de have indgaaet, skynde sig til Nykøping og faa Byrge til, uafvidende om de Fordele, hans Svoger har skaffet ham, at indgaa højst ufordeelagtige Betingelser for at komme paa fri Fod; siden, ved at erfare den rette Sammenhæng, begiver han sig forbitret over sine Brødres Underfundighed til Danmark, og Kong Erik betragter ligeledes Freden som brudt; Kong Haakon, ærgerlig over at Hertugerne, mod deres nys givne Løfte, slutte Separatfred med Danmark, griber Anledningen, strax han faar Fredsslutningen at vide, hvilket maa have været lidt før 20de Marts, da han var heelt nord i Bergen, til at nærme sig Danmark og indlede Underhandlinger. Egentlig er det ogsaa denne Fredsslutning, hvortil Riimkrøniken sigter, naar den siger at der i 1308 dagthingedes mellem Danekongen tog Hertug Erik, „at Kong Byrge skulde komme ud og faa ⅓ af Riget“; kun henføres her denne Dagthingning urigtigt til Danekongens Sommertog, thi det indsees dog let, at der ved den Dagthingning, som sluttede dette, ej kunde være Tale om at Kongen skulde sættes paa fri Fod, da han jo allerede var fri og under Danekongens Beskyttelse, ligesom man jo og kjender Dagthingningen i Bjerge Kirke, og veed at ingen saadan Betingelse opstilledes. Men Riimkrøniken (S. 35) fremstiller Begivenhederne her noget forvirret. Umiddelbart efterat have omtalt Hertugernes Indfald i Skaane, taler den om Kong Eriks Sommertog til Ljungaby i Sverige og den derpaa sluttede Dagthingning paa de nys nævnte Betingelser; men derefter omtales igjen Rigsmødet i Ørebro samt Kongens Frigivelse „i Fasten“, og Kongens paafølgende Flugt, hvilket alt gik forud for Danekongens Sommertog. Her er dette saaledes kommet ind paa et urigtigt Sted, og man skulde fristes til at tro, at det er skeet ved en Forvexling af Ljungaby og Ødknaljung, eller og slethen at „Ljungaby“ betegner Ødknaljung,
