Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/470

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
448
Haakon Magnusſøn.
100. Hertugernes Krigsforberedelſer. Kong Haakon beſlutter ſig til at erklære Stilſtanden brudt. Forræderſk Forbund mellem Hertugerne og den danſke Hertug Chriſtopher. Hertug Valdemar hverver fremmede Soldater. Kong Haakon forſtrækker Hertug Erik med Penge. Hertugernes Indbrud i Skaane og Fredsſlutningen til Ødknaljung. Hertugernes underfundige Ferd mod Kong Byrge, dennes Løsladelſe paa haarde Vilkaar og Flugt til Danmark. Kulde mellem Kong Haakon og Hertug Erik.


Aarſagen, hvorfor Hertug Erik i faa ſtor Haſt begav ſig til Norge, var den, at han atter vilde overtale Kong Haakon til at tage Parti. For faa vidt var der nu mere Grund dertil, ſom Krig dog nu var udbrudt. Kong Haakon kunde, hvad han end tænkte om Hertug Erik og hans Sags Retfærdighed, dog ikke, ſaa længe Erik ſkulde være hans Svigerſøn, i Længden være bekjendt at ſtaa rolig og ſee paa, at Danekongen maaſkee overvældede ham; han maatte desuden vente, at hvis Danekongen, naar Krigen atter brød ud, ſaa ſin Lejlighed dertil, vilde han førſt og fremſt underkaſte ſig Nordre-Halland med Vardberg, og hermed kunde Haakon, ſom den der havde kjøbt det for en ſtor Pengeſum, dog ikke være tjent. Der manglede ſikkert ej paa dem, der under Hertugens Fraværelſe ivrigt bearbejdede Kong Haakon og talte hans Sag, fornemmelig Dronning Euphemia, hvis romantiſke Beundring for ham ikke i mindſte Maade ſynes i at have lagt ſig efter hans ſidſte Bedrifter, men ſom i ham ſtedſe kun f faa den ſkjønne Ridder, ikke den trædſke politiſke Intrigant. Maaſkee var det lykkets hende ſaavel ſom Hertugens øvrige Venner at faa Kongen noget føjeligere; maaſkee erkjendte han ſelv, at Omſtændighederne nu havde forandret ſig noget. Man har nemlig et nyt Brev, ſom Hertug Erik under dette ſit korte Ophold i Norge lod udgaa til Erkebiſkoppen, alle øvrige Prælater, Baroner, Riddere, Gejſtlige og Verdslige i Norges Rige, hvori han forſikrer dem, at de kunde være overbeviiſte om at hans Broder Valdemar med de fleſte af Sveriges Biſkopper og den ſtørre og fornuftigere Deel af Sveriges Adel ſamt hele Mængden i eet og alt vilde efterleve de mellem Norge og Sverige til Freds og Enigheds Overholdelſe vedtagne Beſtemmelſer, hvorfor han nu beder dem at fæſte Liid til, hvad Kong Haakon paa hans Vegne maatte meddele dem, ſom om det var hans egne Ord, og troligen at opfinde, hvad Kongen til Forſvar af deres ſaavel ſom Hertugens Rettigheder maatte byde dem[1]. Som et aldeles ſikkert Tegn paa at det allerede da var lykkets Hertugen at omſtemme Kongen kan man dog ikke betragte dette Brev. Han havde meget travlt; den 2den Marts var han allerede igjen langt inde i Sve-

  1. Dipl. Norv. II. 84.