Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/484

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
462
Haakon Magnussøn.

noget større Tog til Sverige; førend de gave sig til at trænge langt frem over Grændsen, maatte de først vide sig sikre, at ikke Kong Erik, der allerede laa færdig til at drage over Sundet med sin Hær og ved første Efterretning om deres Indbrud vistnok vilde komme, kunde tage dem i Ryggen og afskære dem Tilbagetoget, hvilket var en let Sag, naar de stode ved Malmø, og den danske Hær nordenfor dem ved Helsingborg. Der tilføjes ogsaa at de strax efter rykkede ind i Søndre-Halland, hvor de afholdt sig fra at brænde, fordi Landet hørte deres Ven, Hertug Christopher, til. Enten maa da, hvis Graføya skal søges nede ved Malmø, deres Tog hid kun have været et hurtigt Streiftog, eller og maa, hvad der er rimeligere, Stedet søges ved Sammenstødet af Hallands, Skaanes og Smaalands Grændser. Vist er det, at Hertugerne her maa have oppebiet Eriks Komme[1].

Kong Erik drog virkelig, ved Krigsbudskabet fra Skaane, over Sundet med sin Hær, men kunde nu vistnok ikke holde den længe samlet, siden det Forraad, hvorpaa han havde regnet, var tilintetgjort. Imidlertid synes han dog ikke at have udrettet saa lidet, som man skulde formode af Riimkrøniken, der kun med faa Ord og aabenbart ufuldstændigt omtaler disse Begivenheder. Der maa dog have fundet en eller flere Fegtninger, i det mindste smaa Forpostfegtninger, Sted mellem den danske og den svenske Hær eller enkelte Afdelinger af dem, og med ikke saa ufordeelagtigt Udfald for de Danske, thi kort efter erfarer man at Nikolas, Søn af Grev Jakob, var fangen[2], og dette synes rimeligst at maatte være skeet ved en saadan Fegtning: og dernæst, hvad mere er, kom det til Dagthingning og Fredsslutning mellem Kong Erik og Hertugerne, hvorved Betingelser kom paa Bane, der vise, at disse aldeles ikke have følt sig som Herrer over Stillingen. Skade, at man ikke nøjagtigt veed Tiden, naar Dagthingningen holdtes; saa meget seer man kun, at den maa være holdt enten i Januar eller de første Dage af Februar. Stedet synes at være Ødknaljung eller Grændsen mellem dette og Markaryd i Smaaland[3].

  1. En Variant (Riimkr. S. 34) har ogsaa Graneby. Her kommer det tillige i Betragtning, at Dagthingningen mellem Kongen og Hertugerne sandt Sted ved Ødknaljung.
  2. Se herom nedenfor Kong Haakons Brev af 20de Marts 1308.
  3. Ved den senere Dagthingning i Bjerge Kirke (se nedenf.) heder det nemlig, at den Misforstaaelse, der er indtraadt efter Dagthingningen i Ødknaljung, skal voldgives til Afgjørelse o. s. v. Om Tiden for denne Fredsslutning har der hersket nogen Tvivl, fordi Huitfeld, som meddeler Uddrag af Acten, ingen Dag angiver, og Originalen selv ej findes. Suhm (XI. 574) vakler mellem 1306 og 1307. Fabricius, Studien zur Gesch. der wendischen Ostseeländer I. S. 25, sætter den allerede ved Begyndelsen af Vintren 1307, støttende sig til