Formodentlig bleve Tropperne da bragte til en eller anden pommersk Havn og derfra indskibede til Sverige. Sikkert er det, at de ankom hid i god Behold, noget senere end Hertugen selv, til liden Baade for Landet, ej alene fordi dette udsugedes ved de store Bekostninger, der fordredes til deres Underhold, men fordi deres Tøjleløshed og Voldsomhed gjorde dem til en sand Landeplage for de Egne, hvor de ferdedes eller havde sine Qvarterer.
Hertug Erik havde paa sin Side heller ikke været ledig. Uagtet hans Festemø ikke var mere end sex Aar gammel, havde han besluttet allerede nu at holde Bryllup med hende, rimeligviis i Haab om derved ganske at kunne sikre sig Kong Haakon, hvis Utilbøjelighed til ganske at gaa ind paa alle hans Planer og staa Last og Brast med ham han alt for vel maa have merket. Sikker paa, at hans Forslag at fremskynde Giftermaalet, ingen Hindring vilde møde, især da han havde Dronningen paa sin Side, havde han ladet alt, hvad der behøvedes til et prægtigt Bryllupsgilde, bringe til Veje i Kongehelle og drog selv ved Olafsmessetider Kong Haakon imøde for at ordne Sagen med ham. De mødtes paa Kraakrø (Kragerøen ved Fredriksstad)[1], og Hertugen fremsatte sin Begjering. Men han fandt Kongen ikke saa føjelig som han havde tænkt. Denne fordrede som Betingelse for sit Samtykke til Giftermaalet, at Hertugen skulde tilbagegive ham Vardberg Slot, det vil sine hele Nordre-Halland, hvad enten han nu virkelig fandt dette at være en bekvem Lejlighed til at faa Landskabet tilbage, hvilket han aabenbart angrede paa at have overladt Hertugen, eller han kun i Betragtning af Ingebjørgs Ungdom fandt Giftermaalet for tidligt, og for ikke reent ud at give Afslag knyttede sit Samtykke til en Betingelse, som han vidste at Hertugen nu mindre end nogensinde kunde opfylde. Det sidste er det rimeligste, eftersom man erfarer, at hverken Forlovelsen eller Venskabet, i det mindste det ydre, mellem Kongen og Hertugen ved dette Afslag afbrødes. Ifølge Riimkrøniken skal Hertugen kun have svaret: „vil du ikke give mig hende, saa give Gud hende Lykke hvor hun gaar, men Vardberg faar du ej til-
- ↑ Man skulde formode at Kongen i denne Tid har berejst Borgesyssel og at Hertugen har opsøgt ham ved Kraakrø, idet han enten sejlede til eller fra Sarpsborg; Hertugen har da naturligviis selv ogsaa rejst til Søs. Paa et formeligt aftalt Mode mellem Kongen og Hertugen kan man her neppe tænke, da alt tyder hen paa, at denne har villet tage Kongen med Overraskelse.
og højst sandsynligt er det, at allerede da en lignende Henvendelse til Kong Erik er skeet, da det ellers er vanskeligt at forstaa, hvorfor han i 1307 skulde tage sig saa særdeles af Lübeckerne; vi have derfor ogsaa henført dette Forholds Begyndelse til den Tid; men formodentlig har det ej førend i 1307 faaet den rette Formelighed.
