keligt, at han maatte give sine Folk Yderkapper, hvilket hidtil ikke havde været brugeligt. Han kom heller ikke langt. Brydende, som det synes, op fra Halmstad, for ad den sædvanlige Landevej langs Nisaaen og videre over Bogesund at trænge op i Vestergøtland, og saaledes undgaaende at møde Hertugerne, kom han dog for det første ikke langt over Grændsen, men maatte, efter at have herjet den saakaldte Kinde-Bygd,
Ericus Olai. De her anførte Annaler i Scr. r. Dan. IV. 595 fejle visselig, naar de lade Danekongen komme lige til Stegeholms Slot, der vel neppe kan betegne andet end Stegeborg. Thi ellers pleje disse Annaler for det meste kun at gjentage Esrom-Annalernes Ord; i dem staar der kun: „Kong Erik gjorde ved Juletid et vældigt Tog ind i Sverige, men hindredes ved den strenge Vinter og vendte tilbage efter at have sluttet Stilstand“; medens hine mellem „Sverige“ og „men hindredes“ indskyde: „herjende Landet fiendtligt lige til Stegeholms Slot“, samt senere tilføje at Kongen maatte give sine Mænd „Kappehetter“. Paa intet andet Sted findes der et Ord om noget Tog til Stegeborg, hvorhen det var bogstaveligt umuligt, at Kong Erik denne Gang kunde komme. Den skjødesløse Annalist maa derfor have forvexlet dette Tog med det danske Tog i 1318. Lagerbring III. 45 har her aldeles misforstaaet Riimkrønikens Ord, naar han lader Hertugerne tage Vejen over Kindahuus til Bogesund. Riimkrønikens Ord ere disse:
Da samnade hertugerna båda
ok foro inn till landamerke
med mykin makt och diger stärke;
dock hade de där skamma läga (d. e. kort Leje, rigtigere Læsemaade istf. „stemnaläge“)
de Danska foro andra wäga
och låga wid Kindahuus ena stund;
sedan foro de till Bowosund,
åtta daga lågo de där
förr än de Danska kommo swå när
uppo ena mila långt – o. s. v.
Her er dog tydeligt Meningen den, at Hertugerne kun havde et kort Ophold ved Landemerket, fordi de Danske toge en anden Vej og laa ved Kindahuus en Stund, hvilken Efterretning bragte Hertugerne til at fare til Bogesund. At det var de Danske og ikke Hertugerne, der laa ved Kindahuus, vilde vel og kunde sees af det svenske Chr. i Scr. r. Sv. I. 64, hvis Texten ikke her var saa forvirret, at den lader Hertugerne herje Kindhered, i deres eget Land, medens det er tydeligt, at dette netop skede ved Danehæren. – Det her nævnte Kind eller Kindhered er ifølge Tunells Geographi IV. 1. S. 190 flg. det sydvestligste Hered i Vestergøtland, grændsende til den sydligste Deel af Nordre-Halland. Kinnahus eller Kinnaholm laa ifølge Tunell S. 191 i Frølunda Sogn, men han er dog ej ganske paa det Rene med Beliggenheden, da han S. 197 antager Arnesholm i Ljushylts Sogn for ogsaa at kunne være Kinnahus. Egentlig veed man saaledes nok ikke ret, hvor det er at søge. Efterseer man Forsells Kart, finder man ved den samme Aa, der ved sit videre Løb gjennem Halland forbi Aas Kloster kaldes Viskaa, efter
