Aarsagen, hvorfor Hertug Erik i faa stor Hast begav sig til Norge, var den, at han atter vilde overtale Kong Haakon til at tage Parti. For faa vidt var der nu mere Grund dertil, som Krig dog nu var udbrudt. Kong Haakon kunde, hvad han end tænkte om Hertug Erik og hans Sags Retfærdighed, dog ikke, saa længe Erik skulde være hans Svigersøn, i Længden være bekjendt at staa rolig og see paa, at Danekongen maaskee overvældede ham; han maatte desuden vente, at hvis Danekongen, naar Krigen atter brød ud, saa sin Lejlighed dertil, vilde han først og fremst underkaste sig Nordre-Halland med Vardberg, og hermed kunde Haakon, som den der havde kjøbt det for en stor Pengesum, dog ikke være tjent. Der manglede sikkert ej paa dem, der under Hertugens Fraværelse ivrigt bearbejdede Kong Haakon og talte hans Sag, fornemmelig Dronning Euphemia, hvis romantiske Beundring for ham ikke i mindste Maade synes i at have lagt sig efter hans sidste Bedrifter, men som i ham stedse kun f faa den skjønne Ridder, ikke den trædske politiske Intrigant. Maaskee var det lykkets hende saavel som Hertugens øvrige Venner at faa Kongen noget føjeligere; maaskee erkjendte han selv, at Omstændighederne nu havde forandret sig noget. Man har nemlig et nyt Brev, som Hertug Erik under dette sit korte Ophold i Norge lod udgaa til Erkebiskoppen, alle øvrige Prælater, Baroner, Riddere, Gejstlige og Verdslige i Norges Rige, hvori han forsikrer dem, at de kunde være overbeviiste om at hans Broder Valdemar med de fleste af Sveriges Biskopper og den større og fornuftigere Deel af Sveriges Adel samt hele Mængden i eet og alt vilde efterleve de mellem Norge og Sverige til Freds og Enigheds Overholdelse vedtagne Bestemmelser, hvorfor han nu beder dem at fæste Liid til, hvad Kong Haakon paa hans Vegne maatte meddele dem, som om det var hans egne Ord, og troligen at opfinde, hvad Kongen til Forsvar af deres saavel som Hertugens Rettigheder maatte byde dem[1]. Som et aldeles sikkert Tegn paa at det allerede da var lykkets Hertugen at omstemme Kongen kan man dog ikke betragte dette Brev. Han havde meget travlt; den 2den Marts var han allerede igjen langt inde i Sve-
- ↑ Dipl. Norv. II. 84.
