tugerne erkjendte nemlig i Overvær af Biskopperne af Strengnes og Vesteraas,.Thorgils Drottsete og flere anseede Mænd, at de havde forseet sig mod Kongen sin Broder; de underkastede sig Kongens Naade og forpligtede sig ved en Eed, der skulde aflægges af dem personligt og tillige af Matthias Ketilmundssøn og Ivar Jonssøn (vistnok den før nævnte Søn af Hr. Jon Rand) til at gjøre og at lade hvad deres
for at melde Kongen at „Huset var belagt“, at Kongen strax „samlede fin Magt“ og overgav den til Erik, som da drog afsted, standsede 72 Miils Vej fra det Sted, hvor Kongen laa, sluttede Forliig, havde fremdeles Kongehelle, stod sig godt hos Kong Haakon og fik siden Vardberg; derpaa gaaes der umiddelbart over til Hertug Valdemars Skilsmisse og Thorgils Knutssøns Fald; om – Mødet paa Gullbergheid, Danehofet i Helsingborg og Freden til Søborg tales ikke et Ord. De visbyske Minoriters Krønike hos Fant Scr. I. 42 siger kort og godt for 1304, at Kongen fik Dalaborg, og for 1305, at Hertugerne kaldtes tilbage til Sverige. Den unavngivne Krønike fra 826–1415, meddeelt baade hos Fant (50) og Langebek (Scr. I. 387), beretter for 1304 at Hertugerne byggede Dalaborg, og at Kongen efter Tilskyndelse af Thorgils belejrede den for at erobre den med sin hele Hær „omkring Juul“, at der siden, St. Sigfrids Dag 1305, oprettedes Enighed mellem Brødrene og tillige sluttedes Forbund mellem Norges og Danmarks Konger, hvilket dog kort efter atter blev brudt. Derpaa gaaes over til Thorgils’s Katastrophe. De isl. Annaler derimod melde intet om Krigsbegivenheder i 1304, men berette for 1305, at Kong Haakon drog afsted med 40000 Mand for at hjelpe sin Svoger (der staar ved Fejlskrift Magnús f. Mágsefni) mod Sveakongen, men at de, da han kom, vare forligte, at han paa Gullbergsheid havde Møde og sluttede Forlig med Sveakongen, at Danerne derpaa dræbte Hallvard Baat for ham med 60 Mand, og at der sluttedes Fred mellem ham og Danekongen. Man seer tydeligt, at de norske og de svenske Kilder berette forskjellige Begivenheder, i Forhold til hvad der mest interesserede Fortælleren, og at de have rykket dem.ind paa hinanden, med Udeladelse af det Mellemliggende. Saaledes er det allerede af Ordene selv klart, at det Tog med 40000 Mand, Kong Haakon siges at have foretaget mod Sveakongen, ikke kan være det samme, som den Understøttelse, han om Vintren gav Hertugerne, og at saaledes og det Forliig, der havde fundet Sted mellem dem og Kongen strax før Haakons Ankomst til Gullbergsheid, maa have været et andet end det til Kolseter. Her maa altsaa, som sagt, Actstykker hjelpe til at bringe Orden. Af Hertugens oven anførte Løfte, udstedt til Kongen i Oslo den 13de November, sees det, at Erik og Valdemar allerede da i Hast havde begivet flg til ham for at bede ham om Hjelp. Men den 13de December finde vi Kongen i Bergen (Dipl. Norv. IV. 58), hvor han altsaa har tilbragt Suhm og hvorhen Hertugerne dog ikke kunne have fulgt ham; han har da sandsynligviis overdraget til Bjarne Erlingssøn og Hallvard Baat at treffe de nødvendige Foranstaltninger til at skaffe dem den Hjelp, der efter Omstændighederne kunde præsteres, og som ej kan have været stor. Den 14de December maa den svenske Hær være kommen til Vermeland, da man fra denne Dag har et Brev, vistnok uden Sted, men udferdiget af Thorgils Knutssøn og Vermelands Lagmand i Forening (Dipl. Sv. No. 1447). Derimod er det vel yderst tvivlsomt, om Kongen selv endog var tilstede. (Dipl. Sv. meddeler som No. 1450 et Brev, udstedt af ham eg beseglet af Marsken i Nykøping 30te Decbr. 1304, men det er tydeligt nok, at dette Brev
