Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/478

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
456
Haakon Magnusſøn.

Exempler paa, hvor forargerligt man i denne Tid havde begyndt at ødſle med Bannsſtraffen og benytte den til at fremme de meſt ukirkelige, ja endog ligefrem utilbørlige Formaal. Det er heller ikke at undres over, at den ſnart tabte ſin Betydning og Indflydelſe.

Imidlertid dreve Hertugerne ivrigt paa Udruſtningerne til den foreſtaaende Strid. Slottene bleve ſatte i bedſte Forſvarsſtand; ogſaa Hertugernes fornemſte Mænd ſynes at have hjulpet til med Laan af Penge og andre nødvendige Artikler; man har ſaaledes et Brev, udſtedt af Hertugerne paa Mones i Veſtergøtland den 11te Juni, hvorved de overdrage Drottſeten Hr. Arnbjørn Sigſteensſøn nogle Gaarde og Kverner til Erſtatning for hans Udlæg ved at udruſte Slottene Kongehelle og Nykøping[1]. Strax efter gjorde Hertug Valdemar en Rejſe til Tydſkland, ledſaget af nogle faa Herrer, hvoriblandt Drottſeten. Det heed at det var en Pilegrimsrejſe til Jomfru Marias Ære[2], men hans egentlige Formaal var at leje, eller, ſom det kaldtes, „ſoldere“ fremmede Ryttere, deels Riddere, deels Knaper. Formodentlig beſørgede iſær Drottſeten dette, medens Hertugen forrettede ſin Andagt. Saaledes maatte Religionen ogſaa her tjene til at beſmykke politiſke Kunſtgreb. Han fik ialt paa denne Maade ſamlet over 800 Mand. Paa hvad Maade de førtes over til Sverige, vides ikke, thi i Lübeck, hvorfra Hertugen ſelv ſkulde drage hjem, og hvor han for Reſten havde mødt den ſtørſte Forekommenhed, maatte han den 9de September udſtede et Brev, hvori han paa Ære og Samvittighed lovede, hverken i Stadens Havn eller paa dens Rhed at foretage Indſkibninger, der kunde blive Kong Byrge eller dennes Hjelpere til Skade[3]. Lübeckerne havde nemlig, af Erkjendtlighed fordi Kong Erik af Danmark havde taget ſig af Staden under en Fejde med Greven af Holſten og bragt et godt Forliig til Veje, nys formeligt erklæret ham for ſin Skytsherre og lovet ikke at tilſtede hans Fiender nogen Hjelp, nogen Bevæbning eller Forſvar fra deres By, medens de dog forbeholdt ſig at kunne handle med de Magter, med hvilke han laa i Krig[4].

    allerede havde ſendt Bud til Kong Erik i denne Sag, men at der neppe var nogen Fare paa Ferde, „da efter Sigende Kongen og hans Broder ſkulde være aldeles Uvenner“. Lübecks Urkundenb. II. 174. Men deſto ubegribeligere er det at Kong Erik betroede ham Halland og Grændſeforſvaret.

  1. Dipl. Sv. No. 1554.
  2. Dette ſiges i Riimkrøniken, ſom desverre ilte melder, hvilken af de til Jfr. Maria helligede Kirker han beſøgte.
  3. Originalbrevet paa Treſen i Lübeck, med Hertugens Segl. Som Medbeſeglere nævnes Drottſeten og de tvende i flere Breve fra denne Tid forekommende Brødre, Lyder vil Ivar af Knut.
  4. Saaledes Detmar m. fl. Huitfeld henfører dette allerede til 1299 (S. 312),