Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/469

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
447
1307. Etaarig Stilſtand mellem Danekongen og Hertugerne.

det ſynes, en Miils Vej ſydligere, viſtnok i Pasſet mellem Sæmſøen og Aaſunden eller ved Sundet over denne. Uagtet begge Hære, ſom det heed, vare vel ruſtede, kom det dog ej til noget Slag; der ſluttedes en Vaabenſtilſtand paa et Aar, formodentlig under Megling af Biſkopperne i Linkøping og Vegſjø, der ſees paa den Tid at have været hos Hertugerne og ſandſynligviis netop i denne Anledning havde indfundet ſig. Om Kong Byrges Gjenindſættelſe i ſine Rettigheder blev, ſom det ſynes, intet Tilſagn fordret eller givet; Danekongen maa altſaa have været glad ved for det førſte at ſlippe velbeholden tilbage. Stilſtanden maa være ſluttet omkring den 8de Januar, til hvilken Tid Hertugerne med de før nævnte Biſkopper og andre Høvdinger netop befandt ſig paa Sæm, hvor man og maa formode at Modet blev afholdt. Det hele danſke Krigstog var ſaaledes afgjort i en Tid af henved 14 Dage. Den 25de Januar vare Hertugerne paa Gaarden Paavetorp eller Paatorp, der ligger halvvejs mellem Sæm og Alingsaas, altſaa paa Tilbagetoget til Ljodhuus; den 14de Februar finde vi Hertug Erik i Oslo, og den 23de var Danekongen i Roeskilde[1].

    ſaaledes ogſaa heraf, at de Danſke ſøndenfra have nærmet ſig Bogeſund, og at Hertugerne ved Efterretningen om deres Indbrud over Grændſen, beregnende, at de, inden man kunde møde dem, maatte være komne et Stykke op i Landet, have fundet det raadeligſt at ſtevne lige til Bogeſund, for i de herværende Pasſer at ſpærre dem Vejen. I den Tid, da Halland endnu hørte til Danmark, og danſke Hære, ſom faldt ind i Sverige, kunde bryde ind over Grændſen mellem Halland og Veſtergøtland, var Bogeſund et vigtigt ſtrategiſk Punkt; her var det ogſaa, hvor Steen Sture i 1520 fegte at ſtandſe en under Otto Krumpen fremtrængende danſk Hær. Gjennem disſe Pasſer gik Hovedvejen fra ſøndre Halland til Veſtergøtland og Tiveden, hvortil Bogeſund kunde ſiges at være den førſte Negle; lykkedes det Fienden at forcere dette Pas, havde man endnu kun Dalførerne omkring Falbygden tilbage, hvor man med noget Haab om Held kunde træde ham imøde; her var det hvor Kong Albrecht i 1389 oppebiede Dronning Margretes Hær, der, ſom det ſynes, havde ſamlet ſig ved Elven og ſaaledes omgik Bogeſund. Naar altſaa Danehæren i Julen 1306—7 trængte ſøndenfra op henad Bogeſund til og paa Vejen laa ved Kindahuus, maa dette, ſom ovenfor antaget, ſøges ganſke nær ved Hallands Grændſe. Efter det nys anførte ſvenſke Chronicon, der ſiger at „der bleve mange dræbte paa begge Sider“, ſkulde man ſlutte at det virkelig kom til en Fegtning mellem Hærene, men Hovedkilden, Riimkrøniken, benegter dette. Dens Ord ere:

    Man ſåg där mangt harniſk blankt
    och många goda plåta ny;
    de Upländſke hade ej hugt att fly;
    Daner ſade: ei! willen I ſtrida?
    Upländingar ſade: hwi willen I bida?
    Dock ward det tagit i en Dag,
    eller hade det warit manga ſlag.

  1. Suhm XI. 538.