Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/468

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
446
Haakon Magnusſøn.

gjøre Holdt ved Skandſen Kindahuus, hvor han blev liggende i nogle Dage. Hertugerne ilede ham ved Efterretningen om hans Indbrud ſtrax imøde og toge Vejen lige til Bogeſund for der at ſtandſe hans videre Fremtrængen, aabenbart formodende, at han ved deres Ankomſt did ej vilde være langt borte. Men det varede hele 8 Dage, førend Danehæren kom nærmere. De oppebiede den ikke ved Bogeſund, men mødte den, ſom

    hvilken Viſkerdal (ſe ofv. II. S. 497, IV. 1. S. 154) har ſit Navn, to Gaarde, Kinna og Kinnarum, der kunde minde om „Kind“; men faa langt nordligt kan Kong Erik neppe have taget Vejen, thi det vilde forudſætte, at han førſt var brudt ind i Nordre-Halland og dragen forbi Vardberg, i hvilket Fald Hertugerne ſikkert vilde have mødt ham der; langt rimeligere er det at han har taget Vejen fra Halmſtad opad Nisſaa-Dalen til Kinnarred (der endnu ligger i Halland) og Kindhult, beliggende ved en i Nisſaaen faldende Aa, der ſikkert heder eller heed Kindaa, og efter hvilken hele Dalen viſt har Navn; Vel regnes denne Dal nu til Jønkøpings Leen eller Smaaland, men Hovedvejen til Veſtergøtland gaar dog derigjennem, og den danner egentlig kun en ſmal Strimmel eller Tunge, over hvilken man pasſerer, for at komme fra Søndre-Halland til Veſtergøtland. Her, og ikke ved Viſt-Aaen, er det rimeligſt at Kindahuus, der maa have været en liden Grændſeſkandſe, laa. Tvende Breve, udſtedte af Hertugerne paa dette Tog, men, faa vidt vides, hidtil ej benyttede til at oplyſe dette, give ellers baade ret god Beſkeed om Tiden, da Stilſtanden ſluttedes, og Vink om begge Herres Marſch-Router. Det førſte er et Brev, udſtedt af Hertugerne dominica infra oct. epiph. (8de Januar) paa Gaarden Sæm, hvorved de ſkjenke Folke Jonsſøn Jordegods; Brevet er medbeſeglet af Biſkop Laurentius i Linkøping, Biſkop Magnus i Vegſjø, Drottſseten Arnbjørn Sigſteensſøn, Hr.Philip Ulfsſøn, Hr. Jon Engel og Hr. Peter Magnusſøn (Dipl. Sv. 1526). Dette Sæm ſees ved Efterſøgelſe paa Kartet at være en Gaard, beliggende ved Sæm-Sø, noget over en Miils Vej ſøndenfor Ulricehamn, det forrige Bogeſund. Naar man nu af Riimkrøniken ſeer, at Hertugerne laa ved Bogeſund i 8 Dage, førend de Danſke kom dem paa en Miil nær, at de Svenſke da mødte dem tappert, men at der dog ſnart blev „taget Dag og Aar“, faa bliver det aabenbart, at Mødet mellem begge Hære netop maa have fundet Sted her ved Sæm, i Pasſerne mellem Sæmſøen og Aaſundſøen, der juſt ligger omkring en Miils Afſtand fra Bogeſund, og begge Biſkopperne, der ere med at beſegle Brevet af 8de Januar, vilde vel neppe heller paa denne Tid af Aaret have begivet ſig til Lejren, uden for at være tilſtede ved Dagthingningen; deres Nærværelſe er altſaa et umiskjendeligt Tegn paa, at Dagthingningen ſtod paa Sæm, og ved den Tid. Det andet Brev (Dipl. Sv. 1529) er et Gavebrev, udſtedt af Hertugerne den 24de Januar paa Påfwathorp, der enten er det nærværende Paaarp 1½ Miils Vej nordveſtenfor Ulricehamn, eller (og rimeligere) Paatorp, omtrent ¾ Miil nordenfor Boraas og 2 eller 2½ Miil veſtenfor Ulricehamn, paa Vejen til Alingsaas. Hvad enten man tog Vejen om Paaarp eller Paatorp, ſaa førte den dog ad Ljodhuus til, og did, eller til Kongehelle, agtede Hertugerne ſig, da Hertug Erik, ſom man erfarer, ſnareſt muligt vilde heelt ind til Oslo. Toge nu Hertugerne denne Vej tilbage, er det og ſandſynligt, at det var den ſamme, ad hvilken de droge frem til Bogeſund; det var vel paa det nærmeſte den da brugelige Landevej mellem Ljodhuus og ſidſt nævnte Sted. Man ſeer