havde, skulde han ogsaa skaffe dem’mere Hjelp end før; dersom han uden deres Bistand erhvervede det, skulde han understøtte dem efter Behag. Begge de svenske Hertuger paakaldte over sig, hvis de brød dette Forbund, Pavens eget Bann, og aflagde Eed herpaa med 12 Riddere og 24 Knaper[1]. Formodentlig udstedte Christopher et lignende Gjenbrev til Hertugerne. Det ligger i Sagens Natur og sees tillige af det følgende, at dette Forbund for det første blev holdt ganske hemmeligt og at den derved aftalte offentlige Samvirken ikke skulde begynde, førend Stilstanden var udløben, ved Aarets Slutning. Naar man lægger Merke til, at Hertugerne den 16de April, 20 Dage før Sammenkomsten paa Mothorp, befandt sig paa Ekolsund i Upland, og den 12te Mai, kun sex Dage efter Mødet, atter vare ved Mælaren paa Sko Kloster[2], faar man endog Indtrykket af at de have foretaget Rejsen selv i dybeste Stilhed og størst mulige Hast, for at man i Danmark ikke skulde tro andet, end at de hele Tiden havde opholdt sig langt fra Halland, i Mælar-Egnene. Fra Mothorp i Halland til Sko Kloster i Upland rejste man vistnok ikke paa den Tid i sex Dage uden at ferdes baade Dag og Nat, og da man ej nøjagtig veed Dagen, naar de tiltraadte Rejsen til Mothorp fra Upland, er der al Sandsynlighed for at de ej brugte længere Tid frem end tilbage. At Hertugerne benyttede sig af enhver Fordeel, der tilbød sig, og rejste i Mulm og Mørke, over Hals og Hoved, til Halland for at sikre sig Hertug Christophers forræderske Hjelp, kan man vistnok kalde saare klogt, og for saa vidt undskylde, som det ej var dem selv, der..begik Forræderiet, men naar man læser de rene og klare Ord, hvormed Christopher forbandt sig med sin Broders Fiender om at skjende og brænde i hans Lande og støde ham fra Tronen, da maa man forfærdes og oprøres over et saadant Overmaal af Nederdrægtighed, til hvis Betryggelse man tilmed havde den Frekhed at misbruge Edens Hellighed og paakalde Kirkens højeste Bann[3]. Dette er et af de mange
- ↑ Dipl. Sv. No. 1547.
- ↑ Sammesteds No. 1543 og 1548.
- ↑ Det maa dog allerede have været vel bekjendt, at Forholdet mellem Hertug Christopher og hans Broder var saa slet, at det ej vilde koste stor Umag at faa ham til at gribe til Vaaben mod denne. Da Henrik af Mecklenburg, Markgreverne Otto, Hermann, Johan og Valdemar af Brandenburg og Nikolas af Werle i Jørdensdorf den 12te Januar 1305 sluttede et (frugtesløst) Forbund om at skaffe Nikolas af Rostock sit Land igjen, lovede Otto og Hermann af Brandenburg samt Henrik af Mecklenburg at see til at faa Hertug Christopher til at tage Parti med dem mod sin Broder (Gerdes Samml. v. Urkunden 123). I et udateret Brev, som rimeligviis henhører til den Tid, da Hertugen havde Estland, klagede Lübeck til Markgrev Hermann over at Christopher pønsede paa Stadens Skade, men Markgreven svarede at han og Markgrev Otto
