Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/486

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
464
Haakon Magnusſøn.

c) Hertugerne ſkulde beholde ſine Fyrſtendømmer og alt hvad der for Reſten tilhørte Sveriges Rige, undtagen Kongens fedrene Arv og hvad der var tilſikret Dronning Margrete ſom Medgift, hvilket alt Kongen og Dronningen ſkulde beholde, hvor det end laa. d) Aatte Dage før Juul ſkulde den danſke Konge og Hertugerne mødes mellem Ødknaljung og Markaryd for at handle om endelig Fred, ingen medbringende flere end 200 Mand; kunde man da ej komme til Enighed paa anden Maade, ſkulde Kongen af Danmark paa ſin og den ſvenſke Konges Side“opnævne fire Mænd, to danſke og to ſvenſke, og ligeledes Hertugerne paa ſin Side fire Mænd, disſe aatte ſkulde under Eed afſige en Kjendelſe, og derved ſkulde det blive. e) Derefter ſkulde Kong Byrge med Familie ſættes paa fri Fod, og de ovennævnte Slotte og Landſkaber m. m. overgives ham. f) Den Deel af Hertugernes Fyrſtendømmer, der laa inden Grændſerne for den kongelige Deel, ſkulde Kongen, om han ønſkede, nyde paa Livstid; forſaavidt de havde belejret Slotte, tilhørende Broderen, ſkulde denne Belejring hæves; heller ikke ſkulde de oftere beſkatte de Bønder, der hørte til hans nu beſtemte Andeel, men alene optage den for denne Gang paalagte Skat. g) Alle Kongens Tilhængere ſkulde være frie for Hertugerne, og omvendt disſes Mænd for Kongerne i Danmark og Sverige, ſaa at de kunde drage hvorhen de fandt for godt i begge Riger. h) De Fanger paa begge Sider, der endnu ikke havde løskjøbt ſig, ſkulde ſættes i Frihed. i) Med Henſyn til Kong Haakon i Norge, ſom man ej kunde undgaa at omtale, da beſtemtes der at der ſkulde være Stilſtand mellem begge Riger til St. Michelsdag, dog med Forbehold af Kong Haakons Samtykke, hvorom Hertugerne ſkulde foreſpørge ſig og give Danekongen Beſkeed, alt andet forøvrigt uforkrænket, hvad der maatte være afgjort mellem Danmark og Norge. j) Endelig beſtemtes det med Henſyn til Hertug Chriſtopher, at han og alle hans Tilhængere, undtagen hans Faders Drabsmænd og de Landflygtige, ſkulde nyde alt ſit Gods i Danmark indtil næſte Aars St. Michelsdag, dog ſaaledes at han ikke uden Kongens Tilladelſe maatte forlade ſit Hertugdømme og derhos love, i denne Mellemtid intet at foretage til Kongens Skade. Alle de nævnte Herrer, Riddere og Knaper, ſkulde indtil næſte Aars

    og ikke vedkommer Sommertoget. Tiden, da Freden ſluttedes, maa ifølge det foranførte have været ſaa længe ſer Kong Byrges Overeenskomſt med ſine Brødre i Nykøping den 3die Marts, at disſe kunde være naaede derhen fra Skaanes Grændſer, efter at have truffet de nødvendige Foranſtaltninger til at indqvartere ſin Hær. Dertil maa man vel regne mindſt henimod tre Uger, hvilket følgelig ſætter Modet omkring 10de Februar. Den 10de Februar finde vi Kong Erik i Roeskilde, den 14de i Helſingør, den 15de i Søborg, men den 19de i Lund; ſandſynligviis var dog allerede Freden ſluttet før den 6te.