Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/477

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
455
1307. Hert. Chriſtophers Forbund med de ſvenſke Hertuger til Mothorp.

havde, ſkulde han ogſaa ſkaffe dem’mere Hjelp end før; derſom han uden deres Biſtand erhvervede det, ſkulde han underſtøtte dem efter Behag. Begge de ſvenſke Hertuger paakaldte over ſig, hvis de brød dette Forbund, Pavens eget Bann, og aflagde Eed herpaa med 12 Riddere og 24 Knaper[1]. Formodentlig udſtedte Chriſtopher et lignende Gjenbrev til Hertugerne. Det ligger i Sagens Natur og ſees tillige af det følgende, at dette Forbund for det førſte blev holdt ganſke hemmeligt og at den derved aftalte offentlige Samvirken ikke ſkulde begynde, førend Stilſtanden var udløben, ved Aarets Slutning. Naar man lægger Merke til, at Hertugerne den 16de April, 20 Dage før Sammenkomſten paa Mothorp, befandt ſig paa Ekolſund i Upland, og den 12te Mai, kun ſex Dage efter Mødet, atter vare ved Mælaren paa Sko Kloſter[2], faar man endog Indtrykket af at de have foretaget Rejſen ſelv i dybeſte Stilhed og ſtørſt mulige Haſt, for at man i Danmark ikke ſkulde tro andet, end at de hele Tiden havde opholdt ſig langt fra Halland, i Mælar-Egnene. Fra Mothorp i Halland til Sko Kloſter i Upland rejſte man viſtnok ikke paa den Tid i ſex Dage uden at ferdes baade Dag og Nat, og da man ej nøjagtig veed Dagen, naar de tiltraadte Rejſen til Mothorp fra Upland, er der al Sandſynlighed for at de ej brugte længere Tid frem end tilbage. At Hertugerne benyttede ſig af enhver Fordeel, der tilbød ſig, og rejſte i Mulm og Mørke, over Hals og Hoved, til Halland for at ſikre ſig Hertug Chriſtophers forræderſke Hjelp, kan man viſtnok kalde ſaare klogt, og for ſaa vidt undſkylde, ſom det ej var dem ſelv, der..begik Forræderiet, men naar man læſer de rene og klare Ord, hvormed Chriſtopher forbandt ſig med ſin Broders Fiender om at ſkjende og brænde i hans Lande og ſtøde ham fra Tronen, da maa man forfærdes og oprøres over et ſaadant Overmaal af Nederdrægtighed, til hvis Betryggelſe man tilmed havde den Frekhed at misbruge Edens Hellighed og paakalde Kirkens højeſte Bann[3]. Dette er et af de mange

  1. Dipl. Sv. No. 1547.
  2. Sammeſteds No. 1543 og 1548.
  3. Det maa dog allerede have været vel bekjendt, at Forholdet mellem Hertug Chriſtopher og hans Broder var ſaa ſlet, at det ej vilde koſte ſtor Umag at faa ham til at gribe til Vaaben mod denne. Da Henrik af Mecklenburg, Markgreverne Otto, Hermann, Johan og Valdemar af Brandenburg og Nikolas af Werle i Jørdensdorf den 12te Januar 1305 ſluttede et (frugtesløſt) Forbund om at ſkaffe Nikolas af Roſtock ſit Land igjen, lovede Otto og Hermann af Brandenburg ſamt Henrik af Mecklenburg at ſee til at faa Hertug Chriſtopher til at tage Parti med dem mod ſin Broder (Gerdes Samml. v. Urkunden 123). I et udateret Brev, ſom rimeligviis henhører til den Tid, da Hertugen havde Eſtland, klagede Lübeck til Markgrev Hermann over at Chriſtopher pønſede paa Stadens Skade, men Markgreven ſvarede at han og Markgrev Otto