Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/479

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
457
1307. De ſvenſke Hertugers Ruſtninger mod Danmark.

Formodentlig bleve Tropperne da bragte til en eller anden pommerſk Havn og derfra indſkibede til Sverige. Sikkert er det, at de ankom hid i god Behold, noget ſenere end Hertugen ſelv, til liden Baade for Landet, ej alene fordi dette udſugedes ved de ſtore Bekoſtninger, der fordredes til deres Underhold, men fordi deres Tøjleløshed og Voldſomhed gjorde dem til en ſand Landeplage for de Egne, hvor de ferdedes eller havde ſine Qvarterer.

Hertug Erik havde paa ſin Side heller ikke været ledig. Uagtet hans Feſtemø ikke var mere end ſex Aar gammel, havde han beſluttet allerede nu at holde Bryllup med hende, rimeligviis i Haab om derved ganſke at kunne ſikre ſig Kong Haakon, hvis Utilbøjelighed til ganſke at gaa ind paa alle hans Planer og ſtaa Laſt og Braſt med ham han alt for vel maa have merket. Sikker paa, at hans Forſlag at fremſkynde Giftermaalet, ingen Hindring vilde møde, iſær da han havde Dronningen paa ſin Side, havde han ladet alt, hvad der behøvedes til et prægtigt Bryllupsgilde, bringe til Veje i Kongehelle og drog ſelv ved Olafsmesſetider Kong Haakon imøde for at ordne Sagen med ham. De mødtes paa Kraakrø (Kragerøen ved Fredriksſtad)[1], og Hertugen fremſatte ſin Begjering. Men han fandt Kongen ikke ſaa føjelig ſom han havde tænkt. Denne fordrede ſom Betingelſe for ſit Samtykke til Giftermaalet, at Hertugen ſkulde tilbagegive ham Vardberg Slot, det vil ſine hele Nordre-Halland, hvad enten han nu virkelig fandt dette at være en bekvem Lejlighed til at faa Landſkabet tilbage, hvilket han aabenbart angrede paa at have overladt Hertugen, eller han kun i Betragtning af Ingebjørgs Ungdom fandt Giftermaalet for tidligt, og for ikke reent ud at give Afſlag knyttede ſit Samtykke til en Betingelſe, ſom han vidſte at Hertugen nu mindre end nogenſinde kunde opfylde. Det ſidſte er det rimeligſte, efterſom man erfarer, at hverken Forlovelſen eller Venſkabet, i det mindſte det ydre, mellem Kongen og Hertugen ved dette Afſlag afbrødes. Ifølge Riimkrøniken ſkal Hertugen kun have ſvaret: „vil du ikke give mig hende, ſaa give Gud hende Lykke hvor hun gaar, men Vardberg faar du ej til-

    og højſt ſandſynligt er det, at allerede da en lignende Henvendelſe til Kong Erik er ſkeet, da det ellers er vanſkeligt at forſtaa, hvorfor han i 1307 ſkulde tage ſig ſaa ſærdeles af Lübeckerne; vi have derfor ogſaa henført dette Forholds Begyndelſe til den Tid; men formodentlig har det ej førend i 1307 faaet den rette Formelighed.

  1. Man ſkulde formode at Kongen i denne Tid har berejſt Borgeſysſel og at Hertugen har opſøgt ham ved Kraakrø, idet han enten ſejlede til eller fra Sarpsborg; Hertugen har da naturligviis ſelv ogſaa rejſt til Søs. Paa et formeligt aftalt Mode mellem Kongen og Hertugen kan man her neppe tænke, da alt tyder hen paa, at denne har villet tage Kongen med Overraſkelſe.