Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/444

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
422
Haakon Magnusſøn.

tugerne erkjendte nemlig i Overvær af Biſkopperne af Strengnes og Veſteraas,.Thorgils Drottſete og flere anſeede Mænd, at de havde forſeet ſig mod Kongen ſin Broder; de underkaſtede ſig Kongens Naade og forpligtede ſig ved en Eed, der ſkulde aflægges af dem perſonligt og tillige af Matthias Ketilmundsſøn og Ivar Jonsſøn (viſtnok den før nævnte Søn af Hr. Jon Rand) til at gjøre og at lade hvad deres

    for at melde Kongen at „Huſet var belagt“, at Kongen ſtrax „ſamlede fin Magt“ og overgav den til Erik, ſom da drog afſted, ſtandſede 72 Miils Vej fra det Sted, hvor Kongen laa, ſluttede Forliig, havde fremdeles Kongehelle, ſtod ſig godt hos Kong Haakon og fik ſiden Vardberg; derpaa gaaes der umiddelbart over til Hertug Valdemars Skilsmisſe og Thorgils Knutsſøns Fald; om — Mødet paa Gullbergheid, Danehofet i Helſingborg og Freden til Søborg tales ikke et Ord. De visbyſke Minoriters Krønike hos Fant Scr. I. 42 ſiger kort og godt for 1304, at Kongen fik Dalaborg, og for 1305, at Hertugerne kaldtes tilbage til Sverige. Den unavngivne Krønike fra 826—1415, meddeelt baade hos Fant (50) og Langebek (Scr. I. 387), beretter for 1304 at Hertugerne byggede Dalaborg, og at Kongen efter Tilſkyndelſe af Thorgils belejrede den for at erobre den med ſin hele Hær „omkring Juul“, at der ſiden, St. Sigfrids Dag 1305, oprettedes Enighed mellem Brødrene og tillige ſluttedes Forbund mellem Norges og Danmarks Konger, hvilket dog kort efter atter blev brudt. Derpaa gaaes over til Thorgils’s Kataſtrophe. De isl. Annaler derimod melde intet om Krigsbegivenheder i 1304, men berette for 1305, at Kong Haakon drog afſted med 40000 Mand for at hjelpe ſin Svoger (der ſtaar ved Fejlſkrift Magnús f. Mágsefni) mod Sveakongen, men at de, da han kom, vare forligte, at han paa Gullbergsheid havde Møde og ſluttede Forlig med Sveakongen, at Danerne derpaa dræbte Hallvard Baat for ham med 60 Mand, og at der ſluttedes Fred mellem ham og Danekongen. Man ſeer tydeligt, at de norſke og de ſvenſke Kilder berette forſkjellige Begivenheder, i Forhold til hvad der meſt interesſerede Fortælleren, og at de have rykket dem.ind paa hinanden, med Udeladelſe af det Mellemliggende. Saaledes er det allerede af Ordene ſelv klart, at det Tog med 40000 Mand, Kong Haakon ſiges at have foretaget mod Sveakongen, ikke kan være det ſamme, ſom den Underſtøttelſe, han om Vintren gav Hertugerne, og at ſaaledes og det Forliig, der havde fundet Sted mellem dem og Kongen ſtrax før Haakons Ankomſt til Gullbergsheid, maa have været et andet end det til Kolſeter. Her maa altſaa, ſom ſagt, Actſtykker hjelpe til at bringe Orden. Af Hertugens oven anførte Løfte, udſtedt til Kongen i Oslo den 13de November, ſees det, at Erik og Valdemar allerede da i Haſt havde begivet flg til ham for at bede ham om Hjelp. Men den 13de December finde vi Kongen i Bergen (Dipl. Norv. IV. 58), hvor han altſaa har tilbragt Suhm og hvorhen Hertugerne dog ikke kunne have fulgt ham; han har da ſandſynligviis overdraget til Bjarne Erlingsſøn og Hallvard Baat at treffe de nødvendige Foranſtaltninger til at ſkaffe dem den Hjelp, der efter Omſtændighederne kunde præſteres, og ſom ej kan have været ſtor. Den 14de December maa den ſvenſke Hær være kommen til Vermeland, da man fra denne Dag har et Brev, viſtnok uden Sted, men udferdiget af Thorgils Knutsſøn og Vermelands Lagmand i Forening (Dipl. Sv. No. 1447). Derimod er det vel yderſt tvivlſomt, om Kongen ſelv endog var tilſtede. (Dipl. Sv. meddeler ſom No. 1450 et Brev, udſtedt af ham eg beſeglet af Marſken i Nykøping 30te Decbr. 1304, men det er tydeligt nok, at dette Brev